Midt i sommerferien 1983, helt præcis tirsdag den 19. juli, var jeg på cykeltur fra hjembyen Ringe på Midtfyn for at besøg min mormor i den nærliggende landsby Espe, hvor jeg var vokset op. Lidt uden for Espe opdagede jeg, at en gravemaskine havde afgravet mulden i et ca. 5 m bredt bælte tværs gennem landskabet. Her skulle en naturgasledning finde sit sidste hvilested.

Jeg gik på det tidspunkt i gymnasiet, men var lidenskabeligt opslugt af arkæologi, så jeg tænkte straks, at gravemaskinen kunne have afdækket hidtil ukendte fortidsminder. Tanken om familiebesøg blev midlertidigt udskiftet med jagt på arkæologiske levn, da cykelruten blev forlagt fra asfaltvejen til gastracéet. Flere steder var der afdækket mørke, trækulsholdige pletter i det lyse istidsgrus – men et sted var der en særlig tæt koncentration, som fangede amatørarkæologens interesse.

Såkaldt fodbæger, som overlevede turen på ligbålet og siden næsten 2000 års ophold i jorden. Foto: Museum Odense.

Cyklen blev parkeret, og pletterne taget i nærmere øjesyn. Det vrimlede med skår af oldtidslerkar, og mellem disse lå små, hvidbrændte knoglestumper. Jeg vurderede straks, at der måtte være tale om brandgrave fra jernalderen, og at disse ville blive ødelagt, når gasledningen skulle graves ned. Op på cyklen igen og ned til mormor, hvorfra der blev telefoneret til Fyns Stiftsmuseum – nu Museum Odense – som siden skulle blive min arbejdsplads i årtier.

Lille drikkebæger. Foto: Museum Odense.

På museet forstod de straks, at vigtige fortidsminde var truet af anlægsarbejdet, og den følgende dag rykkede museumsfolkene ud for at redde indholdet i de afdækkede grave. Over et par dage blev der undersøgt en snes brandgrave – altså grave, hvor liget er brændt – og heldigvis fik jeg lov til at være med. Sammen med resterne af de afdøde havde man begravet lerkar samt redskaber af jern – og som noget meget usædvanligt et sværd og to lansespidser. Den hellige arkæologiske ild var nu for alvor tændt i gymnasieeleven!

Artikel fra Fyns Amts Avis om fundet af Espe Nord-gravpladsen i juli 1983.

Lerkar med fin stregornamentik. Kun dele af karret var lagt i graven. Foto: Museum Odense.

Museet udarbejdede en grundig rapport over fundene fra jernaldergravpladsen, og den blev studeret nøjere end skolebøgerne efter ferien. Dernæst – og sammen med en lige så arkæologiinteresseret kammerat – blev jagten nu indledt på den boplads, som måtte høre til gravpladsen. Den blev da også fundet nogle år senere ved afsøgninger af en mark nogle hundrede meter borte.

Lansespids, sammenbøjet før nedlægning i graven. Foto: Museum Odense.

Halvmåneformet jernkniv til skindarbejde. Foto: Museum Odense.

Espe Nord, som gravpladsen kom til at hedde, blev ved at kredse i mine tanker, og da jeg siden begyndte på arkæologistudiet blev der som ansat på museet i Odense mulighed for at vende tilbage til stedet og undersøge grave, som lå uden for gastracéet. Efter flere kampagner lykkedes det at afdække hele gravpladsen, som har indeholdt mindst 57 grave fra ca. 500 f.Kr.-ca. 100 e.Kr. Det kunne konkluderes, at der var tale om en familiegravplads gennem ca. 600 år, og at i gravpladsens sidste generationer var tre mænd begravet med deres våben. Andre havde fået personligt udstyr eller redskaber med i graven – og alle skår af lerkar eller hele lerkar.

Arkæologistuderende Mogens Bo Henriksen på udgravning på Espe Nord-gravpladsen 1990. Foto: Charlotta Lindblom.

Gravenes indhold blev virkelig nærstuderet, og der opdagede jeg en mængde variationer, som pirrede nysgerrigheden yderligere. Efter grundige litteraturstudier kunne det konstateres, at variationerne kunne genfindes på en lang række andre gravpladser i Fyn såvel som resten af landet. Det gav anledning til en række spørgsmål: Hvorfor var solide jernredskaber deformerede før gravlæggelsen, var det sket på ligbålet eller efter kremeringen? Hvorfor var nogle lerkar kun repræsenteret med enkelte skår og ikke af hele karret? Hvor var de døde brændt, hvordan var det foregået, hvor meget træ skulle der til for at kremere et lig? Hvorfor havde man anlagt gravpladsen lige her – og hvordan var gravpladsens relation til bopladsen? Disse og mange andre problemstillinger forsøgte jeg at dykke dybere ned i under mine studieår på Århus Universitet, og specialeafhandlingen fra 1995 kom da også til at handle om jernalderens grave. I årenes løb blev der skrevet en række småartikler, der bl.a. tog udgangspunkt i fundene fra Espe Nord-gravpladsen, og i 2009 blev det til et omfattende bogværk om fynske gravfund fra jernalderen. Der indgik fundene fra Espe også!

Enægget hugsværd, som blev bøjet sammen efter at det havde været på ligbålet. Foto: Museum Odense.

Lansespids med indlægninger i form af en pileformet figur, halvmåne, cirkel og swastika. Foto: Museum Odense.

I 2016 indleverede jeg en ph.d.-afhandling til Københavns Universitet med titlen ”Bålets betydning. Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter.” Her sammenfattede jeg resultaterne af mere end 30 års intensive studier i oldtidens brandgrave og ligbrænding. Afhandlingen var baseret på detaljerede studier af hundredvis af især fynske gravfund, men også på eksperimenter med kremering af svinekroppe. Disse forsøg tog udgangspunkt i spørgsmål, som var affødt af undersøgelsen af brandgravenes indhold – og det hele startede med gravene fra Espe Nord!

Eksperiment med kremering af en svinekrop som led i de studier, der var affødt af undersøgelserne af Espe Nord-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Livet er fyldt af tilfældigheder, og det er spøjst at tænke på, at flere årtiers opslugthed af oldtidens brandgrave og ligbrændingsskik startede lige i det øjeblik for 40 somre siden, da jeg drejede cyklen fra asfaltvejen og ind i en grøft i en midtfynsk kornmark!

Hvis du vil vide mere

Henriksen, Mogens Bo 2009:  Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. 844 sider.

Henriksen, Mogens Bo 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København.

Henriksen, Mogens Bo 2019: Opslugt af bål. – et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis. Årbogen Odense Bys Museer 2019, s. 74-87.