Som arkæologer vil vi gerne vide så meget som muligt om de ting, vi graver op af jorden. Hele tiden udvikles nye metoder, der kan give os mere viden om nye fund, men også om ting, der er gravet op for få eller for mange år siden. Man kan i flæng nævne metoder som kulstof 14-datering, årringsdatering, strontiumanalyse og ikke mindst DNA-analyse. Fælles for disse metoder er, at de har revolutioneret vores viden om datering af jordfund, men også om fortidsmenneskenes familierelationer, kost, mobilitet og meget mere.

De nævnte metoder har desværre også det til fælles, at de er destruktive. Det betyder, at hver gang vi skal vide lidt mere om en knogle, en trægenstand eller et skelet, er man nødt til at skære eller bore lidt i genstanden for at udtage prøvemateriale, der siden opløses og forsvinder for evigt. Udover de penge, som analyserne også kræver, er en del af prisen for viden således, at noget af genstanden ødelægges.

De analyser, som har givet os meget ny viden om Koelbjerg-manden, har bl.a. kostet væsentlige dele af det ene lårben! Foto: Nermin Hasic.

Mange tænker nok, hvilken betydning det har, at et lille hjørne af en af museets mange knogler går tabt, hvis bare man får ny viden. Jo, men sagen er, at det som regel er museets mest spektakulære, sjældne og videnskabeligt set mest interessante genstande, som vore egne fagfolk såvel som forskere fra andre institutioner er mest interesseret i at hive viden ud af. Som museumsfolk har vi et ansvar i forhold til museumsloven, og vi skal således sikre, at museernes samlinger bevares – men også, at der hives noget ny viden ud af genstandene i samlingen.

Koelbjerg-mandens skelet lå spredt i mosen, og desværre blev ikke alle dele genfundet ved tørvegravningen under 2. verdenskrig. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Derfor siger vi ikke ukritisk ”ja”, når vi får en forespørgsel om, hvorvidt en forsker må bore lidt materiale ud af en genstand i vores samling. Det gælder i særdeleshed, når anmodningen går på den mest efterspurgte ”person” fra Odense Bys Museer – nemlig skelettet af Koelbjerg-mennesket. I årenes løb har vi fået utallige forespørgsler om udtagning af prøvemateriale fra dette skelet til udførelse af alle mulige analyser. Det skyldes, at skelettet med en alder på mere end 10.000 år er det ældste i Norden. For nogle få år siden blev der dog givet tilladelse til at udtage lidt væv fra en kindtand for at se, om man med en DNA-analyse definitivt kunne afklare en gammel diskussion om, hvorvidt skelettet stammede fra en mand eller en kvinde.

Trods mere end 10.000 års ophold i mosevandet er Koelbjerg-mandens kranium usædvanligt velbevaret. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Vi var skeptiske, for tidligere forsøg havde været resultatløse, men i 2015 lykkedes det endelig at fastslå, at Koelbjerg-skelettet stammede fra en mand. Den ældste dansker skiftede således køn – og det er der siden skrevet flere artikler om. Senest har tidsskriftet Skalk bragt en artikel, der opsummerer alt det, vi nu ved om Koelbjerg-mennesket. Og det er viden, vi har fået ved at sikre, at kun de mest skånsomme og allerbedste prøvemetoder blev brugt, når der skulle bores i de gamle ben fra tørvemosen i Koelbjerg nær Vissenbjerg.

Undersøgelserne af Koelbjerg-mandens kranium har også omfattet røntgenfotografering, som heldigvis er en ikke-destruktiv metode. Foto: Jannie Ebsen.

Hør også museumsinspektøren fortælle om Koelbjerg-skelettet i dette klip: https://m.youtube.com/watch?v=TjZx3zA8WLY

Hvis du vil vide mere

Hansen, J., H.C. Petersen, K.M. Frei, P. Courtaud, A.-M. Tillier & M.E. Allentoft 2017: The Maglemosian skeleton from Koelbjerg, Denmark revisited: identifying sex and provenance. Danish Journal of Archaeology.

Henriksen, M.B. & J. Hansen 2017: En 10.000-årig skifter køn – et portræt af jubilaren fra Koelbjerg. Årbogen Odense Bys Museer 2017, s. 69-83.

Henriksen, M.B & Jesper Hansen: Den ældste dansker skifter køn. Skalk 2018:6, s. 3-7.

Hylden har to højtider. Den første falder i den tidlige sommer, hvor dens næsten kvalmende aromatiske duft medfører en uoverstigelig trang til at begrave snuden i de gullige blomsterstande. Det efterlader ens ansigt med et gult, støvet udtryk, der dog hurtigt kan børstes af. Langt vanskeligere er det, hvis man får saften fra sensommerens modne bær på huden eller tøjet – det er som blæk – og er i øvrigt ikke sundt at indtage i rå tilstand. Både hyldeblomster og hyldebær kogt til saft er dog store delikatesser i det kolde såvel som det varme – i det salte såvel som det søde køkken – og som smagsgiver i snaps.

Hyldens aromatiske blomsterstande er indbegrebet af dansk sommer.

Tunge hyldeklaser i sensommeren.

Det er ikke helt klart, hvornår hylden er indvandret til Danmark efter sidste istid, men i hvert fald fra bondestenalderen og fremefter er træet dokumenteret. Fugle hjælper gerne med til at sprede bærrenes relativt store kerner over store afstande på kort tid, og det er en nøjsom art, der kan gro alle steder, hvor der blot er en lille klat jord og lys. Det forklarer, at hyld nu ses overalt. Men brugte man også hyldens bær i oldtiden?

Under udgravning af en brønd fra germansk jernalder (5. årh. evt.) i Odense-forstaden Seden Syd i starten af 2000-årene fandt vi en næsten hel lerkrukke – et tykvægget lerkar, hvis oprindelige brug som kogekar afsløredes af tykke skorper af fastbrændt mad. Lerkarret indeholdt det, vi i første omgang opfattede som frø, men som botanikere fra Nationalmuseet snart kunne oplyse var kerner fra hyldebær. Hverken arkæologer eller botanikere kunne umiddelbart give nogen logisk forklaring på, hvorfor man havde sat en krukke hyldebær ned i en brønd – og fundet blev betragtet som en enkeltstående begivenhed.

Lerkar fra jernalderbrønd ved Seden Syd

At der skulle være tale om en tilfældighed, troede vi nu kun, indtil vi et års tid senere foretog udgravninger forud for etablering af det store udfletningsanlæg, der i dag forbinder Odense-Svendborg-motorvejen med den øst-vest-gående fynske motorvej. Her afdækkede vi også en brønd fra 5. årh. e.v.t. Udover træskåle og redskaber, som antagelig har været beregnet til at bearbejde fibre fra hørplanter, indeholdt også denne brønd et genbrugt kogekar med fastbrændte madskorper – og masser af små, brune ”frø”, som vi nu kunne genkende som kerner fra hyldebær. Den tidsmæssige afstand til fundet fra Seden var begrænset, og den fysiske distance var kun 8 km. Nu var det svært at opretholde en tolkning af fænomenet som en tilfældighed – men hvordan skulle de to krukker hyldebær så forklares?

Lerkar fra jernalderbrønd ved Allerup

Kerner fra hyldebær fra jernalderbrønden ved Allerup

Hyldebærrenes evne til at afgive farve er allerede nævnt, og i nyere tid har man anvendt dette til at give hørgarn en brunlig og uld en blågrå farve. Kan det tænkes, at hyldebærrene har været nedsænket i vand for at gære eller fermentere, så de blev mere velegnede til at farve tekstilfibre? På begge pladser er der fundet spor efter hørforarbejdning, så tanken er fristende – men det er næppe den eneste tolkningsmulighed.

I store dele af Europa – således også i Danmark – indtager hylden en central position i folketroen – ikke mindst i forbindelse med frugtbarhedskult. Det var et træ, som skulle behandles med respekt, og før man høstede frugter eller ved fra træet, bad man om lov. Kan de to lerkar med hyldebær mon afspejle, at denne folketro går tilbage til oldtiden, og kan karrene være nedsænket i brøndene som en tak for de gaver, som træet havde givet til de evigt vitaminhungrende jernalderbønder? Svaret ligger ikke lige for, men hvis nogle af bloggens følgere skulle ligge inde med en god forklaring, er man meget velkommen til at sende en mail.

Læs mere

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik. (opslag: Hyld, bind 4, side 173ff). København.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Henriksen, M.B. 2005: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109

Når arkæologer skildres i karikaturtegninger, er det som regel med en teske i hånden. Teskeen er selve billedet på den forsigtighed, som arkæologen graver med, og det har været med til at skabe myten om den langsomt arbejdende oldgransker, der forsinker anlægsarbejder og byggeri. Efter at have deltaget i arkæologiske udgravninger i mere end 30 år må jeg dog konstatere, at de eneste teskeer, jeg har set i arkæologers hænder, har været anvendt til at røre rundt i kaffen! Arkæologer benytter sig derimod af en lang række andre udgravningsredskaber, der varierer fra store gravemaskiner over skovle og spader til specialslebne murersker, stålspatler og pensler. Og så er der boret!

Hvad i alverden kan en arkæolog bruge et bor til, og ødelægger det ikke bare oldsager, hvis man i blinde borer sig ned gennem jordlagene? Jo, selvfølgelig kan man være uheldig at ramme lige ned i en grav med skrøbelige gravgaver, men det skal man se i forhold til en arkæologisk udgravning, der fuldstændigt fjerner et fortidsminde og dets indhold af genstande – ganske vist under kontrollerede forhold. Men man finder jo ingen oldsager med boret? Jo, faktisk er der svineheldige eksempler på, at der er kommet oldsager med op i en borekerne. I modsætning til, hvad mange tror, er det at finde genstande imidlertid ikke nødvendigvis det primære formål med en arkæologisk undersøgelse, men sådan har det ikke altid været!

Med en ca. 2 cm tyk boresonde hentes prøver op fra tørvelag, som ligger knap 2 m under jordoverfladen. Boringen foretages for at undersøge, om det vil være muligt at lave en mindre udgravning for at få et indblik i naturudviklingen gennem oldtiden midt i et område, hvor man anlagde mange gravhøje i bronzealderen.

Langt ind i 1900-tallet lavede man udgravninger på lokaliteter, hvor der var størst mulighed for at finde spektakulære genstande – oldsager – til museernes udstillinger eller til private samlinger. Formålet med udgravninger nu til dags er overvejende at redde flest mulige oplysninger om de sammenhænge, som oldsagerne indgår i, og oftest foregår dette arbejde i et kapløb med tiden, før fortidsmindet bliver ødelagt af anlægsarbejde, erosion eller dyrkning. I dag er arkæologer imidlertid langt mindre fokuseret på genstande, men mere på kontekster, data og relationer, der kan belyse ”den store fortælling om menneskets kulturhistorie”. I den sammenhæng er genstandene ikke nødvendigvis det vigtigste; nogle gange ligger den største informationsmængde gemt i de jordlag, der ligger mellem oldsagerne. Prøver herfra kan i mange tilfælde hentes op med et bor. Jorden kan rumme pollen, frø eller forkullede dele fra træer og planter, og ved at analysere disse ”fund” kan man få oplysninger om fortidens vegetation og menneskets påvirkning af landskabet. Under gunstige forhold kan man også finde insekter, parasitter og materiale, hvori der er bevaret DNA. Ved laboratorieanalyser kan disse ”fund” give meget ny viden om fortidens miljøforhold og livsbetingelser, og analyserne foretages med udstyr og metoder, der er udviklet til brug inden for helt andre fagområder.

Fra et dybtliggende moselag blev der opboret spaghnum-lignende tørv, som bl.a. indeholdt velbevarede frøkapsler og insektvinger – måske 8000 år gamle!

Når man skal have et overblik over et givet område, før en omkostningskrævende udgravning iværksættes, kan man i nogle tilfælde også udføre sonderinger med et bor. Det er bl.a. tilfældet, hvis man skal planlægge en udgravning i en overpløjet gravhøj. Her kan det være hensigtsmæssigt at bore en række små huller tværs over højen for at vurdere jordlagenes tykkelse og sammensætning – samt for at lokalisere evt. stenlægninger. Det er samme fremgangsmåde geologer bruger, når de laver boreprøver for at kortlægge råstoffer, grundvand, blød jordbund eller forurening.

Arkæologen borer en række huller med en diameter på ca. 5 cm på tværs af en overpløjet bronzealdergravhøj. Disse oplysninger skal bruges til at vurdere, hvor nedbrudt højen er – og dermed om det er nødvendigt at sætte ind med en ”redningsudgravning”.

I borekernen kan man se omdannede spor af de græstørv, som gravhøjen blev bygget af i bronzealderen. Det kan også konstateres, at højen blev bygget på et affaldslag, der lå direkte oven på det gule sand, som istiden efterlod.

Arkæologer anvender også boret for at undgå at foretage ødelæggende indgreb i fortidsminder med mere ødelæggende redskaber. Fortidsminder – f.eks. gravhøje – er ikke en ubegrænset ressource, og mængden reduceres hver eneste år. Derfor gælder det om at skåne så mange som muligt. Vi må antage, at fremtidens arkæologer kan hente meget mere viden ud af jordlagene, end vi er i stand til i dag, og derfor skal der også være nogle fortidsminder tilbage til dem. Imidlertid kan vi ikke indstille fortidsminder til beskyttelse eller fredning uden at kende deres udstrækning og bevaringsgrad, og hvis man skal have viden om disse forhold, er en sondering med et tyndt bor en glimrende måde at hente arkæologiske data op fra jordlagene, samtidig med at fortidsmindet ødelægges minimalt. Så lad os håbe, at klichéen med teskeen forsvinder, og at vi en dag kan se en karikaturtegning af en arkæolog med et ordentligt jordbor i hånden!

Vores kanin Filur elsker at grave huller, og den har et helt galleri af gange under sit bur. På trods af kræets lidenhed, kan det flytte ganske meget jord på kort tid. Da jeg forleden skulle ordne buret, havde Filur udvidet sin underjordiske hule, og jorden fra gravearbejdet var blevet skyllet af en regnbyge. På toppen af jordbunken lå et lillebitte lerkarskår, som fangede arkæologens opmærksomhed: Skåret var ikke meget større end et frimærke, men lermassens sammensætning og karsidens opbygning lod ingen tvivl tilbage om, at det var fra oldtiden – antagelig fra bronzealderen.

Filur – den firbenede Indiana Jones!

Hvor interessant kan en stump potteskår dog være for selv den mest nørdede arkæolog? I de fleste tilfælde ville det være uvæsentligt, men lige i dette tilfælde var fundstedet en have i et større parcelhusområde, som er udbygget, før museumsloven sikrede, at arkæologiske undersøgelser var en naturlig del af et anlægsarbejde. Filurs fund er derfor det første vidnesbyrd om oldtidsbebyggelsen i et af de ældre boligområder i Odense-forstaden Højby – og så alligevel ikke! Nabovejen hedder Syvhøjevej, og det vidner om, at der kan have ligget et betydeligt antal gravhøje i området. De er i så fald sløjfet, før de blev registreret af arkæologer. Måske kan disse høje være fra samme tid som potteskåret, for mange af vore gravhøje et netop fra bronzealderen. Pludselig har parcelhuskvarteret fra 1960’erne altså også en lang historie! Jeg tror Filur får en ekstra gulerod som ”danekrædusør”!

Det var denne lille stump potteskår, Filur gravede frem i arkæologens have.

Filur er imidlertid ikke det eneste firbenede dyr, der har hjulpet arkæologer. For 15 år siden blev jeg kontaktet på museet af en mand fra Balslev på Vestfyn, fordi han havde fundet en harpun af ben i toppen af et muldvarpeskud. Efterfølgende har en kulstof 14-datering af stykket vist, at harpunen er næsten 10.000 år gammel og dermed næsten lige så gammel som det ældste skelet vi kender – nemlig det fra Koelbjerg ikke langt fra Balslev.

Harpunen fra Tunebjerg ved Balslev. Måske er den knækket under jagt på elg eller urokse?

En muldvarp var også årsagen til, at den hidtil største fynske sølvskat fra vikingetiden blev fundet på den lille ø Iholm i Svendborgsund i 1853. I toppen af et muldvarpeskud lå en sølvmønt og blinkede i solen. Finderen gennemrodede jorden omkring muldvarpeskuddet, og sammen med udbyttet af en egentlig arkæologisk undersøgelse i 1989 har det vist sig, at en skat på ca. 2 kg sølv i form af mønter og ituklippede smykker blev gravet ned her i de allerførste år af 1000-tallet. Der er således ikke noget at sige til, at muldvarpen nærmest bliver betragtet som dyreverdenens svar på arkæologen!

Faktisk er der også eksempler på, at gravende dyr har fundet større ting. Således blev en hel urne fra bronzealderen med tilhørende stensætning omhyggeligt afdækket af en grævling ved Venslev Huse i Odsherred. Imidlertid havde det gravende dyr overset, at ”udgravningen” foregik i kanten af en fredet gravhøj; havde det været en tobenet graver, havde det udløst en klækkelig bøde!

En ræv har gravet en ”søgegrøft” ind i gravhøjen Drengehøj ved Voldtofte på Sydvestfyn. Heldigvis har den ikke forstyrret grave i højen.

Hvis du vil vide mere

Om harpunen fra Tunebjerg ved Balslev

Henriksen, M.B. 2003: Et muldvarpeskud. Aktuel Arkæologi nr. 2, september 2003, s. 16.

Henriksen, M.B. 2003: Muldvarp hjælper arkæologer. Fynske Minder 2003, s. 159-160.

Om sølvskatten fra Iholm i Svendborgsund

Skovmand 1942: De danske Skattefund fra Vikingetiden og den ældste Middelalder indtil omkring 1150. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1942, s. 90-92.

Thomsen, P.O. 1992: Sølvskatten fra Iholm. Tåsinge Årbog 1992, s. 21-27.

Om bronzealderurnen fra Venslev Huse

Kjærsgaard, E. (red.): Urnegrav fra bronzealderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 1968, s. 186.

Den meget lange og varme sommer har medført, at vandspejlet i søer og vandløb falder faretruende, og ikke mindst i Odense Å har der været omfattende fiskedød. Aviserne har berettet, at vandoverfladen ved Havhesten og især ved Ejby Mølle har været fyldt med døende eller døde havørreder, aborrer, skaller, brasener – og rimter. Rimter, aah hvaffor en fisk?

Jo, rimten er faktisk en fisk, men det er vist de færreste, der har hørt om den, færre har fanget den – og jeg har aldrig mødt nogen, der har spist den! Men spist er den nu blevet, og de arkæologiske fund og historiske kilder viser, at denne ukendte fisk har en spændende kulturhistorie.

Rimten (Leuciscus idus) tilhører karpefamilien, og den lever i søer og åer, men kan dog også opholde sig i brakvand og er endog fanget i havet. Fisken har en forholdsvis langstrakt krop og små skæl, og den kan blive op til 60-70 cm med en vægt på 4-5 kg. I Danmark er rimten ikke mindst udbredt i de sjællandske åløb, men på Fyn kendes den især fra Odense Å. I åens nederste løb har den tidligere været så udbredt, at man benævnte dem Ejbygedder efter netop den landsby, hvor sommerens iltmangel har resulteret i mange døde rimter.

Velvoksen rimte på ca. 50 cm. Foto: Henrik Carl (efter Gotfredsen m.fl. 2009).

Tidligere har rimten også levet i Odense Ås tilløb, idet Kværndrup-præsten Clemens Jessen i 1743 kunne oplyse, at der var ”Ejbygjeder” i Hågerup Å på øens sydlige del. I starten af 1800-tallet var den også udbredt i Odense Ås nedre løb, for det fortælles, at ”På den tid indfinder den sig i sådan mængde ved landsbyen Ejby og den tæt ved liggende mølle, at den øses op med øser og tages i mølledammen med hænderne. Den føres i læssevis til Odense, hvor den sælges for 1 skilling stykket, da den er fuld af ben og dens kød lidet agtet”. Det siges, at selv odderne ikke ville sætte tænderne i rimten; til gengæld blev de fanget ved vodtrækning i åen af bønderne i Seden, som pløjede dem ned som gødning på brakmarken! Det må være indbegrebet af skidtfisk.

Pudsigt nok – men måske ikke tilfældigt – stammer de ældste vidnesbyrd, vi har om rimten i Danmark, netop fra samme område. Under udgravning af affaldslag på en boplads fra 4.-5. årh. i den nuværende bydel Seden Syd fandtes fiskeknogler i store mængder. Blandt ferskvandsfiskenes ben dominerede rimternes, så jernalderbønderne i landskabet øst for Odense Å har ikke kimset af rimtens smagløse kød. De store fisk har været lette at fange – måske især på en årstid, hvor det ellers var småt med friske råvarer – så ned røg de, på trods af, at man fik munden fuld af ben.

Rimten har nogle karakteristiske, lange og spidse tænder i svælget. Disse er fundet i affaldslag på jernalderbopladsen ved Seden. Til sammenligning stammer den lyse knogle fra en nutidig rimte på 45 cm. Foto: Geert Brovad. (efter Gotfredsen m.fl. 2009).

Nutidens lystfiskere udfordrer gerne rimten med fiskestangen, men ligesom skalle og brasen betragtes de ikke som interessante spisefisk, og de sættes derfor ud efter overstået fight efter ”catch and release”-princippet. Det er nok den naturlige forklaring på, at alle andre end lystfiskere ser spørgende ud, når man taler om rimten, men selv en skidtfisk fra Odense Å rummer altså en kulturhistorisk fortælling!

Hvis du vil vide mere

Carl, H. & P.R. Møller (red.) 2012: Atlas over danske ferskvandsfisk. Statens Naturhistoriske Museum, København (s. 229ff).

Frederiksen, S. 1979: Seden – træk af sognets historie. Odense. (s. 70).

Frydendahl, H.C. 1943: Kværndrup Sogn. Krarup/Espe. (s. 18).

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112. (s. 100ff).

Forleden gik en af mine kolleger en tur langs Odense Å, og nær åbredden mødtes hun af et overraskende syn. På en gren sad en skildpadde med strakt hals og slikkede sol. Er det et udtryk for klimaforandringer, at man pludselig kan træffe dette dyr, hvis nutidige hovedudbredelse er i Central- og Sydeuropa, på vore breddegrader. Eller kunne der – helt sensationelt – være tale om et dyr, der havde overlevet siden oldtiden, hvor der levede sumpskildpadder her i landet? Eller var det et dyr, der var undsluppet eller lukket ud fra et privat terrarium? Der er næppe tvivl om, at den sidste forklaring er den sandsynlige. Iagttagelsen giver imidlertid anledning til at se lidt på de arkæologiske fund, der fortæller om dyrets udbredelse i oldtiden og dets udsagn om datidens klima.

Skildpadden fra Odense Å. Foto: Maria Lauridsen.

Op mod 200 steder i Danmark – heriblandt ca. 40 steder på Fyn og Langeland – er der fundet knogler og især skjolddele fra forhistoriske sumpskildpadder. Flest er fundet i tørveaflejringer fra fortidens søer og moser, og de må antages at stamme fra individer, der er døde af naturlige årsager. Nogle dyr blev fundet med æg i bugen, og de dokumenterer, at skildpadderne har ynglet her.

Ved gravearbejder i forbindelse med anlæggelsen af Odense Kanal og Havn i slutningen af 1800-tallet er der ved flere lejligheder fundet skildpaddeskjold. Et særligt velbevaret eksemplar dukkede op, da man i starten af 1940’erne uddybede området mellem den nuværende Finlandskaj og Gammel Havnekaj. Der var tale om et beskæftigelsesarbejde, så man gravede med skovl, og det er nok årsagen til, at finderne har kunnet se og bjærge ikke bare rygskjoldet, men også dele af bugskjoldet og selve skelettet. Dele af kanalen og havnen er anlagt, hvor Næsbyhoved Sø har ligget, indtil den blev udtørret i midten af 1800-tallet. Langs den lavvandede søs bredder må der have været særdeles gunstige leveforhold for sumpskildpadder.

Ca. 20 cm langt skjold fra sumpskildpadde, fundet hvor Odense Havn nu ligger. Foto: Odense Bys Museer.

Der er også flere eksempler på, at rester af sumpskildpadderne er fremkommet i oldtidsbopladsernes affaldslag; her er de fundet sammen med knogler af dyr, som man har jaget og spist. I disse tilfælde kan det ikke udelukkes, at man har spist ”ægte skildpadde”, men det er dog også muligt, at man har indfanget dyrene for at bruge deres prangende skjolde. Herpå tyder i hvert fald et fund fra en nordfynsk boplads fra Ertebøllekulturen (ca. 5000 f.v.t.). I det lavvandede område ud for en boplads ved Agernæs nær Krogsbølle har man skilt sig af med alskens husholdningsaffald, men også med flere genstande, der må betegnes som amuletter. Til disse hører et skildpaddeskjold med fire gennemboringer, og de har måske været anvendt til at fastgøre skjoldet til en dragt. En tilskåret havørneklo fra samme lag kan have haft en tilsvarende funktion – og måske har de to stærkt symbolske dele fra dyr tilhørt en shaman?

Skildpaddeskjold med gennemboringer fra stenalderboplads ved Agernæs på Nordfyn. Foto: Odense Bys Museer. Foto: Odense Bys Museer.

Dateringer af knoglefundene viser, at sumpskildpadderne er indvandret til vore breddegrader, da temperaturen for alvor begyndte at stige nogle årtusinder efter istidens slutning – hvilket i runde tal vil sige omkring 7500 f.v.t. På dette tidspunkt har den gennemsnitlige sommertemperatur ligget på ca. 18 °C – og dermed et par grader højere end nu. Vintertemperaturerne har været omtrent som nutidens, og selv om man skulle tro, at det var kritisk, er det ikke tilfældet; dyret går i dvale og graver sig ned for at søge beskyttelse mod kulden. Derimod er det problematisk, hvis sommertemperaturen ikke er tilstrækkelig høj, for så kan æggene ikke klækkes.

Sumpskildpadderne svømmer ubesværet langs bredden af søer – det er også sådan de har spredt sig fra Kontinentet til den sydøstlige del af Danmark i stenalderen. Hvor Østersøen ligger nu, lå efter istiden en udstrakt ferskvandssø. Skildpadden på fotografiet er imidlertid ”fanget” på en svømmetur i en sø i Central Park, New York. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I oldtiden har det nuværende danske område hørt til sumpskildpaddernes nordvestligste udbredelsesområde; derimod har de – og er stadig – vidt udbredte i Central- og Sydeuropa. De yngste dateringer af de danske fund viser, at de har levet her frem til bronzealderen, og netop mod dennes slutning omkring 500 f.v.t. er det registreret, at den gennemsnitlige sommertemperatur faldt, samtidig med, at det blev mere fugtigt. Senest omkring dette tidspunkt må vi antage, at sumpskildpadderne ikke længere kunne yngle i Danmark – og som følge heraf uddøde de. Først i nyere tid er de genindført som kæledyr, og ikke så få af disse bliver tilsyneladende sluppet ud i det fri. Her kan de sagtens klare sig, men selv om vi i 2018 har haft en rekordhøj sommertemperatur, hvor skildpadderne ville kunne yngle, er det næppe sket. Der skal som bekendt to til en tango – og sandsynligheden for at to undslupne sumpskildpadder af samme art skulle møde hinanden i den danske natur, er nok særdeles ringe. Med tanke på de generelle temperaturstigninger kan det imidlertid ikke udelukkes, at man en gang i fremtiden igen vil kunne møde ynglende sumpskildpadder ved de fynske vandhuller. Man må dog antage, at det vil tage sin tid, før de kan nå frem fra deres nuværende udbredelsesområde, for de bevæger sig trods alt med – nå, ja, skildpaddefart!

Hvis du vil vide mere

Degerbøl, M. & og H. Krog: Den europæiske Sumpskildpadde (Emys orbicularis L.) i Danmark. En zoologisk og geologisk undersøgelse af danske postglaciale fund og deres betydning for bedømmelsen af temperaturforholdene i forhistorisk tid. Danmarks Geologiske Undersøgelse. II Række, Nr. 78. København.

Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København. (s. 175f).