Når amatørarkæologer afsøger pløjemarker rundt omkring i Danmark med deres metaldetektor, finder de masser af smelteklumper af bly, og nu og da dukker der også egentlige genstande af bly op fra mulden. Genstandene kan vi ofte datere ud fra form og evt. indskrift eller ornamentik, mens smelteklumper, barrer og andre genstande uden særlige kendetegn kun bredt kan henføres til det lange tidsrum, hvor man har importeret bly til Danmark.

De ældste fund af bly på vore breddegrader kan dateres til ældre bronzealder (ca. 1300 f.v.t.). På en række bronzesværd fra Egtvedpigens tid er grebet udfyldt med bly. Det gjorde man for at afbalancere sværdet, når det skulle svinges over en fjende. Fundene fra bronze- og jernalder er ikke mange, men med de store værkstedspladser fra vikingetiden bliver bly mere almindeligt. Nu var der tydeligvis tale om en stor og systematisk import, og blyet blev anvendt i en lang række funktioner, f.eks. som vægtlodder og spillebrikker. På grund af metallets lave smeltetemperatur og bløde konsistens blev bly også anvendt til at lave modeller. Modellerne blev brugt til at lave aftryk i ler, der blev brændt til forme, som så kunne anvendes til at støbe smykker, beslag, redskaber mv. i serieproduktion.

Del af blymodel til fremstilling af smykker i såkaldt Borrestil. Stykket er fundet ved Nyborg og dateres til vikingetid. Foto: Jørgen Nielsen. 

I middelalderen blev bly udbredt som aldrig før, og det må tilskrives en betydelig sølvminedrift i Mellem- og Sydeuropa. Bly var et biprodukt af denne minedrift, og det har utvivlsomt haft betydning for metallets pris. Når arkæologerne graver i affaldslag fra middelalderen, findes blyaffald i hvert fald ofte i større mængder. Det gælder især nær kirker, hvor bly bl.a. blev brugt til tagplader, men også til religiøse objekter som relikvieskrin og ampuller til helligt vand. En voksende gruppe af detektorfund er de såkaldte blyamuletter, altså blyplader, hvori man har indridset tekster, ofte i form af besværgelser. Som segl på dokumenter samt på klæderuller og andre handelsvarer kunne blygenstande med oplysning om varens ophav nå langt omkring – og disse genstande er en uvurderlig kilde til belysning af middelalderens handelsveje. Et vist blytilskud fik man også, hvis man anvendte sminke med blyhvidt, hvis man drak vand fra trærør, der var samlet med blymuffer eller anvendte bordtøj, der var belagt med blyglasur. Velbekomme – det var tung kost!

Klinkeprop til reparation af hul i lerkar. Detektorfund fra Sydvestfyn. Foto: Nermin Hasic.

Helt op i nyere tid har bly fundet udstrakt anvendelse som lodder i urværker, i håndværksfunktioner og ved fiskeri. Mange fund af sammenbankede blyklumper med en kærv rundt langs kanten, såkaldte klinkepropper, viser, at man gerne reparerede et ødelagt lerkar ved at fladhamre en blyklump i hullet. Skulle en jernstang fastgøres i en sten, f.eks. på en trappe, foregik det også ved at fylde hullet med smeltet bly. Jo, i fortiden var bly, hvad lim og spartelmasse er for os i dag – og så en masse andre ting på samme tid. Det var et let tilgængeligt og billigt altmuligtmiddel, som desværre har vist sig at påvirke mennesker og miljø meget negativt.

I den femtårnede kirke i Kalundborg har man lappet et hul i bunden af døbefonten med en ordentlig slat smeltet bly. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vil du vide mere?

Anspach, B. 2010: Die Bleifunde von Haithabu. Studien zu Haithabu und Füsing. Wachholtz

Feveile, C. 2000: Klinkpropper – klinkning af tyndvæggede lerkar fra middelalder (?) og nyere tid. Mark og Montre 2000.

Pedersen, U. 2015: Leadworking in Viking-Age Norway. Viking Worlds: Things, Spaces and Movement.

Omkring Sankt Hans 2019 bragte medierne historien om en hvid pelikan, der var spottet ved Filsø i Vestjylland og senere ved Vejlerne i Nordjylland. Når det kunne blive så stor en historie, skyldes det ikke kun agurketiden, men at pelikanernes nærmeste naturlige levesteder findes i Sydøsteuropa. Hvis det blæser meget – en halv pelikan fristes man til at sige – kan fuglene forvilde sig ud af deres naturlige leveområder, ligesom ungfugle kan søge langt omkring i jagten på et nyt sted at slå sig ned. Det sidste må være årsagen til årets besøg i det jyske, for Dansk Ornitologisk Forening har oplyst, at gæsten var en unge fra 2018.

Medierne beskrev iagttagelserne som en ornitologisk sensation, eftersom vilde pelikaner ikke tidligere skulle være set i Danmark. Det var imidlertid en and! Vel at mærke en avisand – for i stenalderen kunne man også møde pelikaner ved danske kyster, for der kendes ca. en halv snes fund af knogler fra krøltoppet pelikan i affaldslag på bopladser fra jægerstenalderens Ertebøllekultur og bondestenalderens Tragtbægerkultur. Lokalt kendes pelikanknogler fra Troldebjerg på Sydlangeland og Tybrind Vig på Vestfyn. Selv om fundene henføres til perioder, hvor gennemsnitstemperaturen var lidt højere end nu, er der god grund til at antage, at også stenalderpelikanerne var på afveje fra levesteder under sydligere himmelstrøg.

Hvis man vil tæt på en pelikan, må man en tur i Odense Zoo, hvor de har rosa pelikaner. Denne underart lever i Central- og Østafrika, men har mange træk tilfælles med den krøltoppede og den hvide pelikan. Foto: Liva Henriksen Horsnæs.

Pelikanerne kan have et vingefang på mere end 3,5 m, så deres tilstedeværelse har naturligvis også påkaldt sig opmærksomhed, når de slog sig ned i et område med gode fiskemuligheder for ca. 6000 år siden. En overarmsknogle fra Tybrind Vig-bopladsen har tydelige snitmærker, der dokumenterer, at stenalderjægerne ikke kun betragtede den flyvende gæst med ornitologens nysgerrighed. Med en kropsstørrelse som en god gås, der nok kunne mætte nogle munde, kunne stenalderjægerne ikke tillade sig at være kræsne, så fuglen endte på madbordet sammen med skarv, svane, trane og andet godt fra luften.

Fra tiden efter ca. 3500 f.v.t. kendes ingen fund af pelikanknogler fra Danmark. Den mest sandsynlige årsag til dette er, at et generelt fald i gennemsnitstemperaturen betød, at pelikanerne ikke længere nåede så langt væk fra deres naturlige ynglesteder. At det så sker nu igen, er måske et udtryk for globale klimaforandringer.

Urne fra grav 1349 på Møllegårdsmarken. I dette tilfælde er der ikke meget tvivl om den ornitologiske bestemmelse af den afbildede fugl. Foto: Odense Bys Museer.

Først næsten 4000 år senere end de yngste knoglefund finder vi igen ”spor” af pelikaner i det arkæologiske materiale, men nu har fundene en helt anden karakter. På den sydøstfynske jernaldergravplads Møllegårdsmarken er der fundet tre lerkar – eller rettere urner, der rummede de kremerede rester af døde mennesker. Lerkarrenes yderside er dekoreret med omløbende friser i ophøjet relief med næsten ensartede fuglebilleder i indtil ni eksemplarer. Fuglene er afbildet med en stor, skråskraveret krop, fremadrettede ben, høj hals, der afsluttes med et hoved med tydeligt markeret øje – og ikke mindst et langt, kraftigt og nedadvendt næb. Der kan næppe være tvivl om, at fuglefriserne afbilder pelikaner. På et fjerde lerkar ses langt mere enkelt indridsede fuglebilleder, som også, men dog med større forbehold, kan tolkes som pelikaner. De fire lerkar, der er lavet i tiden omkring 300 og dermed i den periode, der betegnes yngre romersk jernalder, er unikke i det danske materiale. Derimod kendes lerkar med beslægtede friser i relief fra det nordtyske område, hvortil fynboerne havde tætte kontakter i disse århundreder. De fire sydøstfynske lerkar behøver derfor ikke at være et udtryk for, at pelikaner forlod Romerriget for at besøge de sydøstfynske strande i jagt på fisk; det kan lige så vel være lerkarrene, der kom hertil som led i udveksling af varer eller personer. De tre kar med plastiske friser er så ens i udførelsen, at de må antages at stamme fra samme håndværker. Man fristes til at tro, at de mere simpelt udførte fuglefigurer på det fjerde kar er en lokal efterligning af de fremmede lerkar – og fugle.

Urne fra grav 208 på Møllegårdsmarken. Fuglefiguren på dette kar afviger fra de tre andre og kan kun med forbehold tolkes som en pelikan. Foto: Odense Bys Museer.

I middelalderens billedkunst, bl.a. på en række kalkmalerier, møder vi pelikanen igen, og afbildningernes stiliserede karakter viser, at strejfende pelikaner næppe var et almindeligt syn i Skandinavien på denne tid. I det kristne billedunivers symboliserer pelikanen Jesu selvopofrelse for menneskeslægten, idet man længe har antaget, at fuglen plukkede sit eget brystkød for at fodre ungerne med det. Man har antagelig fejltolket de voksne fugles statur og bevægelser med hals og næb, når de gylper halvfordøjet fiskefangst op for at proppe det i de umættelige ungers svælg. Det er i øvrigt denne symbolik – som altså bunder på en fejlantagelse – der er årsagen til, at de danske bloddonorer bruger pelikanen som symbol.

Var det mon netop det store næb, der inspirerede jernalderens folk til at afbilde pelikanen? Kan man forestille sig, at pelikanen blev opfattet som en hjælper, der i sit rummelige næb skulle transportere afdødes sjæl til en anden verden? At rummeligheden i pelikanens næb er nærmest uendelig, ved vi jo allerede fra Rasmus Klump-bøgerne, hvor det ikke er småting, man kan hive ud af Pelles næb.

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1971a: Fynske jernaldergrave bd. IV,1. Tekst. Odense.

Albrectsen, E. 1971b: Fynske jernaldergrave bd. IV,2. Tavler. Odense.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 185).

Hatting, T. 1963: On Subfossil finds of Dalmatian Pelican (Pelecanus crispus Bruch.) from Denmark. Videnskabelige Meddelelser fra Dansk naturhistorisk Forening, Bind 125, s. 337-351. København.

Lassen, T.T. 2013: Human and animal bones from Tybrind Vig. Analysis of material from a burial and settlement. I: S.H. Andersen: Tybrind Vig. Surbmerged Mesolithic settlements in Denmark. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter vol. 77. Gylling. (s. 470).

www.kalkmalerier.dk (søgeord: Pelikan)

https://bloddonor.dk/pelikanen/ (pelikanen som symbol for Bloddonorerne i Danmark)

På væggen på mit kontor hænger en bajonet, som jeg arvede fra min farfar, da han døde 89 år gammel i 1987. Farfar havde arvet den fra sin far, som igen havde arvet den efter sin far, Niels Henriksen, der døde i 1906 i en alder af 86 år. I min farfars otte første leveår boede han sammen med Niels Henriksen, der var på aftægt på sin egen gård i Gestelev på Midtfyn. Det var før daginstitutionernes tid, så lille Christian var overladt til bedstefaderens selskab, mens forældrene drev gården. Af bedstefaderen lærte han at spille ”tavl” – brætspillet som vi i dag kender som mølle. Og samtidig fik han historier fra et liv, der strakte sig langt tilbage i 1800-tallets bondesamfund – og ikke mindst hørte han beretninger om de slesvigske krige. Det var den første af disse, der var årsagen til, at Niels Henriksen havde bajonetten, og i øvrigt tre medaljer, som kan kaste lidt lys over, hvorfor vi overhovedet har ”sablen” i familien.

Bedstefars ”sabel” er i virkeligheden en bajonet, som var beregnet til at sætte på den danske hærs forladere. Bajonettens længde viser dog, at den også blev båret som sidevåben.

Netop i dag er den ene medalje særlig aktuel; det er et sølvkors, der blev lavet i 1874 som erindring om 25-årsdagen for udfaldet fra fæstningen i Fredericia natten til 6. juli 1849. Det var et afgørende slag i den første slesvigske krig, der således fandt sted i dag for præcis 170 år siden.

”Bedstefars medaljer. Det er sølvkorset til højre, som Niels Henriksen fik for deltagelse i slaget ved Fredericia. Sølvsløjfen markerer deltagelse i slaget ved Isted 25. juli 1850. Erindringsmedaljen i midten blev – efter ansøgning – givet til deltagere i treårskrigen.

I starten af juli 1849 var Fredericia omringet af omkring 22.000 slesvig-holstenske tropper, og inde i fæstningsbyen var et omtrent tilsvarende antal danske mænd – herunder min tipoldefar Niels Henriksen. I Rigsarkivet har jeg fundet ud af, at han indgik i 2. forstærkningsjægerkorps. Dette korps fik, under ledelse af generalmajor C.F. Moltke, en afgørende betydning i det dristige udfald fra fæstningen den 6. juli, da det erobrede en vigtig skanse fra fjenden. Det skete i øvrigt, efter at den danske general Rye var faldet i et tidligere forsøg på at nedkæmpe stillingen. Måske var bedstefar med i denne afgørende batalje, og hvem ved, om bajonetten var i brug i hårde nærkampe?

Min tipoldefar, gårdejer Niels Henriksen fra Gestelev. Selv om han døde 60 år før jeg blev født, har jeg hørt mange historier om ham fra min farfar. Overleverede familiehistorier lever i generationer!

Niels Henriksens krigsindsats var dog ikke slut, for i 1850 kaldte landet igen til tjeneste, og han deltog i slaget ved Isted, som den lille sølvsløjfe viser. En genindkaldelse i 1851 førte ikke til aktiv kamptjeneste, og bedstefar kunne nu – som det fremgår af soldaterpapirerne i øvrigt uden at være såret – vende hjem til den gård, som han drev, indtil den gik i arv til sønnen.

Disse for Danmarkshistoriens gang så vigtige episoder føles som en uendelig fjern fortid. Men da historierne om Niels Henriksens deltagelse i krigen blev fortalt til mig med farfar som det eneste mellemled 130 år efter begivenhederne fandt sted, føltes det nærværende. Havde bedstefar dog bare fortalt flere detaljer til farfar – og han efterfølgende til mig – mens vi sad ved tavlbrædtet! Netop de overbragte historier om bedstefar og ”sablen” var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg helt fra de tidlige barneår blev grebet af den gode fortælling og historie, som siden blev mit levebrød. Selv om jeg i sagens natur aldrig har mødt bedstefar, har jeg meget at takke ham for. Jeg sender ham derfor tit en venlig tanke, når blikket falder på bajonetten, medaljerne og den lidt brysk udseende herre med bowlerhatten på min kontorvæg.

Som arkæolog er jeg ofte blevet spurgt, om oldtidens mennesker kunne bore i flint, og svaret har altid været et klart ”nej”! På trods af, at stenalderbønderne gav sig i kast med at bore i kvarts og porfyr, der på Mohs skala fra 1-10 har hårdheden 7 mod flints 6, har man ikke gennemboret denne vidt udbredte bjergart. Men hvordan kan det så være, at man har fundet køllehoveder af flint – ja, endog også enkelte flintøkser – med skafthul? Det skyldes, at stenalderbønderne har anvendt sten med et naturligt hul og udnyttet disse naturens luner til at frembringe skæftede redskaber. I det følgende præsenteres et par eksempler fra det fynske.

Det første flint-køllehoved stammer fra Røjle Mose, og det har antagelig været nedlagt som et offerfund i mosen. Det har en let fladtrykt kugleform, som er skabt ved tilhugning og slibning af et flintemne med et naturligt skafthul med en diameter på ca. 2 cm. Slibningen har fjernet de værste ujævnheder, men er ikke anvendt så systematisk som på samtidige flintøkser, der kan være helt polerede.

Flintkøllehovedet fra Røjle Mose. Foto: Nermin Hasic.

Det andet fynske flintkøllehoved er fundet ved udgravning af en jættestue ved Åbjerg i Brenderup sogn på Nordvesfyn og således mindre end 15 km fra Røjle Mose. Dette stykke er ganske groft og uregelmæssigt i form såvel som tilvirkning. Også her har udgangspunktet været en flintknold med et naturligt skafthul. Flintemnet er bearbejdet ved knusning af ujævnheder og de højeste punkter og stedvis har man slebet stykket overfladisk. Denne kombination af teknikker ses ikke sjældent på flintøkser fra enkeltgravskulturen.

Flintkøllen fra jættestuen ved Åbjerg. Foto: Nermin Hasic.

Det er da også i den sidste del af denne del af bondestenalderen omkring 2500 f.v.t, at vi finder paralleller til de to flintkøllehoveder. Der er således fundet kugleformede køllehoveder af diabas og i sjældnere tilfælde af porfyr eller kvartsit i en del mandsgrave fra denne tid, især på den jyske halvø. Disse køllehoveder har man imidlertid altid gjort sig stor umage for at slibe jævne og regelmæssige, og nogle gange har man tillige indridset eller indslebet mønstre i den hårde bjergart. Hvorfor flintkøllehovederne ikke fik samme grundige behandling, kan vi kun gisne om; det var i hvert fald ikke teknologien, man manglede. Det kan ikke være mangel på råmaterialer, der var årsagen til, at man valgte de fra naturens side skabte ”halvfabrikata”; velegnede bjergarter kunne man finde de fleste steder. Måske valgte bondestenalderens ”våbensmede” simpelthen disse natursten af helt samme årsag, som når vi i dag fristes til at tage en hulsten med hjem fra stranden, simpelthen fordi den skiller sig ud fra mængden.

Kugleformet køllehoved af diabas, fundet ved Krogsbølle på Nordfyn. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2018: Et køllehoved af flint! Fynboer & Arkæologi 2018:2, s. 26.

Petersen, P.V. 2008: Flint fra Danmarks oldtid. (nr. 194-196). Gylling.

Gravgodset fra jernalderens grave giver mange eksempler på den kontakt, der var mellem de germanske samfund i Sydskandinavien og det romerske imperium i syd. Nogle af genstandene er regulære romerske produkter som glasbægre, perler og bronzekar, der er lavet i provinsialromerske værksteder i det nuværende Sydtyskland. I andre tilfælde er der tale om hjemligt producerede genstande, som efterligner eller fortolker romersk tradition og kultur. De såkaldte guldberlokker er et eksempel herpå.

Enkel guldberlok fra Blandebjerg på Sydlangeland.

Guldberlokker er indtil ca. 4 cm lange, pæreformede hængesmykker, der er lavet af tyndt guldblik, og i toppen er loddet en ophængningsøsken. Smykkerne er udsmykket med en overdådighed af små guldkugler – såkaldt filigran – der kan være komponeret i forskellige mønstre. Smykkerne repræsenterer det ypperste, som guldsmeden kunne præstere i 1.- 2. årh. e.v.t. – altså i den periode, arkæologerne betegner som romersk jernalder. Noget helt særligt ved guldberlokkerne er, at de er hule med en åbning oventil under øskenen. Udover at have en funktion som et hængesmykke, der ikke sjældent var kombineret med perler af guld eller glas, var de skabt til at kunne rumme et indhold – dog kun ganske få milliliter.

Guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Bemærk det fine guldsmedehåndværk.

I det fynske område er der fundet ca. 25 fund guldberlokker, men de er ikke et specifikt dansk fænomen; de er fundet i overklassens grave over store dele af Nordeuropa, og især i områder, hvor det arkæologiske fundmateriale som helhed viser, at man havde særligt intensive kontakter til Romerriget. Det er utvivlsomt via disse forbindelser, at folk på vore breddegrader har fået inspiration til at lave guldberlokkerne, for den romerske overklasse bar forskellige former for hule hængesmykker. De blev anvendt som beholdere til små mængder aromatiske stoffer – f.eks. olier med udtræk fra velduftende planter.

Guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Selv om stykkerne ligner hinanden, er ikke to ens.

Ingen af de danske guldberlokker har rummet rester af et indhold, de kan underbygge tolkningen som ”parfumebeholder”. I 2. årh. blev hængesmykkerne af guld imidlertid afløst af hule hængesmykker, der var lavet af sølv, bronze eller jern. Disse mindre ædle metaller har den egenskab, at de under nedbrydningen i jorden ”konserverer” indholdet. I flere nordeuropæiske grave er der således fundet hængesmykker, der indeholdt harpiks eller animalske fedtstoffer, som utvivlsomt har været anvendt til at fastholde duftstoffer fra planter. I dansk sammenhæng kendes kun et enkelt fund, nemlig et spandformet hængesmykke fra Nørreknold i Himmerland, hvori fandtes græsstrå, der kan stamme fra duftende indhold. Særligt interessant er et jernhængesmykke fra Kaseedorf-gravpladsen umiddelbart syd for den danske grænse. Heri var bevaret nåle af den kraftigt duftende krydderurt rosmarin, som også kan tænkes at være kommet til Nordeuropa via kontakter til romerne. Fundet er tankevækkende, fordi de ”hovedvandsæg”, som overklassens kvinder bar i en snor om halsen i 17-1800-tallet, og som blev brugt som en lille duftopstrammer, også kunne indeholde olier med udtræk fra rosmarin.

Teknisk avanceret guldberlok fra Møllegårdsmarken ved Gudme. Den har siddet i centrum i en perlekæde, der også har omfattet to lokalt fremstillede guldperler og to romerske glasperler.

Der har utvivlsomt været god brug for opfriskende dufte i en tid, hvor vask af krop, hår og tøj nok hørte til sjældenhederne, og hvor man delte husrum med husdyrene. Mængden af duft, der kunne spredes fra den lille mængde ”parfume”, der kunne indeholdes i smykkerne, har dog været særdeles begrænset – og vel i virkeligheden først og fremmest beregnet på bærerens næse. Det må derfor antages, at berlokkerne mere end noget andet havde en symbolsk betydning. Ligesom nutidens varemærker på statussymboler var guldberlokkerne primært et signal om, at man var en del af et socialt fællesskab, en elite, der kendte til den særlige og internationalt kendte symbolværdi, som disse smykker rummede. Med andre ord var guldberlokkerne et symbol på bærerens kendskab til The Roman way of life!

Hovedvandsæg, der med et indhold af æteriske olier blev båret om halsen af overklassens kvinder i 17-1800-tallet. Ofte var de lavet af sølv, men disse er af træ.

Læs mere

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 131ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

For oldtidens mennesker var guder og åndelige væsener ikke noget overnaturligt, men en del af alting! Derfor er det også påfaldende, at vi kender relativt få figurer og billeder, som vi med nogen sikkerhed kan udpege som guddomme. Måske var det forbundet med tabu at afbilde dem? Med kontakten til Romerriget i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse mødte i hvert fald et mindre udsnit af befolkningen også romernes religiøse univers, og det smittede af! Som et led i udveksling med romerne kom et mindre antal små gudefigurer af bronze således til det nuværende danske område – vi kender ca. 20 i alt. 10 af disse er fremkommet på Fyn og Langeland, og en af dem er fundet af amatørarkæologen Jan Hjort med metaldetetektor i en park ved Astrupvej i den nordøstlige del af Odense.

Den romerske statuette fra Astrupparken. Foto: Asger Kjærgaard.

Den odenseanske figur forestiller guden Apollon, og han har stået med en lyre i hånden; han var nemlig guddom for bl.a. musik og digtekunst. Antagelig er statuetten fremstillet i en af de byer, som romerne anlagde i de provinser, de underlagde sig bl.a. i det nuværende Tyskland. Statuetten har fungeret som en husgud, der stod ved et husalter i et privat hjem. Hertil bragte man ofre for at sikre husstandens ve og vel. Hvorfor og hvordan statuetten senere forlod romerriget, ved vi ikke – men at den endte i oplandet til netop Odense, er næppe tilfældigt, for fra dette landskab kendes i forvejen flere figurer af tilsvarende karakter.

Lokalt fremstillet statuette, som er fundet ved Højby syd for Odense. Foto: Jørgen Nielsen.

Ingen tvivl om, at Højby-figuren forestiller en mand! Han har antagelig siddet på en genstand, og i hænderne har han holdt nu forsvundne redskaber eller våben.

Vi ved selvfølgelig ikke, om Apollon også har været anvendt og tilbedt som husgud i en af Odense-områdets jernalderhuse, for antagelig kendte man slet ikke til de riter, der var knyttet til denne guddom. At man dog lod sig inspirere af de romerske småfigurer, er der næppe nogen tvivl om, for i tiden omkring 400 e.v.t. begyndte man også at fremstille bronzestatuetter her i området. De ”danske” figurer har kun begrænset fysisk lighed med de romerske, men det kan ikke udelukkes, at de har været anvendt og tilbedt på samme måde som deres forbilleder.

Fra slutningen af januar 2019 og året ud vil Apollon fra Astrupvej blive udstillet på Nationalmuseets danefæ-udstilling på museet Kongernes Jelling.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2008: “Højby-manden”. – en bronzefigur fra jernalderen. Højby Nyt nr. 4, juni 2008, s. 18. http://hbnyt.dk/Indlaeg_fra_bladet/Hojbymanden.pdf

Henriksen, M.B. & P. Peter 2018: Apollon fra Odense. Skalk 2018:3, s. 28-33.

Thrane, H. 1976: Fynske broncemennesker fra jernalderen. Fynske Minder 1975, s. 7-22.

Kongernes Jelling: https://natmus.dk/museer-og-slotte/kongernes-jelling/

Da Hedeselskabet i 1938 drænede en mark ved Villestofte ca. 6 km nordvest for Odense, stødte man på et gevir, som man hurtigt kunne se stammede fra et rensdyr. Heldigvis kontaktede graverne straks Odense Bys Museer, og herfra drog museumsinspektøren ud og fremgravede forsigtigt det, der skulle vise sig at være det mest komplette renskelet, vi kender fra Danmarks oldtid. Knoglerne blev sendt til Zoologisk Museum i København, hvor man kunne samle puslespillet til udstilling. Her kan man i øvrigt stadig se skelettet udstillet – og hvilket prægtigt dyr! Rentyren fra Villestofte har et gevir, der spænder over 116 cm, og dyrets skulderhøjde har været 113 cm. Dyrets størrelse og proportioner svarer til de rener, man kan møde i Vestgrønland idag.

Skelettet af Villestofterenen under udgravning i 1938: Foto: Svend Larsen, Odense Bys Museer.

Sammen med skelettet fandtes en knogle fra en dalrype, så allerede kort efter udgravningen kunne man konkludere, at dyret måtte have levet under eller i slutningen af sidste istid. Ryper og rener lever i dag sammen i arktiske områder, og der er heller ingen tvivl om, at de to fynske dyr stammer fra en tid, da det fynske landskab var tundra med spredt kratbevoksning. Vi skal ca. 14.000 år tilbage for at finde et sådant landskab i det område, vi nu kalder Fyn, og det var ikke mange årtusinder efter at iskappen var forvandlet til smeltevandssøer.

Vi ved ikke, hvorfor rentyren endte i vand, hvor den blev indkapslet i kalkrige aflejringer, der har bevaret skelettet frem til i dag. Måske gik tyren gennem isen, eller måske druknede den gammel og svag under passage af et vådområde. Det kan heller ikke udelukkes, at den blev drevet ud i vand under jagt, for den kan sagtens have mødt nogle af de allerførste mennesker, der strejfede rundt i det åbne landskab på evig jagt efter mad. Selv om vi kender masser af fund af rener og andre dyr fra denne tid fra de fynske moser, har vi endnu ingen sikre vidnesbyrd om, at mennesket også var her. Fra Sønderjylland og landskaberne syd for Sjælland kender vi imidlertid nogenlunde jævngamle og endda lidt ældre bopladser, så det er nok bare et spørgsmål om tid, inden de første pilespidser fra denne tid dukker op på en fynsk pløjemark – måske endda i Villestofte-området! En 14.000 år gammel pilespids fra en af de allerførste ”fynboer” ville helt bestemt være museumsmandens store julegaveønske fra den fynske oldtid! Glædelig jul!

2018 var 80-året for renskelettets fremkomst, og i den anledning blev der rejst en mindesten på Åbakkevej i Korup tæt på skelettets fundsted. Foto: Per Nielsen.

Et farvefoto af det monterede elgskelet i Zoologisk Museums udstilling kan ses her: https://www.google.com/search?q=rensdyr+villestofte&tbm=isch&tbo=u&source=univ&sa=X&ved=2ahUKEwjL5Z_tgrPfAhVJaVAKHQwCBw4QsAR6BAgGEAE&biw=1331&bih=844#imgrc=eNaQ3X7k01REuM:&spf=1545467441096

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Harja 1971-1996, s. 108-135. Odense.

Nielsen, P. 2019: En sten for Villestofterenen. Fynboer og Arkæologi 2019 nr. 1, s. 16.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

Som arkæologer vil vi gerne vide så meget som muligt om de ting, vi graver op af jorden. Hele tiden udvikles nye metoder, der kan give os mere viden om nye fund, men også om ting, der er gravet op for få eller for mange år siden. Man kan i flæng nævne metoder som kulstof 14-datering, årringsdatering, strontiumanalyse og ikke mindst DNA-analyse. Fælles for disse metoder er, at de har revolutioneret vores viden om datering af jordfund, men også om fortidsmenneskenes familierelationer, kost, mobilitet og meget mere.

De nævnte metoder har desværre også det til fælles, at de er destruktive. Det betyder, at hver gang vi skal vide lidt mere om en knogle, en trægenstand eller et skelet, er man nødt til at skære eller bore lidt i genstanden for at udtage prøvemateriale, der siden opløses og forsvinder for evigt. Udover de penge, som analyserne også kræver, er en del af prisen for viden således, at noget af genstanden ødelægges.

De analyser, som har givet os meget ny viden om Koelbjerg-manden, har bl.a. kostet væsentlige dele af det ene lårben! Foto: Nermin Hasic.

Mange tænker nok, hvilken betydning det har, at et lille hjørne af en af museets mange knogler går tabt, hvis bare man får ny viden. Jo, men sagen er, at det som regel er museets mest spektakulære, sjældne og videnskabeligt set mest interessante genstande, som vore egne fagfolk såvel som forskere fra andre institutioner er mest interesseret i at hive viden ud af. Som museumsfolk har vi et ansvar i forhold til museumsloven, og vi skal således sikre, at museernes samlinger bevares – men også, at der hives noget ny viden ud af genstandene i samlingen.

Koelbjerg-mandens skelet lå spredt i mosen, og desværre blev ikke alle dele genfundet ved tørvegravningen under 2. verdenskrig. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Derfor siger vi ikke ukritisk ”ja”, når vi får en forespørgsel om, hvorvidt en forsker må bore lidt materiale ud af en genstand i vores samling. Det gælder i særdeleshed, når anmodningen går på den mest efterspurgte ”person” fra Odense Bys Museer – nemlig skelettet af Koelbjerg-mennesket. I årenes løb har vi fået utallige forespørgsler om udtagning af prøvemateriale fra dette skelet til udførelse af alle mulige analyser. Det skyldes, at skelettet med en alder på mere end 10.000 år er det ældste i Norden. For nogle få år siden blev der dog givet tilladelse til at udtage lidt væv fra en kindtand for at se, om man med en DNA-analyse definitivt kunne afklare en gammel diskussion om, hvorvidt skelettet stammede fra en mand eller en kvinde.

Trods mere end 10.000 års ophold i mosevandet er Koelbjerg-mandens kranium usædvanligt velbevaret. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Vi var skeptiske, for tidligere forsøg havde været resultatløse, men i 2015 lykkedes det endelig at fastslå, at Koelbjerg-skelettet stammede fra en mand. Den ældste dansker skiftede således køn – og det er der siden skrevet flere artikler om. Senest har tidsskriftet Skalk bragt en artikel, der opsummerer alt det, vi nu ved om Koelbjerg-mennesket. Og det er viden, vi har fået ved at sikre, at kun de mest skånsomme og allerbedste prøvemetoder blev brugt, når der skulle bores i de gamle ben fra tørvemosen i Koelbjerg nær Vissenbjerg.

Undersøgelserne af Koelbjerg-mandens kranium har også omfattet røntgenfotografering, som heldigvis er en ikke-destruktiv metode. Foto: Jannie Ebsen.

Hør også museumsinspektøren fortælle om Koelbjerg-skelettet i dette klip: https://m.youtube.com/watch?v=TjZx3zA8WLY

Hvis du vil vide mere

Hansen, J., H.C. Petersen, K.M. Frei, P. Courtaud, A.-M. Tillier & M.E. Allentoft 2017: The Maglemosian skeleton from Koelbjerg, Denmark revisited: identifying sex and provenance. Danish Journal of Archaeology.

Henriksen, M.B. & J. Hansen 2017: En 10.000-årig skifter køn – et portræt af jubilaren fra Koelbjerg. Årbogen Odense Bys Museer 2017, s. 69-83.

Henriksen, M.B & Jesper Hansen: Den ældste dansker skifter køn. Skalk 2018:6, s. 3-7.