Om Mogens Bo Henriksen

Mogens Bo er forsker og museumsinspektør og er ansvarlig for museets arkæologiske arkiv, arkæologiske udgravninger og sagsbehandling i henhold til museumsloven.

Bliver det ikke snart forår?

Det spørgsmål stiller vi os selv hvert år, men vi kender også svaret, for det bliver forår – før eller siden. Det er noget, vi ved med vores fornuft og med vores indsigt i årstidernes skiften. Før mennesket fik naturvidenskabelig indsigt i baggrunden for årstidernes variation, var disse forbundet med megen overtro. Man kiggede på små tegn i naturen og betragtede dem som varsler om noget godt eller skidt, og ved at udføre forskellige ritualer kunne sikre sig, at naturen gik sin rigtige gang.

Et sikkert forårstegn er dinglende hasselrakler først i marts.

En af de tidligste vårbebudere er hasselbusken, hvis lange, dinglende rakler kan ses i slutningen af vinteren, hvor alt andet er i dvale. Måske er dette allerførste tegn på livets tilbagevenden årsagen til, at haslen i folketroen – ja også i græsk og keltisk mytologi – er forbundet med genfødsel og genopstandelse. I en årscyklus kan foråret betragtes som livets genfødsel, og hasselraklerne kan således være tolket som et fysisk symbol herpå. Mon ikke raklernes langstrakte form – og i sensommeren nøddernes hyppige sammenvækst i klaser af to – kan have givet associationer til de mandlige reproduktionsorganer og dermed også været med til også at forbinde planten med frugtbarhed og forplanting?

Umodne hasselnødder i par sidst på sommeren.

I talrige nordeuropæiske grave, der i tid spreder sig fra stenalder til vikingetid, har man fundet hasselnøddeskaller. Det kan være vanskeligt at afgøre, om skallerne stammer fra madgaver, som den døde fik med til livet i det hinsides, eller om de er rester af måltider, som blev indtaget af de efterlevende ved begravelsen. I flere sydskandinaviske grave fra jernalder, vikingetid og middelalder har man fundet hasselkæppe og hasselkviste, hvis umiddelbare praktiske funktion er særdeles vanskelig at se – og en tolkning som måltidsrester kan definitivt udelukkes! Analyser af trækul fra især jernalderens grave med kremerede lig viser, at de døde ofte blev brændt på bål med et markant indslag af hassel, selv om man skulle mene, at andre typer af brændsel havde været mere hensigtsmæssig. Skyldes haslens udbredte tilstedeværelse i oldtidens og middelalderens grave mon, at denne havde en symbolsk betydning i overgangen mellem liv og død, og kan plantedelene være gravlagt med den døde for at hjælpe denne til genfødsel eller genopstandelse? Det er da en tanke værd – mens vi går her og spekulerer på, om livet snart vender tilbage derude i naturen.

 

Læs mere om hasselbusken og hasselnøddernes kulturhistoriske betydning 

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (opslag: Hassel, side 256ff).      København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 271ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Fra lammesteg til legetøj

Vintertid er forrådstid, så op mod jul skulle et lam parteres og lægges i fryseren. Da småkødet blev skåret af underbenene – det er godt til vinterens simreretter! – stødte kniven på to knogler, hvis regelmæssige og kompakte form altid har fascineret mig. Det er de to små firkantede og massive knogler, der hedder rulleben eller springben. Man kan også kalde dem astragaler efter den latinske betegnelse astragalus (græsk astragalos). Knoglen sidder på overgangen mellem dyrets underben og fod og medvirker til, at foden kan vippe op og ned; vi tobenede er også forsynet med denne smarte, tekniske detalje i foden.

De to astragaler fra et lam sammen med en moderne terning.

Oldtidens mennesker var også fascineret af knoglens form, og især er rulleben fra tamdyr ofte fundet i sammenhænge, hvor man kan se, at de bevidst er taget fra ved parteringen for at blive anvendt til et specifikt formål. På bopladser fra midten af bondestenalderen (ca. 3500-2600 f.Kr.) findes gennemborede rulleben såvel som tåknogler fra tamokse, men i nogle tilfælde også fra svin og kronhjort. Tilsvarende stykker kendes også fra langt senere perioder af oldtiden. Gennemboringen viser, at de har været tiltænkt en bestemt funktion. Om hullet har været til et skaft eller en strop, vides ikke, men fraværet af brugsspor på knoglerne kunne tyde på, at de har været beregnet til ophængning. Kan det mon være amuletter eller hængesmykker, som andre genstande viser, at man var særligt glade for på den tid?

Gennemboret astragal fra okse – fundet på offerplads i Åløkkeskoven i Odenses nordlige udkant. 2. årh.

På en jernalderboplads ved Nr. Hedegård nær Ålborg har man undersøgt en nedgravning, der var tæt pakket med 69 astragaler. Fundet må betragtes som en slags depot, og det dateres til midten af førromersk jernalder (ca. 250 f.Kr.). 65 af knoglerne er fra får, mens fire stammer fra svin. Samlingen repræsenterer knogler fra mindst 35 får og tre svin, så de er næppe et resultat af en enkelt slagtning; antagelig er knoglerne samlet gennem et længere tidsrum, før de blev lagt i jorden. Bortset fra snitmærker fra slagteprocessen udviser knoglerne ingen spor af bearbejdning. Knoglerne har næppe været gemt som råmateriale til redskaber, for de er jo ikke velegnede til at udskære til f.eks. prene eller andre småredskaber, og der kendes da heller ikke redskaber, som er lavet af denne knogle. Hvad kan funktionen så være?

Depotet med astragalknogler fra Nr. Hedegård-bopladsen. Efter Runge 2010.

Ved Hvilsager på Djursland har man fundet 20 astragaler fra får i en grav fra ældre romersk jernalder (ca. 1-150 e.Kr.). Dette fund viser heller ikke entydigt, hvad man har brugt knoglerne til; den døde var kremeret sammen med astragalerne, en kniv og lerkar, og sammen med rester af ligbålet var det hele lagt i et hul i jorden.

I en samtidig urnegrav fra Kastrup nær Gram i Sønderjylland fandtes en gennemboret astragal fra et får samt en astragal fra en tamkat. Dette er det næstældste vidnesbyrd om tamkattens tilstedeværelse på vore breddegrader. Derfor er det tankevækkende, at snitspor på knoglen utvetydigt dokumenterer, at dyret blev parteret for at frigøre netop denne lille knogle.

Eftersom astragalknoglen bevidst har været frataget ved partering af dyr gennem årtusinder, må den have været tillagt en særlig betydning. Kan det være en amulet? Det kan ikke udelukkes, og de gennemborede eksemplarer kan måske pege i den retning. Hvis vi løfter blikket fra Danmarks oldtid og kigger mod Middelhavsområdet, har man fundet astragalformede genstande af glas og alabast; man har således gjort sig umage med at eftergøre knoglens form. Her er anvendelsen ikke til at tage fejl af, for på et vægmaleri i Herculaneum (ødelagt ved Vesuvs udbrud i år 79), ser man astragalerne anvendt som en slags terninger. Helt samme funktion har knoglerne på det berømte maleri ”Børnelege” af den hollandske maler Pieter Bruegel den ældre fra 1560.

Stangformet terning fra den sydvestfynske Brudager-gravplads. Bemærk, at antallet af øjne ikke svarer til det, vi kender fra moderne terninger. Ca. 300 e.Kr.

Mon ikke også vore forfædre har kastet med astragaler? Adskillige fund fra romersk jernalder – og igen fra vikingetiden – viser i hvert fald, at man spillede brætspil og i øvrigt også terningespil til den store guldmedalje. Astragalerne kan således have været anvendt som en slags terninger. Mens de moderne terninger har seks lige store sider, har astragalen to store flade sider og to smalle, og der er således ikke lige stor sandsynlighed for at lande på de fire sider. Det kender man imidlertid også fra det spil, der hedder ”Kaste gris”; når man kaster med den grise-formede terning er der i virkeligheden kun tre sider, den kan lande på – og at få grisen til at stå på benene kræver mere end almindeligt held. Gad vide, hvad jernaldermennesket kunne vinde, når man fik astragalerne til at stå på de smalle sider? Æren, håneret over modstanderne – eller en ekstra luns af lammestegen? Terningen er kastet!

 

Læs mere

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark -en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Jeg ser på oldsager. Politikens håndbog (nr. 220 og 221).

Jensen, M.L. 2007: Kastrup-fundet ved Gram i Sønderjylland – en fyrstelig grav fra ældre romersk jernalder? Arkæologi i Slesvig 11, s. 45-58.

Michaelsen, K.K. 1992: Bræt og brik. Spil i jernalderen. Århus.

Runge, M. 2009: Nørre Hedegård – en nordjysk byhøj fra ældre jernalder. Jysk Arkæologisk   Selskabs Skrifter nr. 66. Århus.

Stidsing, E. 2014: Homo Ludens. Museum Østjylland. Årbog 2014, s. 148-155.

Aaris-Sørensen, K. 1988. Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København.

 

Nonnebakkens særegne sølvskatte

Trelleborg var den første af vikingetidens ringborge, der blev udgravet i Danmark – og Borgring den sidst fundne. Fyrkat har vel den smukkeste placering i landskabet – og Aggersborg er langt den største og ikke mindst den, der har allerflest hustomter. Hvad så med den fynske trelleborg Nonnebakken? Ja, den beskrives ofte som den mest ødelagte, fordi den er blevet delvis bortgravet og næsten helt overbygget. Det kan godt være, at borgens skæbne har været krank, men – den har noget, som ingen af de andre ringborge kan matche: Hele fem sølvskatte! Og lige nu har disse fem skatte sat hinanden stævne på Møntergården i Odense, efter at de har været adskilt siden Harald Blåtands tid – i runde tal omkring 1040 år. Det er da værd at markere.

Den ældste efterretning om en skat fra Nonnebakken stammer fra 1775, hvor man kunne læse om sølvfund i Fyens Stiftstidendes forgænger ”Odense Adresse Contoirs Efterretninger”. Det berettes, at man fandt nogle ”Alderdomslevninger” ved at grave på Nonnebakken, og disse bestod af en ”Urne” og en armring, der beskrives som ”maaske Odins eget Armbaand”. I dag ved vi, at den såkaldte urne er et cirkulært, skålformet pragtsmykke – og Odins smykke kan vi med nutidens mere nøgterne viden nedgradere til en forholdsvis simpel, båndformet armring, der kan have tilhørt en lokal kriger eller stormand.

Brochen, som man i 1775 troede var en urne.

Sølvarmringen, som da den fandtes i 1775 blev antaget at have tilhørt den gud, der har givet navn til Odense, nemlig Odin.

Mellem 1889 og 1909 fremkom yderligere tre sølvskatte på borgområdet, hvis volde i disse årtier blev bortgravet og brugt til opfyldning af en arm af Odense Å! Den ene skat bestod af en cirkulær sølvbroche, der er beslægtet med fundet fra 1775, tre ituhuggede sølvstykker og ni sølvmønter. Den anden skat består af 25 sølvmønter og to stykker ituhugget sølv (datidens ”småpenge”), mens en tredje cirkulær sølvbroche muligvis er fundet alene. Den femte og (foreløbig) sidste skat fra området blev fundet ved Odense Bys Museers udgravning i 2015, og den indeholdt to mønter og en smukt udsmykket sølvblikperle.

Sølvbroche med små sølvkorn, der er sat på uden brug af mikroskop! på bagsiden ses en quadrilobe – en knude med fire løkker. Den har sikkert haft magisk betydning for vikingerne.

Sølvmønter fra Hedeby og det arabiske kalifat.

Når man tager i betragtning, at mindre end 10 % af borgen er udgravet – og at de fleste af fundene er fremkommet ved rene tilfældigheder – er antallet af sølvskatte på Nonnebakken påfaldende stort. Ser man på genstandenes karakter, er der endnu større grund til forundring. Selv om hovedparten af mønterne fra nedlægningerne er typer, som vi kender i store mængder fra resten af øen, er en gruppe mønter fra Hedeby noget for sig selv. Der kendes kun et fåtal af disse mønter fra de fynske bopladser fra vikingetiden. Helt i særklasse er dog de tre cirkulære og hvælvede sølvbrocher (eller fibler, som arkæologerne foretrækker at kalde dem). De er udsmykket i finurlige, organiske mønstre med små sølvkugler, som er påsat med en avanceret loddeteknik. Selv med moderne redskaber ville det være vanskeligt at eftergøre vikingesølvsmedens håndværk. Beslægtede smykker kendes fra skattefund fra Bornholm, Nordjylland og Vestjylland – i sidstnævnte område endog i guld, og alle disse stykker kan i måske stamme fra samme værksted. Måske er der endog tale om et værksted, som var i kongens sold – og at kongen stod bag bestillingen, kan næppe afvises.

5. Perle af sølvblik – fundet ved udgravning på Nonnebakken i 2015.

Sølvskattene viser, at den fynske ringborg må have haft en særlig betydning, men hvorfor man har gravet disse værdier i jorden – og især hvorfor de ikke er gravet op igen, er noget af et mysterium. Der foreligger ingen tegn på uroligheder, der kunne forklare, at skattegemmerne kunne være døde i kamp, og glemt så store værdier i jorden har man næppe! Det er derfor sandsynligt, at de blev lagt i jorden for at blive der – som gaver til et gudeunivers, som man netop i sidste halvdel af 900-årene var ved at sige farvel til. Er der mon så alligevel en kerne af sandhed i oplysningen fra 1775-avisen om, at man havde fundet Odins armbånd – altså en gave til asagudernes hersker? Bynavnet Odense vidner jo om, at der i nærheden har været et helligsted, som var viet til dyrkelsen af Odin – ja, måske lå det endda på det sted, hvor ringborgen opførtes en gang i tiden omkring 975/980?

Vi må konstatere, at Nonnebakken endnu rummer mange uløste mysterier, og mens vi forsøger at opklare dem, kan vi glædes over sølvskattenes midlertidige genforening i forbindelse med udstillingen ”Knuds Odense – Vikingernes by” på Møntergården. Snart skal flere af genstandene tilbage til Nationalmuseet, men lad os håbe, at der ikke går ca. 1040 år, før de igen samles i Odense!

 

Læs mere om Nonnebakken og sølvskattene herfra

Arentoft, E. 1993: I vikingernes vold. Fynske Minder 1993, s. 117-141.

Haupt, N. 2006: Nye bestemmelser af gamle fund – de kufiske mønter fra de to skattefund fra Nonnebakken i Odense. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad 2006/2, s. 51-56.

Jensen, N.M. & J. Sørensen 1990: Nonnebakkeanlægget i Odense. En ny brik til udforskningen. Kuml 1988/89, s. 325-333.

Lønborg, B. 1982: Teknikken bag sølvspændet fra Nonnebakken. Fynske Minder 1981, s. 35-38.

Moesgård, J.C. 2015: King Harold’s Cross Coinage. Christian Coins for the Merchants of Haithabu and the King’s Soldiers. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 20:2 Jelling Series. Gylling.

Runge, M. & J. Hansen (red.): Knuds Odense – vikingernes by. Odense.

Thrane, H. 1973: Odins ring. Skalk 1973:1, s. 32.

Thrane, H. 1982. Quadrilobe. Fynske Minder 1981, s. 28-34.

Et tidssvarende valg

I flere uger har medierne været præget af historien om Prins Henriks sygdom og død. Der har været gisnet om, hvorledes begravelseshandlingen skulle foregå – og ikke mindst om, hvor prinsen skulle begraves. Ingen havde vist forudset, at prinsen havde besluttet, at han ville kremeres, og at dele af levningerne skulle spredes over danske farvande, mens andet skulle nedsættes i en urne i haven ved Fredensborg Slot. Kongehuseksperter kalder da også valgene som højst usædvanlige for et medlem af kongehuset, men er de nu også det?

På denne side af rejsningen af den store Jellinge-sten er ingen medlemmer af den kongelige familie blevet kremeret, men i århundrederne forud må det antages at have været gængs praksis for samfundets elite. Under den store gravhøj Grydehøj ved Lejre har man således afdækket et omfattende bållag, der var rester af et enormt ligbål, hvorpå en af 600-tallets fyrster blev kremeret. Desværre er den gravlagte anonym, men der kan sagtens være tale om en af de konger, hvis bålfærd omtales i sagaer og heltekvad. Legendarisk er således Saxos fortælling om den danske konge Harald Hildetand, der blev kremeret på bål med skibe som brændsel.

Det at fordele ”asken” på flere lokaliteter i stedet for at placere levningerne fra krematoriet samlet i én urne, som nedsættes i et gravsted, kan forekomme fremmedartet. Set i et historisk perspektiv er der imidlertid masser af eksempler på denne fremgangsmåde. I Danmarks oldtid var det nok reglen, snarere end undtagelsen, at de brændte ben blev fordelt på flere steder efter kremeringen, og den ovennævnte Grydehøj i Lejre er et godt eksempel herpå. Bållaget indeholdt nemlig kun få rester af den kremerede, og hovedparten må være placeret andre steder, måske i relation til lokaliteter, der havde særlig betydning for den afdøde og dennes slægt. I historisk tid har det ikke været ualmindeligt blandt Europas fyrster, at hjertet blev taget ud og begravet et selvstændigt sted. Som jeg tidligere har skrevet om i denne blog, var det således også tilfældet, da Prins Henriks berømte landsmand, komponisten Chopin, døde i 1849. Komponistens hjerte blev indmuret i en søjle i en kirke i Warszawa, mens resten af kroppen blev jordfæstet i Paris (https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/2016/06/).

Når Prins Henrik har ønsket, at en del af levningerne fra kremeringen, skal nedsættes i en urne i haven ved Fredensborg Slot, ligger det i naturlig forlængelse af hans ønske om at sove ind på slottet. Det afspejler individets og ikke slægtens ønske, men især afdødes tilknytning til et sted, der har haft særlig betydning i afdødes liv. I Danmark er det ikke almindeligt, men dog heller ikke umuligt, at blive begravet på privat ejendom, hvis det sker efter forudgående kremering. Der er dog også eksempler på jordfæstebegravelser i private haver og parker; således ligger forfatteren Karen Blixen begravet bag ejendommen Rungstedlund, men også i den kongelige familie er der fortilfælde. I 1874 blev Frederik VIIs hustru Grevinde Danner jordfæstet i parken ved Jægerspris Slot.

Prinsens ønske om at en del af de brændte knogler (som forinden er knust til en størrelse som riskorn) skal spredes over havet, afspejler et stadigt hyppigere valg i den danske befolkning. Ikke mindst på Østsjælland er der hvert år mange askespredninger på havet, så mon ikke frøet til den idé er sået ved Prins Henriks færden i sejlermiljøet på Øresund? Ønsket afspejler således prinsens kærlighed til havet og sejlads – en interesse, som han netop har fået her i Danmark.

Set i et kort perspektiv vil der givet være meget fokus på, at Prins Henriks begravelse er et brud med århundredgamle traditioner i det danske kongehus. I et længere perspektiv vil man snarere se tilbage på prinsens fravalg og valg og betragte dem som et udtryk for, at han var nært knyttet til det danske land- og vandskab – og at han i sin tankegang var tættere forbundet med den danske befolkning og mere fremadskuende, end man ofte har set det udtrykt i medierne. Det er i sandhed en prins af tiden, vi nu siger farvel til!

Portræt af prinsesse Margrethe og prins Henrik i forbindelse med brylluppet i 1967

Hvalstranding i Odense Fjord – for 1500 år siden

I den forgangne uge kunne man læse i Fyens Stiftstidende, at lystfiskere havde fundet en død hvidnæse i Odense Fjord. Hvidnæsen tilhører delfinfamilien, og disse op til 3 m lange og 350 kg tunge tandhvaler opholder sig normalt til på langt nordligere breddegrader, men kan forvilde sig ind i de indre danske farvande. Hvidnæsen fra Odense Fjord havde tilsyneladende været død længe, så den har ikke nødvendigvis boltret sig i fjorden i jagten på fiskestimer. Den kan således sagtens være død i nordligere farvandsområder, og så kan tidevand og strøm havde ført kadaveret ind i fjorden. Bortset fra marsvinet, som jævnligt ses i området, er Odense Fjord simpelthen for lille til at udgøre et jagtområde for hvaler. At det nyligt fundne dyr næppe er den første hval, der er endt som et ådsel på fjordens lavvandede bredder, viser et arkæologisk fund fra Odense-bydelen Seden Syd.

Under udgravning af en brønd på en jernalderboplads i det område, der nu dækkes af boligområdet Hvenekildeløkken, fandtes en kindtand fra en spækhugger. På trods af, at der er bevaret et stort knoglemateriale fra pladsen, fandtes ikke flere dele fra dyret. Spækhuggeren er en tandhval, der kan nå en længde på knap 10 m og en vægt på 9 t. Dermed er det et dyr, der kræver fødemængder, som ikke er eller har været til stede i et lukket og meget lavvandet farvandsområde som Odense Fjord. Der er således flere muligheder for, at tanden nåede fra havet og til brønden omkring år 400.

Beboerne på Seden-bopladsen kan teoretisk set have nedlagt en spækhugger under havjagt i farvandet nord for Fyn, men det forekommer meget usandsynligt, da man næppe har haft erfaring med den slags jagt. Derimod kan den udgøre et stykke ”import” fra nordligere egne, hvor der var større sandsynlighed for at møde en spækhugger. Da der ikke i øvrigt er noget i det arkæologiske materiale fra den tid, der peger på handel med eksotika fra nordligere egne, må den mulighed nok også lades ude af betragtning. Til gengæld må man antage, at spækhuggere og andre mellemstore og større hvaler også i oldtiden forvildede sig ind i de indre farvande med jævne mellemrum. Det skete måske i jagten på føde, eller simpelthen fordi de for vild på grund af sygdom eller manglende erfaring. I hvert fald er spækhuggere også i nyere tid flere gange set i farvandet omkring Fyn, og måske gik det galt for vores eksemplar, som kan have endt sine dage i de lavvandede vige af Odense Fjord.

Tusindvis af fiske- og fugleknogler fra affaldslagene på Seden-bopladsen viser, at beboerne flittigt høstede af fjordens rige ressourcer, og det kan være under fiskeri eller havjagt, at de har set kadaveret af en strandet spækhugger med de karakteristiske sorte og hvide aftegninger – og den drabelige, høje rygfinne. Hvis ikke kadaveret var alt for opløst, kunne man måske udnytte kød og i hvert fald spæk, men om ikke andet kunne man tage en stor kindtand med hjem som en souvenir. Den, der kunne fremvise den ca. 8 cm store kindtand for de undrende bofæller på Seden-bopladsen, kunne sikkert vinde sig et ry som en modig storvildtsjæger – også selv om han var blevet hjulpet af naturens egene kræfter, da havets kæmpe blev nedlagt.

Den ca. 1600 år gamle spækhuggertand fra jernalderbrønden i Seden.

  

Læs mere

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Kinze, C.C. 2001: Havpattedyr i Nordatlanten. København.

Kinze, C.C. 2007: Spækhugger. I: H. Baagøe & T.S. Jensen (red.) 2007: Dansk Pattedyratlas. Gyldendal.

Av min bag!

Jeg har lige købt nye underbukser! Hvad vedkommer det mig, tænker mange læsere nok nu – og hvor er den arkæologiske vinkel? Det er imidlertid råmaterialet, som underbukserne er lavet af, der er interessant i denne sammenhæng, for de er delvis lavet af bambusfibre. Faktisk er jeg lidt overrasket over, at jeg lod ekspedienten overtale mig til at købe undertøj af dette materiale, for da det blev præsenteret, så jeg for mit indre, at det ville resultere i splinter i bagen – eller det, der var værre. Den veltalende ekspedient overbeviste mig imidlertid om, at bambusfibre er silkebløde, og siden har jeg lært, at de også har antibakterielle egenskaber og større absorberingsevne end bomuld. Hvis bambusfibre er ”det nye sort” inden for tekstilproduktion, hvad kan vi så forvente som det næste? Det vil jeg gerne give et bud på – brændenældefibre – og dette materiale kan jeg give et arkæologisk perspektiv.

I 1862 blev der udgravet en rigt udstyret ”høvdingegrav” i gravhøjen Lusehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn. Graven og højen dateres til midten af yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.). Gravurnen var et mellemeuropæisk bronzekar, og heri lå de brændte knogler fra den afdøde svøbt i tekstil, som overraskende viste sig at være vævet af nældefibre. For få år siden har analyser af tekstilets indhold af strontium vist, at de brændenælder, der leverede fibre til stoffet, ikke var vokset frem i nærområdet, men derimod i den sydlige del af Østrig. Det var noget af en overraskelse, at nældestoffet tilsyneladende er bragt til det nuværende Danmark sammen med det sjældne bronzekar, som også kommer fra dette område, og udvekslingen må være sket som et led i datidens langstrakte elitenetværk.

Link til farvefoto af Lusehøj-graven: http://samlinger.natmus.dk/DO/asset/941

Da man næppe slæbte brændenældestængler over så store afstande, må vi antage, at tekstilstykket fra Lusehøj-graven er bragt til Sydvestfyn i færdiglavet tilstand. Der er ingen arkæologiske data, der dokumenterer, at man har lavet tekstil eller for den sags skyld reb af nældefibre på disse breddegrader i yngre bronzealder. Derimod har vi netop fra denne tid indiskutable spor af, at man har forarbejdet stængler af hørplanten, så fibrene kunne udnyttes til tekstil. For at hørplantens stive stængler kan forvandles til blødt garn, der kan væves til stof, skal stænglerne indgå i en let og kontrolleret forrådnelsesproces, der ofte omfatter iblødlægning. Denne proces kaldes rødning. Ved Fraugde sydøst for Odense er der fundet brønde og dybe gruber, der har været anvendt til rødning af hørstængler, og disse anlæg dateres netop til yngre bronzealder og den tidligste del af jernalderen. Knap 1000 år yngre og dermed fra yngre romersk og ældre germansk jernalder er tilsvarende anlæg, der er udgravet i Odense-bydelen Seden Syd. I disse anlæg er der fundet velbevarede bundter af hørstængler – sammen med stængler af brændenælde! Der er således utvetydig dokumentation for, at jernalderfolkene i Odenses opland indsamlede – og måske dyrkede – brændenælder for at forvandle fibrene til tekstil eller evt. til reb. Endnu mangler vi at finde egentligt nældetekstil fra denne tid; fraværet kan imidlertid sagtens skyldes, at der kræves ganske særlige bevaringsforhold for, at materialet ville kunne være bevaret frem til nutiden.

Flere brønde på en jernalderboplads i Odense-bydelen Seden Syd havde et efterliv som ”rødningskar” for plantestængler – således dette anlæg.

Bundter af stængler af hør og brændenælde fra en af Seden Syd-bopladsens brønde – endnu liggende på plads i brøndens fugtige og iltfattige bundlag.

En håndfuld plantestængler efter optagelsen. Bemærk, hvor velbevarede de enkelte strå er, selv om de er 1500 år gamle.

I 1800-tallet, men igen så sent som under verdenskrigene, har der været indsamlet og dyrket brændenælder til tekstil- og rebproduktion i Danmark. Denne industri er nærmest glemt i dag, men da nælden i øvrigt er en nærende og vitaminrig plante, kan det vel ikke udelukkes, at den en skønne dag igen kan ses på danske marker – vel at mærke ikke kun som ukrudt. Hvem ved, måske kan man snart købe tøj, der er lavet af nældefibre. Hvis tekstilproduktionen kommer til at omfatte blebukser til småbørn, vil det i hvert fald give meget mere mening til det gamle udtryk om ”at have gjort i nælderne”!

 

Læs mere om arkæologiske fund af fibre og tekstil af nælde og hør fra Fyn – og om brændenælden som kulturplante

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 2 (opslag: Nælde, side 92ff). København.

Frei, K.M., U. Mannering & H. Thrane 2015: Textiles on the Move: The Provenance of a Late Bronze Age Nettle Textile from Lusehøj, Denmark. I: P. Suchowska-Ducke, S.S. Reiter & H. Vandkilde (red.): Forging Identities. The Mobility of Culture in Bronze Age Europe. Report from a Marie Curie Project 2009-2012 with Concluding Conference at Aarhus University, Moesgaard 2012. Volume 2. BAR International Series 2772, s. 55-62. Oxford.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Runge, M. & P.S. Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s. 145-165.

Link til film om hørproduktionsanlæggene ved Seden Syd: https://www.youtube.com/watch?v=T4bC6N8N3xY

 

 

En nøgle til åmanden?

Det har til alle tider været forbundet med udfordringer at krydse Odense Å, og derfor har man valgt at gøre det de steder, hvor de faste bredder lå tættest på hinanden. Ved Kratholm syd for Odense findes et sådant sted, og her danner åen grænsen mellem Bellinge Sogn på venstre og Fangel Sogn på højre bred. Her fører en bro over åen, og den moderne betonbro har utvivlsomt haft forgængere af træ meget langt tilbage i tiden.

Når man i dag krydser åen her og ad Brogårdsvej kører fra Fangel-siden mod Bellinge, møder man på åens vestside en granitstele, hvorpå landsbyens navn er indhugget. Endvidere prydes stelen af en stor bronzenøgle, der således hilser den kørende velkommen til Odense-forstaden. Mange har sikkert undret sig over, hvad det er for en nøgle – og hvad den betyder.

I 1881 modtog Odense Bys Museer en 6,1 cm lang bronzenøgle, hvis ovale greb prydes af et fantasidyr, der støtter forkroppen på jorden, mens bagkroppen ligesom forbenene stikker op i vejret. Hovedet med åbenstående mund knejser stolt. Stilistisk minder dyret, der måske er en grif, om de motiver, der kan ses indhugget i granit på en række romanske kirker, og nøglen kan således dateres til tiden mellem ca. 1050 og 1200 – altså den tidligste middelalder. Det er denne nøgle, som man har fået lavet i stærkt forstørret udgave som en velkomsthilsen ved indkørslen til Bellinge.

Den originale nøgle oplyses at være fundet i en grusbanke til venstre for Bellinge Bro; på ældre kort ses et par grusgrave lidt syd for broen, og det kan være her, at nøglen er opsamlet. Hvorfor mon nøglen endte lige her; blev den tabt, smidt bort, kørt ud med affald – eller er der andre muligheder?

Der kendes en række løsfund af nøgler fra sen vikingetid og tidlig middelalder, og ganske mange er fundet ved eller i vådområder, herunder vandløb. Ved en række broer over vandløb er der endvidere fundet smykker, mønter og våben fra vikingetid og tidlig middelalder, og disse genstande kan næppe alle være mistet ved et uheld. Derimod er det nærliggende at se nogle af genstandene som personlige ”afværgeofre”, som man gav til åen i håbet om at få en sikker passage fra den ene bred til den anden. Det at bevæge sig fra det kendte og sikre og ind i det ukendte og dermed usikre har til alle tider være forbundet med ritualer, og ganske ofte med små, symbolske ofringer. Mon Bellinge-nøglen skal tolkes som en gave, som en rejsende gav til ”åmanden” i tiden omkring 1100 for at sikre, at han eller hun nåede sikkert over den vigtige passage ved Kratholm? I så fald var der tale om et af mange ritualer med hedenske rødder, som det ikke lykkedes at udrydde med den nye tro.

I dag suser vi forbi granitstelen uden at tænke over, at det for få hundrede år siden kunne være forbundet med vanskeligheder eller endog fare at komme fra Odense Ås Fangel-side til Bellinge. Derfor har vi ikke længere behov for at give ofre til åens magter, men overgangsritualer i forbindelse med passage fra det kendte til det ukendte er alligevel ikke helt glemt i nutiden. I forbindelse med nytåret og dermed afskeden med det gamle år – og indtræden i det nye – hopper nogle ned fra en stol, mens andre hælder flydende tin i en vandskål, for dernæst at tolke smeltedråbernes form som varsler om, hvad der skal ske i det nye år. Sådanne ritualer kan være vanskelige at forklare ud fra et logisk perspektiv, men tanken bag er ikke så fjern fra den, der fik vikingetidens og middelalderens mennesker til at ofre til åmanden. Godt nytår!

Læs mere om ofre i forbindelse med passager i vikingetid og middelalder

Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser. Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys Museer 2015, s. 200-217.

Lund, J. 2004: Våben i vand. Kuml 2004, s. 197-220.

 

Stelen på Brogårdsvej ved opkørslen til Bellinge.

Selve åløbet er kun omkring 10 m bredt, mens den sumpede ådal er langt bredere og vanskelig at passere uden en fast bro.

Velkommen til Bellinge!

 

Den originale og særdeles velbevarede ”Bellinge-nøgle”. Originalen findes på Odense Bys Museer.

And eller gås?

Spørgsmålet i overskriften møder man jævnligt på denne tid af året, når valget af julemaden debatteres. Det siges, at der er familier, hvor det kan medføre stridigheder, hvis generationgamle traditioner for det ene eller andet fjerkrævalg ikke følges meget nøje. I modsætning til, hvad mange nok tror, er det imidlertid ikke et dilemma, som har rødder langt tilbage i historien, for den traditionelle juleaftensmenu hører i høj grad ”komfuralderen” til, og før den tid var det helt andre retter, der kom på bordet.

Hvad spiste man mon i jernalderen, når ”midvintersolhverv” skulle fejres? Af gode grunde har vi ikke overleverede menukort fra den tid, men ved at analysere de knogler, som blev kastet i møddinger og affaldskuler, kan man se, at man spiste det meste med fjer og hår på. I århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse var tamhøns og især tamme ænder og gæs endnu sjældne dyr i husholdningen, og det var muligvis først i vikingetid eller tidlig middelalder, at udbredt fjerkræhold blev mere almindeligt. Til gengæld gik man ikke af vejen for at supplere hverdagens suppe- og grødretter med vildt, herunder fuglevildt, og her har flere fynske fund vist os, at man bestemt ikke var kræsen i valget af kød.

Ved udgravninger forud for udbygningen af Odense-bydelen Seden Syd blev der afdækket udstrakte affaldslag fra 4.-5. årh. – fra det tidsrum, som arkæologer betegner som yngre romersk og ældre germansk jernalder. Affaldslagene indeholdt store mængder af velbevarede dyreknogler, heriblandt især mange fugleknogler. Da eksperter fra Zoologisk Museum i København undersøgte disse nærmere, gjorde de en højst overraskende opdagelse! Næsten 90 % af fugleknoglerne stammede fra skarven – den store, sorte fugl, som man endnu ofte kan se sidde og lufte sine vinger på sten og pæle i området omkring Odense Fjord. En endnu større overraskelse var det, da det blev erkendt, at mange knogler viste tydelige slagtespor, især omkring brystpartiet, og det så således ud til, at man havde fraskåret filletterne fra brystbenet, mens det øvrige og ret kødfattige skelet var kasseret.

Spiser man skarv, spurgte vi skeptiske arkæologer, for det er jo en fugl, som for mange er forbundet med noget negativt og vel af samme årsag også en forestilling om, at den ikke kan spises. Ja, åbenbart, for rester af parterede skarver er fundet på bopladser flere steder i landet. Fund fra Sydsverige har ligefrem ført til en antagelse om, at skarverne blev ”fermenteret”, så de fik en karakter som den kendte svenske surströmming. Tak for mad!

Da skarven er fredet, kan vi ikke inddrage eksperimentalarkæologiske undersøgelser til at belyse, om fuglens kød smager godt eller ej – og i øvrigt er det jo også en objektiv sag, om noget er velsmagende. Skarven henter sin føde i havet, og det må derfor antages, at den har afsmag heraf – i øvrigt lige som edderfuglen, som jeg har tilberedt mange gange. Dens kød har bestemt en karakteristisk smag af ”hav”, og den består også hovedsageligt af brystkød, som man kan stege, bruge i gryderetter – eller spise i røget tilstand. Kan det mon tænkes, at dem, der boede ved sydsiden af Odense Fjord i tiden omkring 400 udnyttede de store kødstykker fra skarvens bryst på tilsvarende vis, så man spiste røget skarvbryst til vintersolhvervsfesten? Det kan vi naturligvis ikke dokumentere, men muligheden er til stede. Det er ikke fordi jeg er bundet af traditioner, langt mindre kræsen, men jeg vil nu foretrække gåsen til årets julemenu! Velbekomme – og glædelig jul!

Næb fra skarv fra affaldslagene på jernalderbopladsen i Seden Syd. Foto: Jørgen Nielsen.

Sådan kan en skarvkoloni ved Odense Fjord have set ud i jernalderen. Tegning: Julie Lolk.

Læs mere om skarvknoglerne fra jernalderbopladsen ved Seden Syd

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Tinkas jul – og Odense Bys Museer

I disse uger går familiejulekalenderen Tinkas juleeventyr over skærmen på TV2, og vi følger Tinkas eventyrlige bestræbelser på at blive en rigtig nisse. Serien er blevet til i samarbejde med Film Fyn, og en del af optagelserne er lavet i Odins Odense – tidligere Jernalderlandsbyen i Næsby. Tinka bor i et af landsbyens huse, der er en rekonstruktion af et jernalderhus. Har det overhovedet noget at gøre med Odense Bys Museer og med arkæologi? Jo da, den lokale forankring er større end som så.

Omkring 1940 udgravede museet dele af en jernalderboplads på ejendommen Lundsgård nord for Åsum og dermed umiddelbart øst for Odense. Efter datidens målestok var der tale om store udgravninger, hvis resultater fik stor opmærksomhed, idet man her for første gang på Fyn havde held til at afdække hustomter fra jernalderen – ja fra oldtiden i det hele taget! Ydermere var fundmaterialet fra bopladsen på mange måder så spektakulært, at det først er overgået ved udgravninger i de sidste årtier – bl.a. i Gudme-området.

Da man anlagde Jernalderlandsbyen i Næsby i 1970’erne, skulle der opføres huse, der tog udgangspunkt i de hustomter, som arkæologer havde afdækket ved udgravninger på Fyn. Det var således helt naturligt, at man skelede til tomterne fra Lundsgård, og de første huse, man opførte, var således en fortolkning af jernalderhusene herfra. Disse huse dateres til romersk jernalder – 2.-3. årh. e.Kr. – og flere fund herfra viser, at det at linke disse huse til nisser måske ikke er så fjernt fra virkeligheden endda.

Under et af Lundsgård-husene fandtes et nedgravet miniaturelerkar, hvis oprindelige indhold desværre ikke kan bestemmes. Imidlertid finder man ofte sådanne små bægre nedsat ved jernalderhusenes ildsteder eller ved deres indgangsparti, og der er næppe tvivl om, at de oprindeligt har haft et indhold af mad eller drikke. I dag tolker vi de nedgravede lerkar som jernalderfolkets små personlige ofre til de underjordiske, som skulle sikre alt godt for beboernes og dyrenes liv.

Beboerne i jernalderhusene på Lundsgård har virkelig forsøgt at holde sig på god fod med deres nisser, for i et tilfælde havde de begravet en lille hund under gulvet – nærmest en lille spidshund. Var det mon fordi hunden skulle holde onde nisser på afstand? Vi ved det ikke, men også Lundsgård-hunden har paralleller fra andre arkæologiske udgravninger, så der er tale om mere end bare et spontant initiativ fra de mennesker, der boede i jernalderens Åsum. Mon datteren i huset hed Tinka? Vi ved det ikke, for vi har ingen viden om dem, der boede i jernalderhuset. Til gengæld ved vi, at de var overbevist om, at de levede under tag med de underjordiske – og deres velvilje sikrede man sig ved at nedgrave små offergaver. Faktisk er det et levn fra disse ritualer, når man i dag sætter risengrød på loftet til husets nisse – sådan bare for en sikkerheds skyld!

Læs mere om jernalderfundene fra Lundsgård

Albrectsen, E. 1946: Fyns bebyggelse i den ældre jernalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1946, s. 1-71.

Henriksen, M.B. 1998: Guden under gulvet – ofringer under fynske huse fra ældre jernalder. Fynske Minder 1998, s. 191-212.

Henriksen, M.B. 2000: Lundsgård, Seden Syd og Hjulby – tre fynske bopladsområder med detektorfund. I: M.B. Henriksen (red.): Detektorfund hvad skal vi med dem? Dokumentation og registrering af bopladser med detektorfund fra jernalder og middelalder. Rapport fra et bebyggelseshistorisk seminar på Hollufgård den 26. oktober 1998. Skrifter fra Odense Bys Museer vol. 5, s. 17-60. Odense.

 

Dette lille lerkar har sikkert været fyldt med grød, da det blev gravet ned under husgulvet i et jernalderhus for knap 2000 år siden.

Her lå så hunden begravet! Skelet af næsten 2000 år gammel jernalderhund fra Lundsgård øst for Odense.

Et skaft er vel bare et skaft – eller er det?

I efteråret 2017 var Stephanie Christensen på søgetur på Nordfyn med sin nyanskaffede metaldetektor. Afsøgningen foregik på et lavtliggende sted i landskabet, hvor jorden var mørk og fedtet – tydeligvis et drænet vådområde. Detektoren gav et godt signal, og inden længe stod den unge nybegynder udi metaldetektorarkæologien med et af sine allerførste fund i hånden. En bronzeøkse af den type, som arkæologer betegner en celt – et stykke danefæ, havde set dagens lys! Heldigvis lod Stephanie sig ikke friste til at rengøre øksen, for mere end 2500 års ophold i jorden har betydet, at overfladen er ganske porøs. Øksen blev pakket i en lukket plastpose og hurtigt overdraget til Odense Bys Museer.

Da øksehovedet kom ind på museet og konservatoren gik i gang med en forsigtig afrensning under mikroskop, blev der gjort et nyt fund, for nu viste det sig for alvor at være heldigt, at stykket ikke var blevet rengjort af finderen. Inde i det hule øksehoved sad rester af det træskaft, som har gjort det muligt for bronzealdermanden at svinge øksen ved tømrerarbejde eller for den sags skyld i kamp.

Hele økseskafter fra bronzealderen er uhyre sjældne, for med mindre økserne er endt i et fugtigt og iltfattigt miljø som en mose, er de hurtigt rådnet op. I celtenes hule hoveder er der i flere tilfælde fundet rester af skaftet, også selv om øksen ikke er fundet i en mose. Mange vil nok sige ”og hvad så – selvfølgelig havde økserne skafter”. Og hvad interessant kan der være i en få cm lang og ca. 1 cm tyk, koniske træprop, som er bevaret her, fordi giftige kobbersalte har konserveret træfibrene? Den kan såmænd indeholde masser af information, for hvis man udtager få milligram af træfibrene og får dem dateret med den såkaldte AMS-dateringsmetode, kan man komme meget tæt på skaftets fremstillingstidspunkt – og dermed på øksens brugstid. Det er nu ikke det vigtigste, for ofte fortæller øksens form og udsmykning mere præcist, hvornår øksen er fremstillet. Mere interessant er det, at valget af træsort kan fortælle noget om den viden, datidens folk havde om forskellige vedtypers egenskaber til bestemte formål. I et eller andet omfang kan det også vise også noget om, hvad der var tilgængeligt på fremstillingsstedet. Ja, måske kan man ligefrem være heldig, at skaftet er lavet af en ”fremmed” træsort, og så får vi måske tillige oplysninger om oldtidens handelsruter.

Ved Tåruplund på Østfyn er der fundet en fantastisk flot celt med et indpunslet skibsmotiv; også i denne er der bevaret rester af skaftet. Træsorten er bestemt som benved (Euonymus europaeus), der har fået sit danske navn fra den meget lyse farve, som veddet har i tør tilstand. Ved Voldtofte på Sydvestfyn er der fundet en bronzemejsel, i hvis indre også er bevaret rester af et skaft af benved. Da denne busk næppe var vidt udbredt i bronzealderen, må det antages, at man er gået specifikt efter denne træsort til disse to redskaber. Det er meget sandsynligt, at man har valgt benved, fordi det havde en farve, der stod i skarp kontrast til bronzen, som i friskstøbt tilstand har fremstået helt gylden.

Trods det, at de to redskabers fundsteder ligger ca. 45 km fra hinanden, har redskaberne nogle fællestræk, der indikerer, at de kan komme fra samme værksted eller håndværker. På samme gravhøj, som mejslen er fundet, er der også fundet tre celte, hvoraf to har indpunslede skibsmotiver i stil med stykket fra Tåruplunde. Disse har også bevarede skaftrester, som afventer bestemmelse, og det samme er tilfældet med skaftresterne i endnu en celt, som er fundet i en grav få hundrede meter fra mejslen og de tre celte. Det bliver spændende, om fremtidige analyser af skaftresterne i de fire sydvestfynske celte kan vise, om de også er lavet af benved, for der er i alle tilfælde tale om pragtredskaber, der må have haft en særlig funktion. Den nordfynske økse er, trods sin lidenhed, derimod et mere enkelt arbejdsredskab.

Kunne man forestille sig, at man ved valget af skaft til arbejdsredskaberne havde fokuseret mere på træets funktionelle kvaliteter end på udseendet? Dette spørgsmål kan kun fremtidige analyser besvare, og i den forbindelse skal der lyde en stor ros til Stephanie for at modstå fristelsen til at rense celten og kradse døllens indhold ud. Nu har vi nemlig mulighed for at finde ud af, om også nordfynboerne valgte benved til deres økseskafter i tiden omkring 800 f.Kr. og dermed få indsigt i, om et skaft nu også bare var et skaft!

Vil du vide mere?

Henriksen, M.B. 2011: Nye fund fra Sydvestfyns gyldne bronzealder. Fynske Årbøger 2011, s. 27-40.
Henriksen, M.B. 2014: Guldhøjen. Skalk 2014:5, s. 3-9.
Nygaard, J.K. 1993: Rekonstruktion og forsøg med bronze- og jerncelte. LAG 4, s. 7-36.
Thrane om Thrane, H. 1965: Nye mosefundne celtskafter af træ fra Danmarks Oldtid. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1964, s. 72-81.