Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

En krukke hyldebær

Udgivet den af

Hylden har to højtider. Den første falder i den tidlige sommer, hvor dens næsten kvalmende aromatiske duft medfører en uoverstigelig trang til at begrave snuden i de gullige blomsterstande. Det efterlader ens ansigt med et gult, støvet udtryk, der dog hurtigt kan børstes af. Langt vanskeligere er det, hvis man får saften fra sensommerens modne bær på huden eller tøjet – det er som blæk – og er i øvrigt ikke sundt at indtage i rå tilstand. Både hyldeblomster og hyldebær kogt til saft er dog store delikatesser i det kolde såvel som det varme – i det salte såvel som det søde køkken – og som smagsgiver i snaps.

Hyldens aromatiske blomsterstande er indbegrebet af dansk sommer.

Tunge hyldeklaser i sensommeren.

Det er ikke helt klart, hvornår hylden er indvandret til Danmark efter sidste istid, men i hvert fald fra bondestenalderen og fremefter er træet dokumenteret. Fugle hjælper gerne med til at sprede bærrenes relativt store kerner over store afstande på kort tid, og det er en nøjsom art, der kan gro alle steder, hvor der blot er en lille klat jord og lys. Det forklarer, at hyld nu ses overalt. Men brugte man også hyldens bær i oldtiden?

Under udgravning af en brønd fra germansk jernalder (5. årh. evt.) i Odense-forstaden Seden Syd i starten af 2000-årene fandt vi en næsten hel lerkrukke – et tykvægget lerkar, hvis oprindelige brug som kogekar afsløredes af tykke skorper af fastbrændt mad. Lerkarret indeholdt det, vi i første omgang opfattede som frø, men som botanikere fra Nationalmuseet snart kunne oplyse var kerner fra hyldebær. Hverken arkæologer eller botanikere kunne umiddelbart give nogen logisk forklaring på, hvorfor man havde sat en krukke hyldebær ned i en brønd – og fundet blev betragtet som en enkeltstående begivenhed.

Lerkar fra jernalderbrønd ved Seden Syd

At der skulle være tale om en tilfældighed, troede vi nu kun, indtil vi et års tid senere foretog udgravninger forud for etablering af det store udfletningsanlæg, der i dag forbinder Odense-Svendborg-motorvejen med den øst-vest-gående fynske motorvej. Her afdækkede vi også en brønd fra 5. årh. e.v.t. Udover træskåle og redskaber, som antagelig har været beregnet til at bearbejde fibre fra hørplanter, indeholdt også denne brønd et genbrugt kogekar med fastbrændte madskorper – og masser af små, brune ”frø”, som vi nu kunne genkende som kerner fra hyldebær. Den tidsmæssige afstand til fundet fra Seden var begrænset, og den fysiske distance var kun 8 km. Nu var det svært at opretholde en tolkning af fænomenet som en tilfældighed – men hvordan skulle de to krukker hyldebær så forklares?

Lerkar fra jernalderbrønd ved Allerup

Kerner fra hyldebær fra jernalderbrønden ved Allerup

Hyldebærrenes evne til at afgive farve er allerede nævnt, og i nyere tid har man anvendt dette til at give hørgarn en brunlig og uld en blågrå farve. Kan det tænkes, at hyldebærrene har været nedsænket i vand for at gære eller fermentere, så de blev mere velegnede til at farve tekstilfibre? På begge pladser er der fundet spor efter hørforarbejdning, så tanken er fristende – men det er næppe den eneste tolkningsmulighed.

I store dele af Europa – således også i Danmark – indtager hylden en central position i folketroen – ikke mindst i forbindelse med frugtbarhedskult. Det var et træ, som skulle behandles med respekt, og før man høstede frugter eller ved fra træet, bad man om lov. Kan de to lerkar med hyldebær mon afspejle, at denne folketro går tilbage til oldtiden, og kan karrene være nedsænket i brøndene som en tak for de gaver, som træet havde givet til de evigt vitaminhungrende jernalderbønder? Svaret ligger ikke lige for, men hvis nogle af bloggens følgere skulle ligge inde med en god forklaring, er man meget velkommen til at sende en mail.

 

Læs mere

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik. (opslag: Hyld, bind 4, side 173ff). København.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Henriksen, M.B. 2005: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109

Arkæologi – en dybdeborende videnskab

Udgivet den af

Når arkæologer skildres i karikaturtegninger, er det som regel med en teske i hånden. Teskeen er selve billedet på den forsigtighed, som arkæologen graver med, og det har været med til at skabe myten om den langsomt arbejdende oldgransker, der forsinker anlægsarbejder og byggeri. Efter at have deltaget i arkæologiske udgravninger i mere end 30 år må jeg dog konstatere, at de eneste teskeer, jeg har set i arkæologers hænder, har været anvendt til at røre rundt i kaffen! Arkæologer benytter sig derimod af en lang række andre udgravningsredskaber, der varierer fra store gravemaskiner over skovle og spader til specialslebne murersker, stålspatler og pensler. Og så er der boret!

Hvad i alverden kan en arkæolog bruge et bor til, og ødelægger det ikke bare oldsager, hvis man i blinde borer sig ned gennem jordlagene? Jo, selvfølgelig kan man være uheldig at ramme lige ned i en grav med skrøbelige gravgaver, men det skal man se i forhold til en arkæologisk udgravning, der fuldstændigt fjerner et fortidsminde og dets indhold af genstande – ganske vist under kontrollerede forhold. Men man finder jo ingen oldsager med boret? Jo, faktisk er der svineheldige eksempler på, at der er kommet oldsager med op i en borekerne. I modsætning til, hvad mange tror, er det at finde genstande imidlertid ikke nødvendigvis det primære formål med en arkæologisk undersøgelse, men sådan har det ikke altid været!

Med en ca. 2 cm tyk boresonde hentes prøver op fra tørvelag, som ligger knap 2 m under jordoverfladen. Boringen foretages for at undersøge, om det vil være muligt at lave en mindre udgravning for at få et indblik i naturudviklingen gennem oldtiden midt i et område, hvor man anlagde mange gravhøje i bronzealderen.

 

Langt ind i 1900-tallet lavede man udgravninger på lokaliteter, hvor der var størst mulighed for at finde spektakulære genstande – oldsager – til museernes udstillinger eller til private samlinger. Formålet med udgravninger nu til dags er overvejende at redde flest mulige oplysninger om de sammenhænge, som oldsagerne indgår i, og oftest foregår dette arbejde i et kapløb med tiden, før fortidsmindet bliver ødelagt af anlægsarbejde, erosion eller dyrkning. I dag er arkæologer imidlertid langt mindre fokuseret på genstande, men mere på kontekster, data og relationer, der kan belyse ”den store fortælling om menneskets kulturhistorie”. I den sammenhæng er genstandene ikke nødvendigvis det vigtigste; nogle gange ligger den største informationsmængde gemt i de jordlag, der ligger mellem oldsagerne. Prøver herfra kan i mange tilfælde hentes op med et bor. Jorden kan rumme pollen, frø eller forkullede dele fra træer og planter, og ved at analysere disse ”fund” kan man få oplysninger om fortidens vegetation og menneskets påvirkning af landskabet. Under gunstige forhold kan man også finde insekter, parasitter og materiale, hvori der er bevaret DNA. Ved laboratorieanalyser kan disse ”fund” give meget ny viden om fortidens miljøforhold og livsbetingelser, og analyserne foretages med udstyr og metoder, der er udviklet til brug inden for helt andre fagområder.

Fra et dybtliggende moselag blev der opboret spaghnum-lignende tørv, som bl.a. indeholdt velbevarede frøkapsler og insektvinger – måske 8000 år gamle!

Når man skal have et overblik over et givet område, før en omkostningskrævende udgravning iværksættes, kan man i nogle tilfælde også udføre sonderinger med et bor. Det er bl.a. tilfældet, hvis man skal planlægge en udgravning i en overpløjet gravhøj. Her kan det være hensigtsmæssigt at bore en række små huller tværs over højen for at vurdere jordlagenes tykkelse og sammensætning – samt for at lokalisere evt. stenlægninger. Det er samme fremgangsmåde geologer bruger, når de laver boreprøver for at kortlægge råstoffer, grundvand, blød jordbund eller forurening.

Arkæologen borer en række huller med en diameter på ca. 5 cm på tværs af en overpløjet bronzealdergravhøj. Disse oplysninger skal bruges til at vurdere, hvor nedbrudt højen er – og dermed om det er nødvendigt at sætte ind med en ”redningsudgravning”.

I borekernen kan man se omdannede spor af de græstørv, som gravhøjen blev bygget af i bronzealderen. Det kan også konstateres, at højen blev bygget på et affaldslag, der lå direkte oven på det gule sand, som istiden efterlod.

Arkæologer anvender også boret for at undgå at foretage ødelæggende indgreb i fortidsminder med mere ødelæggende redskaber. Fortidsminder – f.eks. gravhøje – er ikke en ubegrænset ressource, og mængden reduceres hver eneste år. Derfor gælder det om at skåne så mange som muligt. Vi må antage, at fremtidens arkæologer kan hente meget mere viden ud af jordlagene, end vi er i stand til i dag, og derfor skal der også være nogle fortidsminder tilbage til dem. Imidlertid kan vi ikke indstille fortidsminder til beskyttelse eller fredning uden at kende deres udstrækning og bevaringsgrad, og hvis man skal have viden om disse forhold, er en sondering med et tyndt bor en glimrende måde at hente arkæologiske data op fra jordlagene, samtidig med at fortidsmindet ødelægges minimalt. Så lad os håbe, at klichéen med teskeen forsvinder, og at vi en dag kan se en karikaturtegning af en arkæolog med et ordentligt jordbor i hånden!

Firbenede finder fortidslevn

Udgivet den af

Vores kanin Filur elsker at grave huller, og den har et helt galleri af gange under sit bur. På trods af kræets lidenhed, kan det flytte ganske meget jord på kort tid. Da jeg forleden skulle ordne buret, havde Filur udvidet sin underjordiske hule, og jorden fra gravearbejdet var blevet skyllet af en regnbyge. På toppen af jordbunken lå et lillebitte lerkarskår, som fangede arkæologens opmærksomhed: Skåret var ikke meget større end et frimærke, men lermassens sammensætning og karsidens opbygning lod ingen tvivl tilbage om, at det var fra oldtiden – antagelig fra bronzealderen.

Filur – den firbenede Indiana Jones!

Hvor interessant kan en stump potteskår dog være for selv den mest nørdede arkæolog? I de fleste tilfælde ville det være uvæsentligt, men lige i dette tilfælde var fundstedet en have i et større parcelhusområde, som er udbygget, før museumsloven sikrede, at arkæologiske undersøgelser var en naturlig del af et anlægsarbejde. Filurs fund er derfor det første vidnesbyrd om oldtidsbebyggelsen i et af de ældre boligområder i Odense-forstaden Højby – og så alligevel ikke! Nabovejen hedder Syvhøjevej, og det vidner om, at der kan have ligget et betydeligt antal gravhøje i området. De er i så fald sløjfet, før de blev registreret af arkæologer. Måske kan disse høje være fra samme tid som potteskåret, for mange af vore gravhøje et netop fra bronzealderen. Pludselig har parcelhuskvarteret fra 1960’erne altså også en lang historie! Jeg tror Filur får en ekstra gulerod som ”danekrædusør”!

Det var denne lille stump potteskår, Filur gravede frem i arkæologens have.

Filur er imidlertid ikke det eneste firbenede dyr, der har hjulpet arkæologer. For 15 år siden blev jeg kontaktet på museet af en mand fra Balslev på Vestfyn, fordi han havde fundet en harpun af ben i toppen af et muldvarpeskud. Efterfølgende har en kulstof 14-datering af stykket vist, at harpunen er næsten 10.000 år gammel og dermed næsten lige så gammel som det ældste skelet vi kender – nemlig det fra Koelbjerg ikke langt fra Balslev.

Harpunen fra Tunebjerg ved Balslev. Måske er den knækket under jagt på elg eller urokse?

En muldvarp var også årsagen til, at den hidtil største fynske sølvskat fra vikingetiden blev fundet på den lille ø Iholm i Svendborgsund i 1853. I toppen af et muldvarpeskud lå en sølvmønt og blinkede i solen. Finderen gennemrodede jorden omkring muldvarpeskuddet, og sammen med udbyttet af en egentlig arkæologisk undersøgelse i 1989 har det vist sig, at en skat på ca. 2 kg sølv i form af mønter og ituklippede smykker blev gravet ned her i de allerførste år af 1000-tallet. Der er således ikke noget at sige til, at muldvarpen nærmest bliver betragtet som dyreverdenens svar på arkæologen!

Faktisk er der også eksempler på, at gravende dyr har fundet større ting. Således blev en hel urne fra bronzealderen med tilhørende stensætning omhyggeligt afdækket af en grævling ved Venslev Huse i Odsherred. Imidlertid havde det gravende dyr overset, at ”udgravningen” foregik i kanten af en fredet gravhøj; havde det været en tobenet graver, havde det udløst en klækkelig bøde!

En ræv har gravet en ”søgegrøft” ind i gravhøjen Drengehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn. Heldigvis har den ikke forstyrret grave i højen.

 

Hvis du vil vide mere

Om harpunen fra Tunebjerg ved Balslev

Henriksen, M.B. 2003: Et muldvarpeskud. Aktuel Arkæologi nr. 2, september 2003, s. 16.

Henriksen, M.B. 2003: Muldvarp hjælper arkæologer. Fynske Minder 2003, s. 159-160.

 

Om sølvskatten fra Iholm i Svendborgsund

Skovmand 1942: De danske Skattefund fra Vikingetiden og den ældste Middelalder indtil omkring 1150. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1942, s. 90-92.

Thomsen, P.O. 1992: Sølvskatten fra Iholm. Tåsinge Årbog 1992, s. 21-27.

 

Om bronzealderurnen fra Venslev Huse

Kjærsgaard, E. (red.): Urnegrav fra bronzealderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 1968, s. 186.

 

Rimten – en underlig fisk!

Udgivet den af

Den meget lange og varme sommer har medført, at vandspejlet i søer og vandløb falder faretruende, og ikke mindst i Odense Å har der været omfattende fiskedød. Aviserne har berettet, at vandoverfladen ved Havhesten og især ved Ejby Mølle har været fyldt med døende eller døde havørreder, aborrer, skaller, brasener – og rimter. Rimter, aah hvaffor en fisk?

Jo, rimten er faktisk en fisk, men det er vist de færreste, der har hørt om den, færre har fanget den – og jeg har aldrig mødt nogen, der har spist den! Men spist er den nu blevet, og de arkæologiske fund og historiske kilder viser, at denne ukendte fisk har en spændende kulturhistorie.

Rimten (Leuciscus idus) tilhører karpefamilien, og den lever i søer og åer, men kan dog også opholde sig i brakvand og er endog fanget i havet. Fisken har en forholdsvis langstrakt krop og små skæl, og den kan blive op til 60-70 cm med en vægt på 4-5 kg. I Danmark er rimten ikke mindst udbredt i de sjællandske åløb, men på Fyn kendes den især fra Odense Å. I åens nederste løb har den tidligere været så udbredt, at man benævnte dem Ejbygedder efter netop den landsby, hvor sommerens iltmangel har resulteret i mange døde rimter.

Velvoksen rimte på ca. 50 cm. Foto: Henrik Carl (efter Gotfredsen m.fl. 2009).

Tidligere har rimten også levet i Odense Ås tilløb, idet Kværndrup-præsten Clemens Jessen i 1743 kunne oplyse, at der var ”Ejbygjeder” i Hågerup Å på øens sydlige del. I starten af 1800-tallet var den også udbredt i Odense Ås nedre løb, for det fortælles, at ”På den tid indfinder den sig i sådan mængde ved landsbyen Ejby og den tæt ved liggende mølle, at den øses op med øser og tages i mølledammen med hænderne. Den føres i læssevis til Odense, hvor den sælges for 1 skilling stykket, da den er fuld af ben og dens kød lidet agtet”. Det siges, at selv odderne ikke ville sætte tænderne i rimten; til gengæld blev de fanget ved vodtrækning i åen af bønderne i Seden, som pløjede dem ned som gødning på brakmarken! Det må være indbegrebet af skidtfisk.

Pudsigt nok – men måske ikke tilfældigt – stammer de ældste vidnesbyrd, vi har om rimten i Danmark, netop fra samme område. Under udgravning af affaldslag på en boplads fra 4.-5. årh. i den nuværende bydel Seden Syd fandtes fiskeknogler i store mængder. Blandt ferskvandsfiskenes ben dominerede rimternes, så jernalderbønderne i landskabet øst for Odense Å har ikke kimset af rimtens smagløse kød. De store fisk har været lette at fange – måske især på en årstid, hvor det ellers var småt med friske råvarer – så ned røg de, på trods af, at man fik munden fuld af ben.

Rimten har nogle karakteristiske, lange og spidse tænder i svælget. Disse er fundet i affaldslag på jernalderbopladsen ved Seden. Til sammenligning stammer den lyse knogle fra en nutidig rimte på 45 cm. Foto: Geert Brovad. (efter Gotfredsen m.fl. 2009).

Nutidens lystfiskere udfordrer gerne rimten med fiskestangen, men ligesom skalle og brasen betragtes de ikke som interessante spisefisk, og de sættes derfor ud efter overstået fight efter ”catch and release”-princippet. Det er nok den naturlige forklaring på, at alle andre end lystfiskere ser spørgende ud, når man taler om rimten, men selv en skidtfisk fra Odense Å rummer altså en kulturhistorisk fortælling!

 

Hvis du vil vide mere

Carl, H. & P.R. Møller (red.) 2012: Atlas over danske ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum, København (s. 229ff).

Frederiksen, S. 1979: Seden – træk af sognets historie. Odense. (s. 70).

Frydendahl, H.C. 1943: Kværndrup Sogn. Krarup/Espe. (s. 18).

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112. (s. 100ff).

 

Sumpskildpadder i Danmarks natur – før, nu og i fremtiden

Udgivet den af

Forleden gik en af mine kolleger en tur langs Odense Å, og nær åbredden mødtes hun af et overraskende syn. På en gren sad en skildpadde med strakt hals og slikkede sol. Er det et udtryk for klimaforandringer, at man pludselig kan træffe dette dyr, hvis nutidige hovedudbredelse er i Central- og Sydeuropa, på vore breddegrader. Eller kunne der – helt sensationelt – være tale om et dyr, der havde overlevet siden oldtiden, hvor der levede sumpskildpadder her i landet? Eller var det et dyr, der var undsluppet eller lukket ud fra et privat terrarium? Der er næppe tvivl om, at den sidste forklaring er den sandsynlige. Iagttagelsen giver imidlertid anledning til at se lidt på de arkæologiske fund, der fortæller om dyrets udbredelse i oldtiden og dets udsagn om datidens klima.

Skildpadden fra Odense Å. Foto: Maria Lauridsen.

Op mod 200 steder i Danmark – heriblandt ca. 40 steder på Fyn og Langeland – er der fundet knogler og især skjolddele fra forhistoriske sumpskildpadder. Flest er fundet i tørveaflejringer fra fortidens søer og moser, og de må antages at stamme fra individer, der er døde af naturlige årsager. Nogle dyr blev fundet med æg i bugen, og de dokumenterer, at skildpadderne har ynglet her.

Ved gravearbejder i forbindelse med anlæggelsen af Odense Kanal og Havn i slutningen af 1800-tallet er der ved flere lejligheder fundet skildpaddeskjold. Et særligt velbevaret eksemplar dukkede op, da man i starten af 1940’erne uddybede området mellem den nuværende Finlandskaj og Gammel Havnekaj. Der var tale om et beskæftigelsesarbejde, så man gravede med skovl, og det er nok årsagen til, at finderne har kunnet se og bjærge ikke bare rygskjoldet, men også dele af bugskjoldet og selve skelettet. Dele af kanalen og havnen er anlagt, hvor Næsbyhoved Sø har ligget, indtil den blev udtørret i midten af 1800-tallet. Langs den lavvandede søs bredder må der have været særdeles gunstige leveforhold for sumpskildpadder.

Ca. 20 cm langt skjold fra sumpskildpadde, fundet hvor Odense Havn nu ligger. Foto: Odense Bys Museer.

Der er også flere eksempler på, at rester af sumpskildpadderne er fremkommet i oldtidsbopladsernes affaldslag; her er de fundet sammen med knogler af dyr, som man har jaget og spist. I disse tilfælde kan det ikke udelukkes, at man har spist ”ægte skildpadde”, men det er dog også muligt, at man har indfanget dyrene for at bruge deres prangende skjolde. Herpå tyder i hvert fald et fund fra en nordfynsk boplads fra Ertebøllekulturen (ca. 5000 f.v.t.). I det lavvandede område ud for en boplads ved Agernæs nær Krogsbølle har man skilt sig af med alskens husholdningsaffald, men også med flere genstande, der må betegnes som amuletter. Til disse hører et skildpaddeskjold med fire gennemboringer, og de har måske været anvendt til at fastgøre skjoldet til en dragt. En tilskåret havørneklo fra samme lag kan have haft en tilsvarende funktion – og måske har de to stærkt symbolske dele fra dyr tilhørt en shaman?

Skildpaddeskjold med gennemboringer fra stenalderboplads ved Agernæs på Nordfyn. Foto: Odense Bys Museer. Foto: Odense Bys Museer.

Dateringer af knoglefundene viser, at sumpskildpadderne er indvandret til vore breddegrader, da temperaturen for alvor begyndte at stige nogle årtusinder efter istidens slutning – hvilket i runde tal vil sige omkring 7500 f.v.t. På dette tidspunkt har den gennemsnitlige sommertemperatur ligget på ca. 18 °C – og dermed et par grader højere end nu. Vintertemperaturerne har været omtrent som nutidens, og selv om man skulle tro, at det var kritisk, er det ikke tilfældet; dyret går i dvale og graver sig ned for at søge beskyttelse mod kulden. Derimod er det problematisk, hvis sommertemperaturen ikke er tilstrækkelig høj, for så kan æggene ikke klækkes.

Sumpskildpadderne svømmer ubesværet langs bredden af søer – det er også sådan de har spredt sig fra Kontinentet til den sydøstlige del af Danmark i stenalderen. Hvor Østersøen ligger nu, lå efter istiden en udstrakt ferskvandssø. Skildpadden på fotografiet er imidlertid ”fanget” på en svømmetur i en sø i Central Park, New York. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I oldtiden har det nuværende danske område hørt til sumpskildpaddernes nordvestligste udbredelsesområde; derimod har de – og er stadig – vidt udbredte i Central- og Sydeuropa. De yngste dateringer af de danske fund viser, at de har levet her frem til bronzealderen, og netop mod dennes slutning omkring 500 f.v.t. er det registreret, at den gennemsnitlige sommertemperatur faldt, samtidig med, at det blev mere fugtigt. Senest omkring dette tidspunkt må vi antage, at sumpskildpadderne ikke længere kunne yngle i Danmark – og som følge heraf uddøde de. Først i nyere tid er de genindført som kæledyr, og ikke så få af disse bliver tilsyneladende sluppet ud i det fri. Her kan de sagtens klare sig, men selv om vi i 2018 har haft en rekordhøj sommertemperatur, hvor skildpadderne ville kunne yngle, er det næppe sket. Der skal som bekendt to til en tango – og sandsynligheden for at to undslupne sumpskildpadder af samme art skulle møde hinanden i den danske natur, er nok særdeles ringe. Med tanke på de generelle temperaturstigninger kan det imidlertid ikke udelukkes, at man en gang i fremtiden igen vil kunne møde ynglende sumpskildpadder ved de fynske vandhuller. Man må dog antage, at det vil tage sin tid, før de kan nå frem fra deres nuværende udbredelsesområde, for de bevæger sig trods alt med – nå, ja, skildpaddefart!

 

Hvis du vil vide mere

Degerbøl, M. & og H. Krog: Den europæiske Sumpskildpadde (Emys orbicularis L.) i Danmark. En zoologisk og geologisk undersøgelse af danske postglaciale fund og deres betydning for bedømmelsen af temperaturforholdene i forhistorisk tid. Danmarks Geologiske Undersøgelse. II Række, Nr. 78. København.

Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 175f).

Sociale medier hjælper med bestemmelse af fynsk oldsag

Udgivet den af

Tolkning af arkæologiske fund er ikke altid så ligetil. Jævnligt findes nye typer af ”dimser”, som kan være vanskelige at datere eller funktionsbestemme. Man kan så sende billeder rundt til andre arkæologer, præsentere stykket til en kongres eller i en fagartikel med en anmodning om bistand fra fagkolleger i ind- og udland med spørgsmål om, hvorvidt de kender paralleller. Sådan har vi traditionelt fået løst den slags udfordringer, men den digitale verden har her givet arkæologerne mulighed for anderledes kort responstid ved udforskningen af fortidens mysterier. Her spiller sociale medier en væsentlig rolle!

For nogle år siden fandt en af de flittige detektorentusiaster, som Odense Bys Museer samarbejder med, en bronzegenstand på en pløjemark nordøst for Odense. Der var ikke tvivl om, at der var tale om en del af en såkaldt fibula, altså en broche, men stykket kunne ikke genfindes på gængse oversigter over jernalderens smykker. Tekniske træk ved konstruktionen gav nok indtryk af, at dateringen var en gang i førromersk jernalder – altså tidsrummet mellem ca. 500-1 f.v.t.

Et billede af brochen blev brugt som illustration i en artikel, som handlede om detektorarkæologi i Danmark. Artiklen udkom i det dansksprogede, amatørarkæologiske tidsskrift Fund & Fortid og var som sådan rettet mod danske amatørarkæologer. Imidlertid blev artiklen uploadet på det faglige, sociale medie academia.edu, hvor videnskabsfolk, herunder arkæologer, deler deres videnskabelige produktion med hinanden. Og så tænkte jeg ikke så meget mere over det….

Efter nogen tid tikkede der en mail ind fra en forsker fra universitetet i Warszawa. Sammen med en kollega var han ved at skrive en artikel om en jernaldergravplads i det østlige Polen. På academia havde han set min artikel – teksten kunne han ikke læse – men billedet af det nordøstfynske bronzesmykke havde fanget hans interesse, da det svarede til smykker fra flere polske gravpladser. Han ville meget gerne høre mere om det fynske stykke – og oplysninger blev sendt afsted. Herefter gik det polske forskerteam i gang med at udrede hele baggrunden for denne smykketype, og resultaterne har de netop præsenteret for den internationale forskerverden i det velanskrevne polske tidsskrift Wiadomości Archeologiczne. Her kan man bl.a. læse, at lignende smykker – udover fra Polen – også kendes fra Bornholm og Gotland, og at de antagelig alle er lavet et sted i Polen omkring 400-300 f.v.t.

Dateringen havde vi således meget godt fat på som udgangspunkt, men med hensyn til oprindelsen havde vi næppe kigget så langt mod øst! Det er utænkeligt, at jeg nogensinde ville have haft mulighed for at lave tilsvarende grundige studier med udgangspunkt i det fynske fund, og det er således et fremragende eksempel på, hvordan de sociale medier har gjort det muligt for videnskabsfolk – ikke mindst os, der beskæftiger os med oldgamle nyheder – at dele ny viden og information med et museklik. Denne lynhurtige vidensdeling er også en medvirkende forklaring på, at medierne så ofte svømmer over med nyheder om, at ”historien skal skrives om”. Helt så dramatisk en revision af Danmarkshistorien fører det nordøstfynske fund nu ikke til. Det giver imidlertid nogle overraskende nye perspektiver på Fyns forbindelser til den østlige del af Østersøområdet i en periode, hvor den traditionelle version af Danmarkshistorien ellers beretter, at det nuværende danske område ikke havde mange kontakter til kontinentet.

Den ”polske” bronzefibula fra Nordøstfyn. Foto: Asger Kjærgaard.

 

Vil du vide mere?

Henriksen, M.B. 2016: International detektorarkæologi – indtryk fra en konference i Glasgow. Fund & Fortid 2016:3, s. 15-23.

Andrzejowski, J. & A. Maciałowicz 2018: Między Połnocą a Południem. Zespoł osadniczy z poźnej epoki żelaza w Jarnicach nad Liwcem w świetle dalekosiężnych powiązań. Fyldigt engelsk resumé: Between the North and the South. Wide-ranging Connections of the Late Iron Age settlement complex at Jarnice on the Liwiec River. Wiadomości Archeologiczne, t. LXVIII, 2017, s. 179-234.

Bjørnen i Danmarks oldtid

Udgivet den af

I juli 2017 kørte jeg og min familie på en skovvej i bjergkæden Blue Ridge Mountains i Shenandoah National Park i Virginia, USA. Pludselig – ud af det blå – stod en stor, sort bjørneunge på vejen foran os; den rejste sig på bagbenene og havde front mod bilen, som jeg heldigvis havde haft nærvær nok til at standse. Nogen tid stod bjørnen nysgerrigt og betragtede os, mens bevægelser i buskadset i vejkanten afslørede, at dens moder kaldte, og ungen forsvandt lige så pludseligt, som den var dukket op. Pics or it didn’t happen, vil mange nok sige, men sandheden var, at hele familien på en gang var så benovede og lidt skræmte, at der ikke var nærvær til at tage kameraer frem. Vi nød øjeblikket og har det stadig fastbrændt på den indre nethinde!

Det var nærmest grænseoverskridende at møde denne vamsede bamse i fri natur, charmerende og skræmmende på én gang, men sandheden er, at bjørnen jo var mere bange for os, end vi var for den; vi sad trods alt i sikkerhed i en stor, solid Dodge! Pludselig forstod jeg, hvorfor folk, der lever sammen med bjørne, til alle tider og alle steder har været så fascineret af dette dyr, at det er blevet anvendt som motiv i kunsten og som figur i sagn og myter. Dette gælder også for de mennesker, der levede i Danmarks oldtid.

Den brune bjørn – her fotograferet i Skandinavisk Dyrepark på Djursland.

Den brune bjørn indvandrede til de nuværende danske landskaber i senistidens Allerødfase for knap 13.500 år siden (isbjørnen havde været her tidligere!). Fund af knogler i affaldslag på jægerstenalderens bopladser samt skeletter fra moser viser, at dyret var mest udbredt i den varmetid, der fulgte efter istidens slutning. Stigende temperaturer fik verdenshavene til at stige, og det store fastlandsområde, som omfattede det nuværende Danmark, blev omdannet til det ørige, der minder meget om nutidens. Dette førte til en indskrænkning af bjørnenes jagtterritorier, samtidig med, at menneskets jagttryk og manglende mulighed for nyindvandring blev begrænset. De yngste knoglefund fra – formodentligt – herlevende bjørne stammer fra to djurslandske bopladser fra bondestenalderens såkaldte grubekeramiske kultur (ca. 4500 f.Kr.), og på dette tidspunkt var dyret antagelig for længst udryddet fra de danske øer.

Kæbe af bjørn, antagelig fra Allesø nord for Odense.

Fra jægerstenalderen kendes små ravfigurer, der afbilder dyret meget naturalistisk, og fra flere dele af stenalderen er der fundet amuletter, der er lavet af gennemborede bjørnetænder og bjørnekløer. I en storstensgrav ved Munkebo på Fyn er der således fundet et hængesmykke, der er lavet af en af bjørnens drabelige hjørnetænder, og den er særligt interessant, fordi den stammer fra et tidsrum, hvor bjørnen ikke længere har levet i denne del af landet. Hængesmykkerne viser, at bjørnen var forbundet med høj status, men antagelig tillige beundret og frygtet. Fik man nedlagt en bjørn var der således ikke blot kød på bordet i lang tid; der var også en tyk og varm pels. Hertil leverede dyret også råmateriale til amuletter, der kunne udveksles til landskaber, hvor dyret var udryddet.

Amulet af bjørnetand, fundet i Sanderum Kær nær Odense. Antagelig fra jægerstenalderen.

Efter at bjørnen forsvandt fra den danske fauna i 5. årtusind f.v.t., gik der knap 5000 år, før den igen dukker op i det arkæologiske materiale – og da kun i form af bjørnekløer. Spredt rundt omkring i landet er der fundet en række grave fra 1.-5. årh. – men især fra 3.-4. årh. – som indeholdt bjørnekløer. I enkelte tilfælde er kloledene gennemboret og repræsenterer således hængesmykker eller amuletter, men i langt de fleste fund er kløerne ikke bearbejdede. De har utvivlsomt siddet i et skind, der har ledsaget den døde i graven. Fra Sydøstfyn kendes 20 grave med bjørnekløer, og de er alle fundet i Gudme-området, der netop i de første århundreder af vor tidsregning rummede et rigdomscenter med kontakter til store dele af Europa. I de handelsnetværk, der havde forbindelser til kontinentet såvel som til Norge og Sverige, har bjørneskind indgået på lige fod med andre luksusvarer. I nogle grave er bjørnekløerne da også fundet sammen med importerede luksusgenstande eller spilleudstyr, der indikerede, at afdøde tilhørte datidens sociale overklasse.

Hvidbrændte bjørnekløer fra grav fra den sydøstfynske Brudager-gravplads. Disse kløer har siddet i et skind, der fulgte den døde på ligbålet.

 

To gennemborede kloled fra bjørn – det ene med isiddende øsken fra ophængningen. Begge stammer fra gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme.

 

Også i den senere del af jernalderen blev bjørnen tillagt særlig betydning. I tilknytning til en af gårdene i stormandssædet i Lejre er der fundet dele af et bjørnekranium fra den senere del af 7. årh. Det er nærliggende at antage, at hele kraniet har siddet i et skind, der har prydet væggen eller gulvet i stormandens hal – eller måske blev skindet brugt som dragt ved optrin, hvor bæreren kunne levendegøre det mægtige dyr. At man kendte til bjørnen på dette tidspunkt fremgår af afbildninger i smykkekunsten og dens rolle i den nordiske mytetradition.

Oldtidens mennesker har været skrækslagne for at falde i kløerne på en bjørn – måske netop derfor blev de tillagt særlig symbolsk betydning som amuletter.

I vikingetiden var bjørnen for længst uddød, og det var nok de færreste, der overhovedet nåede at se et bjørneskind! Til gengæld levede fortællingen om bjørnen i en sådan grad, at mange mænd bar dens navn, og det smittede igen af på stednavnene. I Gudme har man således fundet en stor guld- og sølvskat i tilknytning til en jernaldergård, der lå på en mindre bakke, der på de ældste kort betegnes som Bjørnebanken. Er det mon et overleveret levn fra en tid, hvor bjørnen ganske vist ikke levede i den danske natur, men hvor dens styrke og kraft alligevel blev dyrket og tilbedt?

 

Læs mere om bjørne i Danmarks oldtid

Christensen, T. 2015. Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 87, s. 168f. Aarhus.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 215ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1. Fynske Studier 22. Odense.

Jessen, K. 1929: Bjørnen (Ursus arctus L.) i Danmark. Meddelelser fra dansk geologisk Forening. Bd. 7, s. 273-286.

Wamers, E. 2009: Von Bären und Männern. Berserker, Bärenkämpfer und Bährenführer im frühen Mittelalter. Zeitschrift für Archäologie des Mittelalters 2009, s. 1-46.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

 

Hvidløgsduften fra skovbunden

Udgivet den af

I denne tid kan man dufte en karakteristisk hvidløgsduft i mange løvskove. Det er ramsløgene, der dækker bunden som et mørkt, grønt tæppe med deres lancetformede blade; planterne krones af slanke blomsterstilke, i hvis top en spids blomsterstand i maj eller juni vil folde sig ud til en smuk, hvid krone.

Tæppe af ramsløg i det tidlige forår

Ramsløgenes blade er en sikker forårsmarkør og en af de absolut tidligste spiselige planter i skovbunden, og som regel findes de i så rigelige mængder, at man kan fråse løs i farve og smag. Plantenavnets forstavelse – ram – refererer til noget negativt, som det f.eks. kendes i tillægsordet ”ramponeret”, men plantens vitaminrigdom og antiseptiske kvaliteter taget i betragtning er det nu ikke helt berettiget.

Ramsløg i blomst i det sene forår

På vore breddegrader er det ældste arkæologiske vidnesbyrd om brugen af ramsløg fra den tidlige del af bondestenalderen, så løgplanten har sikkert været her så længe som løvskoven. I en nordjysk kvindegrav fra tiden omkring 300 e.Kr. har man fundet blade af ramsløg, som den døde har fået med på rejsen til dødsriget, måske som proviant, eller måske fordi planten havde symbolsk betydning. Fra en lidt senere del af jernalderen kendes flere eksempler på, at de stærkt symbolbærende guldbrakteater har indskriften laukaR, der oversættes med ”løg” eller ”livsurt”. I den norrøne litteratur nævnes løg også i sammenhænge, hvor plantens funktion må tolkes som lægende eller beskyttende. Om der specifikt tænkes på ramsløg, skovløg (som kendes fra et bornholmsk gravfund, der er samtidigt med det nordjyske) eller en af løgfamiliens andre slægtninge, er usikkert. Vi må derfor antage, at det blot skal tolkes som et udtryk for, at løgplanten ganske enkelt blev tillagt særlige og antagelig positive egenskaber.

Ramsløget har fået en renæssance i det nye nordiske køkken, og selvfølgelig har planten også fundet vej til supermarkedernes madvarer, hvori bladene indgår som et autentisk krydderi med lokal oprindelse. Der er da heller ingen tvivl om, at ramsløg smager godt og friskt – og ikke mindst her i det tidlige forår, hvor man higer efter friske grønsager.

De arkæologiske vidnesbyrd indikerer, at løgplanten kan have haft en særlig betydning i jernalderen, og hvad det kan have været, kan man jo tænke over, mens man høster eller tilbereder blade og blomsterstængler til et par friske forårsfristelser. Her er i hvert fald et par velafprøvede forslag fra mit eget køkken. God ramsløgsjagt i skoven – og velbekomme!

Rygeostcreme med ramsløg

En god rygeost blandes med 10% græsk yoghurt i forholdet 3:1. Heri vendes rigelige mængder skyllede og finthakkede blade og blomsterstængler af ramsløg og evt. finthakkede radiser samt salt og peber. Cremen kan spises på brød – men smager fantastisk, hvis man ruller et stykke røget laks omkring et par solide skefulde og serverer denne hapser som forret. Den går godt sammen med rugknækbrød eller en tynd skive rugbrød, som ristes hårdt i smør på panden. Hvis forårsstemningen rigtigt skal frem, kan man pynte med et par gavmilde skefulde stenbiderrogn.

 

Ramsløgspesto

Et par håndfulde mandler ristes på en tør pande og hældes i blenderen. Rigelige mængder skyllede ramsløgsblade, revet parmesanost (eller tilsvarende hård og tør ost), olivenolie, peber og evt. revet citronskal tilsættes. Blendes, men må gerne have en grovkornet konsistens. Smager godt på brød eller på en tapastallerken – eller vendes i nykogt pasta som den klassiske italienske pesto. Hvis man får lavet for meget, kan det hældes på små, skoldede glas, ekstra olivenolie hældes på – og glasset ryger i fryseren. Så kan man for en kort stund genoplive forårsfornemmelsen en trist novemberdag!

 

Hvis du vil vide mere

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (opslag: Løg, side 196ff).           København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 275ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Karg, S., U.L. Hansen, A.M. Walldén, J. Glastrup, H.Æ. Pedersen & F.O.S. Nielsen 2014: Vegetal grave goods in a female burial on Bornholm (Denmark) from the Late Roman Iron Age period interpreted in a comparative European perspective. Danish Journal of Archaology vol. 3, s. 52-60.

https://www.google.com/search?q=brakteat+laukr&tbm=isch&tbo=u&source=univ&sa=X&ved=0ahUKEwijybzD99LaAhWJwxQKHetlDYoQsAQILA&biw=1280&bih=929

 

Køkkenmøddingmad

Udgivet den af

Jeg har spist små og faste vongole-muslinger i Italien, lækre østers fra Bretagne – og kæmpe, sødmefulde kammuslinger fra havet ud for Boston i USA. Imidlertid må jeg dog konstatere, at når det kommer til smag og konsistens, er der intet, der overgår en god gryde blåmuslinger fra de danske farvande. Det er en lækker spise, der kan varieres i det uendelige – og så har muslinger været en del af kosten her til lands siden slutningen af jægerstenalderen.

Det er således velkendt, at man samlede og spiste store mængder af østers i slutningen af jægerstenalderen. Faktisk indtog man østers i så store mængder, at der langs især Kattegat-kysterne og de hermed forbundne fjordsystemer – herunder Limfjorden – blev opbygget veritable bjerge af skaller – de såkaldte køkkenmøddinger. De tidligste bønder, der levede i tiden efter ca. 4000 f.Kr., mæskede sig også i de velsmagende skaldyr. I øvrigt samlede de også gerne hjertemuslinger, blåmuslinger og endda havsnegle – kræsne var de ikke, når muligheden for en skaldyrssuppe bød sig!

I løbet af bondestenalderen skete der ændringer i havmiljøet, som betød, at østers ikke længere var udbredt over så store dele af landet som tidligere, men appetitten på skaldyr var ikke forandret. De bronzealderbønder, der boede nær kysten, samlede således hjertemuslinger og i et vist omfang blåmuslinger. I jernalderen synes man at have haft en særlig forkærlighed for blåmuslinger, for i flere østjyske fjorde – men også ved Nordfyns kyster – er der fundet affaldslag eller mindre dynger af denne arts skaller fra århundrederne omkring Kristi fødsel. Vi kan også se, at man har slæbt skaldyr med ind i baglandet, for muslingeskaller er fundet på bopladser, der ligger indtil ca. 7 km fra datidens kystlinje. Om de var tilberedt først, kan vi ikke vide – og i det hele taget ved vi intet om, hvordan man indtog muslingerne i oldtiden. Der er imidlertid ingen tvivl om, at især i det tidligste forår, hvor vinterforrådet var ved at være opbrugt, har muslingerne udgjort et kærkomment og vitaminrigt tilskud til føden.

En grydefuld blåmuslinger, tilberedt som beskrevet herunder.

Når mange i dag fravælger blåmuslinger på tallerkenen, skyldes det antageligt, at de føler sig usikre på, hvordan de skal tilberedes. Imidlertid kan dette skaldyr nærmest betegnes som fast food – ovenikøbet af den billige og sunde slags! Hvis du ikke har mulighed for selv at høste ved stranden, kan du købe et net friske blåmuslinger hos fiskehandleren eller i mange supermarkeder – og en opskrift på tilberedning følger herunder. God appetit!

Blåmuslinger med urter

Blåmuslingerne skrubbes godt. Kassér dem, der er revnede eller som ikke lukker sig, når man slår skallen mod kanten af vasken. Dernæst finsnittes et mellemstort løg og et par fed hvidløg, en gulerod, en pastinak, ca. 1/3 af en fennikel og to stængler blegselleri. I en rummelig og gerne tykbundet gryde varmes en god sjat olivenolie, og heri får løg og dernæst hvidløg lov at blive blanke. Så tilsættes tern af de hårde grøntsager, og efter et par minutter de øvrige grøntsager. Når de har fået et minuts tid under jævnlig omrøring, tilsættes muslingerne og et par solide glas hvidvin. Der røres rund – låg lægges på og de næste 3-4 min skal der være god varme på. Hæld dernæst en sjat fløde i, gerne 2-3 spsk. finthakket kapers og finthakket chili efter behag – smag til med salt og peber og retten er færdig. Den serveres med pasta eller hjemmegjorte fritter og brød – og gerne en salat ved siden af. Husk både at lægge kniv, gaffel og ske på bordet, for suppen i bunden af gryden er fantastisk! Dertil nydes et køligt glas hvidvin, mens man sender en tanke tilbage til Ertebøllekulturens jæger/fisker-folk, der nok måtte nøjes med at koge skaldyrene med de urter, de kunne finde i skoven. Velbekomme!

 

Når man spiser muslinger, må fingrene i brug – og vær opmærksom – der kan være små perler i skallerne!

Læs mere om indsamling af skaldyr og fiskeri i jernalderen

Henriksen, M.B. 1997: Fiskeri og kystjagt på Nordfyn i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Sletten. Årsskrift for nordfynsk lokal- og kulturhistorie 1997, s. 5-14. Næsby.

Henriksen, M.B. 2000: Fiskeri og kystjagt i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder – et nordfynsk eksempel på arkæologisk kortlægning. Arkæologi for alle, marts 2000 nr. 1, s. 18-26.

Løkkegaard Poulsen, K. 1978: Eisenzeitliche Muschelhaufen in Dänemark. Offa 35, s. 64–85.

Bliver det ikke snart forår?

Udgivet den af

Det spørgsmål stiller vi os selv hvert år, men vi kender også svaret, for det bliver forår – før eller siden. Det er noget, vi ved med vores fornuft og med vores indsigt i årstidernes skiften. Før mennesket fik naturvidenskabelig indsigt i baggrunden for årstidernes variation, var disse forbundet med megen overtro. Man kiggede på små tegn i naturen og betragtede dem som varsler om noget godt eller skidt, og ved at udføre forskellige ritualer kunne sikre sig, at naturen gik sin rigtige gang.

Et sikkert forårstegn er dinglende hasselrakler først i marts.

En af de tidligste vårbebudere er hasselbusken, hvis lange, dinglende rakler kan ses i slutningen af vinteren, hvor alt andet er i dvale. Måske er dette allerførste tegn på livets tilbagevenden årsagen til, at haslen i folketroen – ja også i græsk og keltisk mytologi – er forbundet med genfødsel og genopstandelse. I en årscyklus kan foråret betragtes som livets genfødsel, og hasselraklerne kan således være tolket som et fysisk symbol herpå. Mon ikke raklernes langstrakte form – og i sensommeren nøddernes hyppige sammenvækst i klaser af to – kan have givet associationer til de mandlige reproduktionsorganer og dermed også været med til også at forbinde planten med frugtbarhed og forplanting?

Umodne hasselnødder i par sidst på sommeren.

I talrige nordeuropæiske grave, der i tid spreder sig fra stenalder til vikingetid, har man fundet hasselnøddeskaller. Det kan være vanskeligt at afgøre, om skallerne stammer fra madgaver, som den døde fik med til livet i det hinsides, eller om de er rester af måltider, som blev indtaget af de efterlevende ved begravelsen. I flere sydskandinaviske grave fra jernalder, vikingetid og middelalder har man fundet hasselkæppe og hasselkviste, hvis umiddelbare praktiske funktion er særdeles vanskelig at se – og en tolkning som måltidsrester kan definitivt udelukkes! Analyser af trækul fra især jernalderens grave med kremerede lig viser, at de døde ofte blev brændt på bål med et markant indslag af hassel, selv om man skulle mene, at andre typer af brændsel havde været mere hensigtsmæssig. Skyldes haslens udbredte tilstedeværelse i oldtidens og middelalderens grave mon, at denne havde en symbolsk betydning i overgangen mellem liv og død, og kan plantedelene være gravlagt med den døde for at hjælpe denne til genfødsel eller genopstandelse? Det er da en tanke værd – mens vi går her og spekulerer på, om livet snart vender tilbage derude i naturen.

 

Læs mere om hasselbusken og hasselnøddernes kulturhistoriske betydning 

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (opslag: Hassel, side 256ff).      København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 271ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.