DR har netop sendt det sidste afsnit i den store historiesatsning ”Historien om Danmark”. Kritikken af serien har overvejende været positiv, men selvfølgelig har folkene bag fået kritik for nogle af de til- og fravalg og vægtninger, de har foretaget undervejs. Sådan må det nødvendigvis være, for når 14.000 års historie skal koges ned til 10 timers fjernsyn, skal der hugges og klippes mange steder – og helt vælges fra! Det valg konfronteres vi, der dagligt formidler arkæologi og historie, imidlertid hele tiden med. Vi må undlade en (del af) en historie, fordi der ikke er plads i den samlede fortælling, eller fordi andre budskaber måske er vigtigere at få frem. Et fagligt begrundet (fra)valg vil altid kunne accepteres, hvis argumenterne herfor er i orden. Hvis et fravalg derimod tager afsæt i, at man ikke ønsker at fortælle en historie eller en bestemt vinkling af den, er det straks mere problematisk, og det kan i værste fald være historieforvanskning.

Især når besættelsestiden formidles, opstår der hyppigt tvister om valg af temaer, og Historien om Danmark er ingen undtagelse i den sammenhæng! At man også kan diskutere vinklingen i den formidling af besættelsen, der foretages ude i landskabet, er der nok ikke så mange, der har skænket en tanke, men det skal der gives et eksempel på her.

Natten til den 9. august 1944 hentede Gestapo 11 modstandsfolk fra BOPA og Holger Danske i Vestre Fængsel under påskud af, at de skulle transporteres til Frøslevlejren. Imidlertid var planen for transporten, at modstandsfolkene undervejs skulle skydes som hævn for en sabotageaktion i København. Den legendariske torturbøddel og stikker, Ib Birkedal Hansen tilskrives ansvaret som idémand bag aktionen, som han også deltog aktivt i. På landevejen mellem Roskilde og Ringsted nær landsbyen Rorup blev modstandsfolkene gennet ned fra lastbilen, hvorefter de brutalt blev mejet ned i vejkanten – endnu iført håndjern. I eftertiden blev denne hæslige gerning kendt som ”massakren i Osted”, og i 1947 blev der etableret et lille anlæg og rejst en mindesten på stedet. Ved et besøg på stedet i oktober 2017 kunne jeg konstatere, at man stadig lægger blomsterbuketter og tænder stearinlys i anlægget, der ligger blot et par meter fra en meget trafikeret landevej. Historien om ofrene for nazismens grusomheder formidles på stenen med en kort tekst samt de 11 mænds navne, fødselsdage og oprindelsessted. Hvis man vil kende anlæggets baggrundshistorie, må man ty til litteraturen.

I et lille anlæg nær landsbyen Rorup på landevejen mellem Roskilde og Ringsted står en mindesten over de 11 modstandsfolk, der brutalt blev likvideret her natten til 9. august 1944. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Birkedal-gruppens arbejde førte til anholdelsen af en lang række modstandsfolk, og flere blev henrettet i terrænet ved Ryvangen Kaserne i udkanten af Københavns Kommune. Det var først efter befrielsen, at man forstod, at det var her mange var blevet henrettet og endnu flere begravet. I årene efter krigens afslutning blev området indrettet til en officiel begravelsesplads for krigens ofre og en mindelund. Hvert år besøges mindelunden af mange mennesker, ligesom den danner ramme om officielle højtideligheder, hvor besættelsens ofre mindes. Historien om anlægget er velformidlet på tryk, men præsenteres også på plancher og via pjecer på stedet.

De tre træpæle, hvortil modstandsfolkene blev bundet ved henrettelsen på Ryvangen Kaserne, er for længst fjernet, men erstattet af bronzeafstøbninger. Omgivet af jordvolde, der har fungeret som kuglefang, står bronzepælene som stive støtter og minder om mange unge mænds død for besættelsesmagtens kugler. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Et af besættelsestidens meget kontroversielle emner har været retsopgøret – og ikke mindst har der været debat om spørgsmålet om vedtagelse af en lovgivning med tilbagevirkende kraft og dermed midlertidig genindførelse af dødsstraf efter mere end 60 års fravær. I alt 46 personer blev henrettet i årene mellem 1946 og 1950 i Undallslund Plantage nær Viborg samt på det militære område på Margretheholm ved København. Begge steder havde man til formålet opført arkitekttegnede træskure over et rektangulært betonfundament. I træskuret på Margretheholm blev 30 personer henrettet ved skydning, og det er næsten symbolsk, at den sidste var hjernen bag Osted-massakren, Ib Birkedal Hansen. Han blev skudt her kl. 01.00 den 20. juli 1950. Kort efter blev skuret fjernet, mens betonfundamentet blev efterladt.

Nu er området ikke længere militært, men udgør den ydre del af Fristaden Christiania. Midt mellem gamle militære bygninger og christianitternes fantasifulde huse ligger betonfundamentet stadig som et tavst minde om en dramatisk periode i Danmarkshistorien. Revner og afslag i overfladen vidner om, at årtierne ikke er gået ubemærket hen over fundamentet, som også er delvis overgroet af græs, ligesom et afløb i midten er fyldt med jord. Mange mennesker passerer forbi stedet hver dag, givet uden at kende til historien om, at 30 mand fandt døden på dette sted. Dette understreges af, at stedet i efteråret 2017 var delvis dækket af byggemateriale! Det er tydeligt, at den, der har læsset materialerne af, ikke har kendt det anonyme fundaments baggrund. Imidlertid formidles historien ikke på stedet; intet skilt fortæller om denne del af områdets omskiftelige historie, og selv ved hjælp af guidebøger er det vanskeligt at finde frem til henrettelsesstedets præcise placering. Det er ikke uproblematisk, at man har valgt at – om ikke skjule – så dog nedtone denne del af fortællingen om besættelsestiden og retsopgøret herefter. Betonfundamentet på Margretheholm er det eneste fysiske levn i landskabet fra den danske stats sidste brug af henrettelser, og dermed er det et vigtigt element i Danmarkshistorien. Som følge deraf bør man også passe på fundamentet, så dets historie kan fortælles til nulevende og fremtidige generationer. Formidlingen skal ikke ske for at mindes dem, der fandt døden for henrettelsespelotonens kugler, men for at komplettere fortællingen om besættelsen og de – forståeligt nok – voldsomme følelser, der var i spil i den umiddelbare efterkrigstid. Det skylder vi hinanden og eftertiden. Hvis man ikke får kendskab til de historiske levn, har man heller ingen mulighed for at passe på dem, og hvis man ikke får kendskab til historien, kan man ikke lære noget af den!

Læs mere:
Bøgh, F. 2011: De dødsdømte. København.
Tamm, D. 1984: Retsopgøret efter besættelsen. København.
Øvig Knudsen, P. 2004: Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder. København.

Her i det tidlige efterår bugner havens træer af modne frugter, og det gør buskene i hegn og skovbryn også. En af de frugtbuske, der lige nu kan opvise en overflod af smukke og velsmagende frugter, er krægen. Hvad er det for en frugt, spørger folk ofte, når jeg nævner den. Krægen (latin Prunus domestica ssp. insititia) er en vild blomme, der er karakteriseret ved et skinnende, blåviolet skind, et mørkt gult frugtkød og en tyk sten, som frugtkødet sidder godt fast på. Den modner først i september, men kan i ikke alt for fugtige efterår også høstes senere. Ligesom det er tilfældet med sent høstede druer, samler den mere sukker og dermed mere smag, hvis den får lov at hænge længe.

Krægen er fantastisk til marmelade, og den skal koges med stenene siddende i, for det giver en karakteristisk, let bitter smag. Bærrene indeholder naturligt meget pektin, så der skal ikke meget stivelsesmiddel i; til gengæld får man en utroligt velsmagende marmelade, som gør sig godt på et ostebord. Det gør den til gengæld ikke på lyst tøj, for den mørke violette farve hænger lige så godt fast som saften fra modne hyldebær!

I dag er krægen er almindelig i levende hegn i den sydøstlige del af landet, og ikke mindst på Fyn og omkringliggende øer. Grenværket danner et nærmest uigennemtrængeligt hegn, der har gjort buskene velegnede til at holde kreaturer ude – eller inde. I 1800-tallet blev krægerne anvendt til most og i tørret tilstand som fyld i fjerkræ eller endog til fremstilling af vin. Denne brug kendes i hvert fald fra Ærø, hvor frugtens navn udtales ”krige”.

At krægen har været værdsat i hvert fald siden vikingetiden, viser et fund fra en gravplads ved Stengade på Langeland. I graven BØ, der rummede en kvinde i 40-50-årsalderen, lå bl.a. flere ting, hvis praktiske anvendelse det kan være vanskeligt at gennemskue, en lille kugleformet bronzedåse, der indeholdt seks krægesten. Dåsen var indhyllet i stof, så stenene har ligget heri fra gravlæggelsen. Der kendes flere kvindegrave fra 900-tallet med et indhold af besynderlige småeffekter, og nogle forskere har ikke tøvet med at tolke de gravlagte som spåkvinder eller ”kloge kone”. Det kan derfor ikke udelukkes, at Stengade-kvinden, der også levede i 900-tallet, har haft alternative evner, og at krægestenene har indgået i f.eks. spådomsritualer.

De sidste års omfattende udgravninger i Odenses bylag har afdækket masser af affald fra de middelalderlige køkkener, heriblandt en del blommesten. Stenene er endnu ikke bestemt af fagfolk, men ved en umiddelbar sammenligning med moderne krægesten, forekommer ligheden slående. Stenene kan således stamme fra krægeplukning på i levende hegn eller skovbryn i Odenses nærmeste omegn, og der er således god grund til at tro, at de karakteristiske fynske slåenhegns historie kan føres mindst 1000 år tilbage.

Jo, selv blommer kan have en spændende kulturhistorie!

Vil du vide mere?
Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk etnobotanik, bind 3. København. S. 178ff.
Jørgensen, H. & F. Rune 2015: Træer og buske i Danmark. Gylling. S. 240.
Skaarup, J. 1976: Stengade II. En langelandsk gravplads med grave fra romersk jernalder og vikingetid. Meddelelser fra Langelands Museum. Rudkøbing. S. 91ff.

Hvert år dør ca. 1 % af den danske befolkning – svarende til ca. 52.000 personer. Over 80 % af de døde bliver brændt, men dette tal dækker over betydelige geografiske variationer; i de større byer er tallet således større, mens det er mindre udbredt at blive kremeret i Vestjylland. Ligbrænding som led i en begravelseshandling blev indført i Danmark i 1893. Eller – det er mere korrekt at sige, at denne praksis blev genindført i 1893, for indtil Kristendommen blev indført i vikingetiden knap 1000 år tidligere, havde ligbrænding været udbredt.

De kirkelige ritualer, der finder sted ved en jordfæstelse og en begravelseshandling, der omfatter kremering, er næsten ens, men ligheden ophører, når kisten føres ud af kirken. Ved jordfæstebegravelsen fortsætter ritualet ved graven, hvor jordpåkastelsen udføres. Hvis den døde skal kremeres, bringer en rustvogn i stedet kisten til krematoriet. Mens den første handling er forbundet med en række ritualer, hvor afskeden med den afdøde er meget synlige og kollektive, kan synet af rustvognen, der forsvinder bag et kirkegårdsdige eller rundt om et hjørne, være et abrupt og lidt upersonligt farvel. Nedsættelsen af urnen nogen tid efter bliver da det, der kommer tættest på den ceremoni, hvor man sænker kisten i graven. Urnenedsættelsen foregår imidlertid uden gejstlig deltagelse, og ofte kan dette led i begravelseshandlingen nærmest beskrives som en ikke-ceremoni, der mest af alt minder om sætte et blomsterløg. Typisk deltager kun de nærmeste slægtninge, og hvis urnenedsættelsen foregår på de ukendtes grav, er det kun kirkegårdspersonalet, der deltager i handlingen. Mere anonymt kan det næsten ikke blive.

En begravelse eller bisættelse betegnes som en overgangshandling, og det er en helt central begivenhed i et menneskes liv. Det er hér de efterladte skal tage afsked med den døde, og samtidig er det en begivenhed, hvor sorgbearbejdningen og erindringen om den, der nu er borte, går ind i en ny fase. Det er helt basalt, at vi har behov for ritualer og ceremonier til at håndtere en så vanskelig og nogle gange ufattelig situation som en begravelse. Ritualerne behøver ikke at have religiøs karakter; deres funktion er grundlæggende at sikre, at begravelseshandlingen bliver håndterbar og forståelig for de tilstedeværende. I tidligere tider var ritualer og ceremonier i forbindelse med begravelser helt og holdent styret af kirkens forskrifter og præstens fortolkning heraf. Med den fokus på det enkelte individ, som præger nutiden, må det betragtes som en naturlig udvikling, at stadig flere har et ønske om at sætte deres eget aftryk på begravelseshandlingen. Ligesom det er tilfældet med andre overgangsritualer i livet – fødsel, dåb, konfirmation etc. – må det gerne være en personlig og mindeværdig begivenhed, hvis forløb afspejler og fastholder mindet om den centrale person i handlingen.

Man har kun til en vis grad mulighed for selv at ”designe” den del af en begravelseshandling, der foregår i kirkeligt regi. Måske er det derfor, at der over en årrække har været et markant øget antal begravelseshandlinger, hvor kremeringen af den døde efterfølges af, at asken (altså det brændte og knuste skelet) spredes i havet. I dag sker det således i mere end 10 % af de tilfælde, hvor afdøde er blevet kremeret. Det er en skik, der har fået stor udbredelse, fordi den giver mulighed for at sætte et individuelt og personligt præg på afslutningen af begravelseshandlingen. Når de efterladte har fået asken udleveret fra krematoriet, kan man i praksis designe sine egne ritualer og ceremonier – hvis blot man overholder myndighedernes krav om, at asken spredes på det åbne hav. Spredningen af asken kan gøres til en spektakulær begivenhed, der omfatter mange mennesker og mindeværdige ceremonier – eller det kan være en helt privat begivenhed under medvirken af de nærmeste.

Set fra en arkæologs synspunkt, repræsenterer spredningen af asken ikke noget nyt under solen. I de dele af Danmarks oldtid, hvor kremering var udbredt, blev den dødes brændte knogler antagelig også ofte spredt i vandet, over marker eller i skoven. Antagelig opfattede man asken som frø, der skulle sås, for at nyt liv kunne genopstå, og handlingen var altså udtryk for en cyklisk livsopfattelse.

En sådan tanke ligger næppe bag nutidens askespredning på havet, ligesom afdøde ikke nødvendigvis behøver at have været sømand eller have relation til havet i øvrigt. Derimod afspejler skikken i højere grad en udvikling, hvor det ikke længere er så almindeligt, at man fødes og dør i samme sogn – ja måske ikke engang i det samme land eller samme verdensdel! I det globaliserede samfund bor de efterladte måske langt fra den dødes sidste hvilested, så i stedet for at have et sted, hvor man jævnligt kan dvæle og mindes, kan det at have et gravsted blive en byrde. Spredes den dødes rester derimod for alle vinde over havet, kan ”gravstedet” i princippet besøges på alle kyster. Man kan udtrykke det således, at man på én gang ikke er begravet noget sted – og i hele verden!

Spredning af den dødes aske på havet er et stadig mere udbredt alternativ til de ukendtes grav – eller fællesgraven, som den også betegnes. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I Danmark findes ca. 33.000 fredede fortidsminder, og de besøges løbende af repræsentanter fra 10 såkaldte ”tilsynsmuseer”, der på vegne af Slots- og Kulturstyrelsen vurderer fortidsmindernes tilstand. Ved disse tilsyn iagttages det stadigt hyppigere, at der er små ”stik” i fortidsmindernes overflade, og det indikerer, at detektorfolk har været på afveje i jagten på metaller fra oldtiden (fig. 1). Det fremgår med al tydelighed af Museumslovens kapitel 8a, §29f, at det er forbudt at søge på fredede fortidsminder – såvel som i en afstand af 2 m herfra.

Figur 1. Sådan ser det ud, når græstørven er vendt op af en detektormand på jagt efter metaller fra oldtiden. I dette tilfælde foregik afsøgningen heldigvis ikke på et fredet fortidsminde! Foto: Mogens Bo Henriksen.

Heldigvis er langt de fleste detektorfolk bekendte med dette, men tilsyneladende er ikke alle klar over, at begrebet ”fortidsminder” i den forbindelse skal forstås som anlæg, der er SYNLIGE i terrænet. Der behøver således ikke at foreligge en tinglyst fredning på fortidsmindet, ligesom der ikke behøver at være rejst en fredningssten ved anlægget. Hvis selv en nok så dårligt bevaret højtomt, voldsted m.v. i en skov er synlig eller registreret som sådan, må man IKKE gå med detektor på anlægget eler i en afstand af 2 meter herfra. Hvis man således er det mindste i tvivl om, hvorvidt man må gå på et konkret område eller ej, er det bedst at lade være – eller i det mindste rådføre sig med det lokale arkæologiske museum, inden man begiver sig i afsted med detektoren.

Det er tilladt at gå med metaldetektor i skove og på andre udyrkede arealer, hvis man har ejerens tilladelse, men man bør overveje, om det er hensigtsmæssigt. Et godt princip i museumsloven er jo, at fortidsminder skal søges bevaret fremfor at blive udgravet og dermed fjernet fra den kontekst, de ligger i. Hvis der således ikke er nogen direkte trussel mod de kulturlevn, der ligger gemt i skovbunden, er det bedre at lade dem ligge der – og i stedet koncentrere sig om at redde de metalgenstande, der bliver vendt rundt af ploven ude i det åbne land.

Se museumslovens kapitel 8a og tilhørende bilag her: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=162504#Kap8a

Figur 2. Det er langtfra alle fredede fortidsminder, der er forsynet med en fredningssten af granit. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I flere omgange har Odense Bys Museer foretaget udgravninger i et område, der nu er dækket af bolig- og kolonihaveområdet Hedvigslund i Skibshusene i Odenses nordlige udkant. Udgravningerne har bl.a. afsløret, at der lå en landsby på arealet i den tidlige del af middelalderen. I løbet af 1300-årene måtte den lade livet til fordel for en ladegård – en avlsgård, som blev opført for at forsyne beboerne i det store borganlæg på Næsbyhoved med fødevarer. I løbet af 1500-årene blev der endvidere opført en stenbygning på stedet, og den tolkes som et kongeligt lysthus, der kan være bygget af Frederik II.

Da udgravningen var afsluttet og jorden lagt tilbage i udgravningsfelterne, bistod en flok flittige detektorfolk med afsøgning af den tunge jord. De fandt en mængde beslag, stumper af malmgryder og enkelte mønter, som vidner om dagligdagsaktiviteter på stedet i middelalder og rensæssance. En lille blygenstand påkaldte sig imidlertid særlig opmærksomhed. Der er tale om en 5 cm høj ampul – nærmest en lille flaske – som var deformeret med slag, så den nu fremtræder helt fladmast. Før deformeringen har den haft en kugleformet krop og en tragtformet hals, og på hver side – lige hvor kroppen går over i halsen – et øje, således at den har kunnet hænge i en strop. På kroppen ses spor af en ikke helt gennemskuelig ornamentik, som nok omfatter et simpelt korsmotiv. Ornamentikken er antagelig slidt ned, fordi ampullen har hængt og dinglet i bæltet eller om halsen på en person og derfor gnedet mod groft klæde.

Lignende ampuller er kun fundet få gange tidligere ved detektorafsøgning i Danmark, mens de kendes i stort antal fra bl.a. England. Ampullerne dateres til senmiddelalderen (ca. 1400-1550), og de har indeholdt vand fra hellige kilder; det var en udbredt handelsvare i senmiddelalderens blomstrede kildekult. I Danmark valfartede man til kildebrøndene på bestemte dage i året og drak af eller overøste sig med vandet, som man tillagde særlige helende kræfter. Det må antages, at ampullen med kildevand er kommet til avlsgården med få deciliter mere eller mindre kraftfuldt vand. Om den kom fra en af de fynske kilder – f.eks. Carolinekilden nær Tarup ca. 5 km sydvest for Hedvigslund, eller fra Regisse Kilde på Østfyn – kan vi selvsagt ikke vide. Ligeledes ved vi ikke, om vandet skulle anvendes til at helbrede en skrantende konge, eller var det skulle bruges til at velsigne afgrøder, marker eller avlsgårdens besætning. Under alle omstændigheder må vi håbe, at troen på vandets kraft har haft større betydning end de skadelige stoffer, der kom fra blybeholderen!

Amatørarkæologen Benny Pennerups fine fund fra Hedvigslund er et eksempel på, at de detektorfund, som rummer den bedste historie, ikke altid er lavet af guld og sølv. Bly kan også gøre det!

Blyampullen fra Hedvigslund. Foto: Nermin Hasic.

Læs mere:

om blyampuller:
– Vellev, J. 2016: Ampullen fra Grathe. Skalk 2016:3, s. 22-24.

om helligkilder:
– Henriksen, M.B. 2003: Regisse kilde ved Frørup – om kombinationen af skriftlige, arkæologiske og hellige kilder. Nyborg – før og nu 2002, s. 3-30.

om udgravningerne ved Hedvigslund:
– Bonde, J. & J.T. Christensen 2015: Når brikkerne falder på plads – Næsbyhoveds historie belyst arkæologisk gennem tre århundreder. Odense Bys Museer 2015, s. 53-65.
– Bonde, J. & J.T. Christensen 2016: Lensslot, landsby og ladegård – arkæologiske udgravninger omkring Næsbyhoved Slot 1899-2012. I: I. Gustin, M. Hansson, M. Roslund & J. Wienberg (red.):   Mellan slott och slagg : vänbok till Anders Ödman. Lund Studies in Historical Archaeology 17, s. 29-37. Lund.

Torsdag den 15. december kl. 13.00 forsvares en ph.d.-afhandling af de mere særprægede på Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Afhandlingen er skrevet af arkæologen, museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer, og den behandler især tekniske aspekter af ligbrændinger i Danmarks oldtid. Afhandlingen er baseret på et stort arkæologisk materiale, men også på data fra flere andre fagområder. Dette materiale sammenlignes med slutprodukter og de fysiske spor i jorden fra ligbrændingseksperimenter. Disse eksperimenter er udført over en periode på mere end 25 år – og med svin som stand in for menneskekroppe.

Hvis du vil høre mere om, hvordan og hvor oldtidens ligbrændinger foregik – og hvem der udførte dem og hvad de døde blev brændt på – er der mulighed for at overvære forsvarshandlingen, som er åben for alle.

Herunder følger et kort resumé af afhandlingens vigtigste resultater og konklusioner. På bloggen kan du læse mere om nogle af de udførte ligbrændingseksperimenter og om forskellige aspekter af oldtidens brandgravsskik

På dette link til Københavns Universitets hjemmeside finder du oplysninger om tid og sted for forsvarshandlingens afvikling: http://hum.ku.dk/kalender/2016/december/baalets-betydning/

Situation fra et ligbrændingseksperiment i Lejre i 1990.

Bålets betydning.

Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter

Med udgangspunkt i data fra brandgrave og ligbrændingssteder fra Danmarks oldtid opstilles fire hovedspørgsmål: hvor brændte man de døde, hvem gjorde det, hvordan foregik kremeringen og hvad kom der ud af ligbrændingsprocessen?

Ligbrændingssteder er kun påvist i tilknytning til begravelser, og næsten alle ligbål har været opført direkte på jorden; bortset fra støttestolper har de sjældent omfattet konstruktionselementer. Ligbrændingsstederne er oftest bevaret som få cm tykke bållag på mindre end 2 m², og de indeholder små mængder brændte ben og ledsageudstyr fra en enkelt kremering. Analysen omfatter en typologi for ligbrændingssteder.

Ligbrændingsprocessens forudsætninger, forløb og produkter analyseres under inddragelse af data fra osteologiske, retsmedicinske, pyrotekniske, etnologiske og etnografiske studier, men især fra ligbrændingseksperimenter, der er udført som en del af projektet. Forsøgene dokumenterer, at et lig kan kremeres på 3-7 timer på mindre end 2 m³ træ, hvis bålet passes. Processen efterlader et bållag, der efter sortering modsvarer forhistoriske ligbrændingssteder. Der opstilles en 4-faset model for bålopstablingens og ligets nedbrydning, og den anvendes i efterfølgende analyser af arkæologiske data. Det dokumenteres, at det er ukompliceret at udsortere hovedparten af bålets produkter i løbet af 1-2 timer. Når de eksperimentelle og arkæologiske ligbrændingssteders komponenter sammenlignes med brandgravenes indhold, fremgår det, at knusning og rengøring af brændte knogler generelt var unødvendig. Derimod har ledsageudstyret ofte været udsat for intentionel fragmentering og destruktion. Generelt, men med variationer, der er betinget af kronologiske og regionale faktorer, er det kun dele af knoglemateriale og ledsageudstyr, der er overført til en grav.

Forsøgene dokumenterer, at en ligbrænding på et åbent bål ikke er en rygende og ildelugtende, kompliceret proces, der forudsætter deltagelse af tekniske specialister. Under medvirken af rituelle specialister kan den derimod iscenesættes som en kompleks og multisensuel handling, hvis forskellige udtryk intentionelt kan dæmpes eller forstærkes for at skabe bestemte atmosfærer. I forløbet kan det have været centralt at kunne følge transformationen af liget fra en genkendelig person over en forkullet torso til hvidbrændte ben.

Det konkluderes, at kremeringens produkter bliver til i et samspil mellem forbrændingsprocessens tre forudsætninger tid, temperatur og ilt på den ene side, og bålets dynamikker, menneskets håndtering og de efterlevendes krav til processen og restprodukterne på den anden. Ligbålet har således haft betydning som en agent, der både skulle skabe særlige atmosfærer i forbindelse med kremeringsprocessen, og som skulle transformere lig og ledsageudstyr til produkter, der kunne anvendes i flerfasede begravelseshandlinger. Hvilken af de to funktioner, der havde størst betydning, har vekslet i et kronologisk såvel som et geografisk perspektiv.

Med knap et års mellemrum har jeg besøgt komponisten Frédéric Chopins grav i to forskellige europæiske hovedstæder – nemlig Warszawa og Paris! Hvordan det kan lade sig gøre, skal beskrives i det følgende. 

Chopin blev født i en landsby tæt vest for Warszawa i 1810, og hans mor var polsk, mens faderen var fransk. I Warszawa blev Chopin uddannet som komponist og pianist, men i 1830 flyttede han til Paris. Her døde den allerede da berømte musiker i 1849 – kun 39 år gammel.

Chopin følte varmt for sit fødeland og havde som en symbolsk handling ønsket, at hans hjerte skulle begraves der. Det blev derfor udtaget af hans krop, lagt i alkohol og transporteret den lange vej til den polske hovedstad. Her blev krukken med hjertet indmuret i en søjle i barokkirken Kościół św. Krzyża (Helligkorskirken) på det prangende hovedstrøg Krakowskie Przedmieście, der fører til kongeslottet knap en km herfra. Chopins legeme blev derimod stedt til hvile i en grav på Père-Lachaise-kirkegården i det, der den gang var den østlige udkant af Paris. Det var således forklaringen på, at jeg har kunnet besøge Chopins grav i to hovedstæder!

Begrebet grav og spørgsmålet om, hvordan man håndterer og begraver et lig er under evig forandring. I middelalderen og helt op mod vores tid har tanken om at opsplitte et lig været noget nær utænkelig; det var meget vigtigt, at hele kroppen var samlet ved dommedag. Der er endog eksempler på, at man gemte amputerede lemmer for at kunne få dem med i kisten! Graven – det sted, hvor man placerede det afsjælede legeme i ubrændt tilstand – var et definitivt lukket rum, der blev betragtet som noget ukrænkeligt. Her skulle den døde hvile i fred til genopstandelsen.

I oldtiden, derimod, var det langt fra ualmindeligt, at den døde krop blev delt op og fordelt, eller at graven blev åbnet med henblik på, at man udtog knogler herfra – eller måske tilførte nye elementer! Især bondestenalderens dødekult har omfattet en bred vifte af aktiviteter, hvori menneskeknogler indgik – det kunne være i storstensgrave, på særligt indhegnede pladser, i offermoser og på bopladserne. I bronze- og jernalderen, hvor ligbrænding var udbredt, var det også almindeligt at fordele de brændte ben på flere forskellige steder; måske blev portioner fordelt ud i de elementer, som man mente kosmos bestod af: Jord, vand og luft. Ved undersøgelsen af forhistoriske brandgrave kan vi således konstatere, at de som regel kun indeholder en lille del af den afdøde. Det fænomen kaldes pars pro toto, altså ”en del af helheden”. Tanken bag fordelingen af den døde krop har sikkert været – som den også var det på Chopins tid – at den afdødes krop skulle være, om ikke komplet til stede, så symbolsk repræsenteret på flere steder. Således kan en død jernaldermand have haft ikke blot to, men mange grave.

I år fejrer man, at det er 150 år siden, at Danmark fik sin første samlede straffelov. Det er bl.a. markeret med en række udsendelser på DR K, hvor lovgivningens historie og betydning er formidlet på glimrende vis. Men hvorfor er der overhovedet grund til at fejre, at en ny lovsamling trådte i kraft? Det er der ikke mindst fordi 1866-loven var et nybrud med hidtil gældende lovpraksis på flere områder. Før 1866 udstedtes domme med hjemmel i Christian V.s Danske Lov fra 1683, og dele af denne lov havde rødder tilbage til Jyske Lov fra 1241 – af hvilken uddrag måske var nedarvet fra den sene oldtid! Dele af Danske Lov var baseret på lovgivning og praksis fra Christian IV.s tid, og det gælder ikke mindst den del, der omhandler brugen af bålstraf. Denne strafform, hvor forbryderen straffes for sin ugerning med døden på bålet, er nok mest kendt fra hekseprocesserne og især fra sagen mod Maren Spliid, der blev brændt i Ribe 9. november 1641.
Døden på bålet blev imidlertid ikke kun praktiseret som straf for udøvelse af trolddom, men også for mordbrand, incest og sodomi. I sidstnævnte tilfælde gjaldt straffen både for forbryderen og det dyr, som handlingen var gået ud over – ofte en ko eller hest. Årsagen til denne drastiske praksis var dels, at man ikke skulle kunne møde dyret og dermed blive mindet om den syndige handling, og dels, at man ganske enkelt frygtede, at samkvemmet mellem forbryderen og dyret skulle resultere i et afkom af ukontrollabel karakter! Bålet skulle på én gang fjerne alle spor af synderen eller synderne og fungere som en slags skærsild, der rensede synderne. Samtidigt skulle strafhandlingens grusomhed virke afskrækkende på tilskuerne.
Den sidste officielle bålstraf for trolddom blev eksekveret mod Anne Palles fra Tåderup på Falster den 4. april 1693; Christian V. havde dog vist nåde, så Anne blev halshugget, før liget blev kastet på bålet! Imidlertid fortsatte man med at anvende bålstraf for mordbrand og sodomi helt frem til 1819. I denne sammenhæng er det imidlertid tankevækkende, at lovgrundlaget for at idømme bålstraf først blev afskaffet med den straffelov, hvis 150-års jubilæum fejres i år. Hverken Grundtvigs eller Kolds tanker satte en stopper for de barbariske tanker, der ligger bag en strafhandling, som var baseret på gammeltestamentariske øje-for-øje og tand-for-tand-principper. Der er således god grund til at markere, at man med indførslen af straffeloven i 1866 erstattede en lovpraksis, der minder ikke så lidt om den sharia-lovgivning, som vi i dag tager stor afstand fra. Det er trods alt ikke mange generationer siden, at den danske lovgivning gav mulighed for afstraffelsesmetoder, som ikke ligger fjernt fra dem, der praktiseres af nutidens mørkemænd.
Læs mere om en 1600-tals bålstrafhandling i Højby i Højby-Nyt april 2016 s. 22:
https://issuu.com/hbnyt.dk/docs/2016-3

Vi fynboer mener selv, at vi er så fredelige, og på grund af vores dialekt lyder det nærmest latterligt, når vi skændes – eller trættes, som vi siger. Højtråbende konflikter på fynsk er direkte komiske, og det kan være vanskeligt at opfatte selv voldsomme verbale udfald fra en fynbo som særligt truende eller farlige. Ikke desto mindre har et friskt arkæologisk fund afsløret, at i oldtiden kunne konflikter udvikle sig så drastisk, at det en gang i mellem kunne ende med regulære voldelige sammenstød.

I sommeren 2014 fandt en kajakroer et velbevaret kranium med et hul i baghovedet på stranden ved Føns på Vestfyn. Politiet blev kontaktet, da man troede det drejede sig om et nutidigt drabsoffer, men en efterfølgende kulstof 14-datering af to tænder viste, at man næppe ville have en mulighed for at finde morderen. Drabet var nemlig sket omkring 1700 f.Kr. og dermed i den tidligste del af bronzealderen. Afdøde var død efter et meget hårdt slag ovenfor og bag højre øre, muligvis med en kølle, der var lavet af et gevir fra en kronhjort. Slaget er påført, mens offeret stod med ryggen til eller lå på maven og dermed var værgesløs.

Når morder og offer ikke har mødtes ansigt til ansigt, kan det antyde, at der var tale om et overraskelsesangreb – måske som et led i en fejde mellem rivaliserende stammer. De arkæologiske fund fra denne tid indikerer, at man levede i høvdingesamfund, hvor krigeren havde høj status. Store slag med mange dødsofre har man næppe kastet sig ud i, men derimod hit-and-run-raids, hvor det ikke gjaldt om at slå mange ihjel, men derimod at hævde sin anseelse ved at vise mod. Det kunne man f.eks. gøre ved at vove at ramme fjenden der, hvor han var mest sårbar – nemlig på hjemmefronten. Derfor kan den døde f.eks. være dræbt ved et natligt overfald i en bygd i Føns-området, og måske kom drabsmanden fra en af nabofjordene, eller måske fra den nærliggende jyske østkyst.

Vi kan ikke vide, om manden med hullet i hovedet var det første offer i en eskalerende konflikt, eller om han rent faktisk blev dræbt som revanche for et overfald mod drabsmandens frænder. Et er dog helt sikker: Den dræbtes frænder har været nødt til at hævne drabet, og hævntogtet kan være indledt ved, at en vestfynsk kriger af sin lungers fulde kraft har skreget ud over bæltet, at ”Jæ ve ha blohæun”!

Læs mere om kraniet fra Føns i Odense Bys Museers netop udkomne årbog: https://www.academia.edu/24064598/M.B._Henriksen_J._L._Thomsen_and_D.D._Pedersen_Den_d%C3%B8de_mand_og_havet_om_et_kranium_der_var_%C3%A6ldre_end_f%C3%B8rst_antaget._%C3%85rbogen_Odense_Bys_Museer_2016_s._103-_121

Siden 2010 har arkæologer fra Odense Bys Museer deltaget i et forskningsprojekt med deltagelse af fagfolk inden for fagene arkæologi, geobotanik, landmåling/geodæsi og landskabshistorie. Projektets formålet var at undersøge, om der var bevaret spor af oldtidens marksystemer i de fynske skove – og hvis det var tilfældet – at sætte dem ind i en sammenhæng med andre kulturspor i landskabet. Som afslutning på projektet er der nu udkommet en stor bog, der udgives af Jysk Arkæologisk Selskab med gavmild støtte af Aage V. Jensens Fonde.

Men hvad er oldtidens marksystemer – ofte kaldet oldtidsagre? I yngre bronzealder og ældre jernalder, i runde tal fra 500 f.Kr.-500 e.Kr., dyrkede man jorden i mindre, rektangulære parceller, der var indhegnet af lave jordvolde. På voldene kunne der være hegn, som holdt græssende dyr ude eller inde – og samtidigt kunne de skabe læ på marken og fungere som en markering af ejerskab. Sådanne agersystemer har der været over betydelige dele af det landskab, som var opdyrket i oldtiden, men de fleste steder har senere tiders dyrkning fjernet ethvert synligt spor. På nogle områder opgav man imidlertid dyrkningen, måske fordi udbyttet var for lavt, fordi man flyttede fra området eller fordi man havde behov for de ressourcer, der er knyttet til en skov. Mange af disse agre er siden forsvundet, fordi jorden igen kom under plov – eller fordi området blev bygget til eller ødelagt af nutidens intensive skovdrift. Enkelte små lommer af oldtidsmarker har imidlertid overlevet frem til nutiden, fordi skoven bredte sig over dem som et beskyttende tæppe. På disse steder kan vi stadig se skelvolde, terrasser og rydningsrøser fra århundrederne omkring Kristi fødsel.

At finde og registrere agersystemerne har hidtil været et meget ressourcekrævende arbejde, fordi man var nødt til at stride sig gennem krat og underskov for at se de svage spor, som efterfølgende skulle måles præcist op. Ny teknologi har imidlertid givet arkæologerne en hjælpende hånd, for i de senere år er det Danmark blevet scannet af lavtflyvende fly med et avanceret og særdeles præcist måleudstyr, der har dokumenteret landskabets overflade i detaljer. Opmålingen skal bl.a. danne grundlag for helt præcise kort, der f.eks. anvendes til at planlægge anlægsarbejder. En sidegevinst ved denne laserscanning (eller LIDAR-opmåling, som det hedder i fagsprog) er, at den kan ”se” gennem skovenes løvtag og dermed registrere den ellers slørede overfladeform på skovbunden. Her afsløres selv små uregelmæssigheder som nedgravninger og lave forhøjninger, som knapt er synlige for det blotte øje.

Ved at gennemgå skovområde for skovområde på Fyn og omliggende øer har forskergruppen, anført af den nu afdøde arkæolog Viggo Nielsen og landmåler Niels Chr. Clemmensen, påvist knap 50 lokaliteter med spor efter oldtidsagre. I tilgift er der registreret hundredvis af opgivne agersystemer fra middelalderen samt snesevis af hidtil ukendte skålsten og gravhøje! På enkelte lokaliteter er der foretaget udgravninger med henblik på at finde en præcis datering af agrene, og fra et lille vandhul mit i et agersystem ved Tårup Lunde på Østfyn er der udtaget en prøve af årtusindgamle tørvelag. En analyse af disse lag har vist, at markerne omkring den lille sø, var intensivt dyrket fra ca. 500 f.Kr. til ca. 300 e.Kr. – og at det var byg, hvede, sæd-dodder og muligvis havre, der stod på agrene. Omkring 300 sprang agrene i skov, og denne har efterfølgende dækket landskabet i mere end 1700 år. Tættere på urskov kommer vi næppe i Danmark!

Hvis man vil vide mere om, hvordan man opsporer, registrerer og beskriver oldtidsagrene, og hvis man er interesseret i få indblik i den kulturhistoriske rigdom, som nogle af vore ”gamle” skove indeholder, er bogen om de fynske marksystemer fra bronze- og jernalder et velvalgt punkt på ønskesedlen til den tilstundende højtid. God læselyst!

Om bogen:
Viggo Nielsen og Niels-Chr. Clemmensen: Oldtidsagre i Danmark. Fyn og Langeland. Med bidrag af Mogens Bo Henriksen, Ingrid Nielsen, Peter Rasmussen, Jesper Olsen, Peter Steen Henriksen og Morten Fischer Mortensen. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 86. 2015. Bogen kan købes på Møntergården eller ved henvendelse til Jysk Arkæologisk Selskab. Pris: kr. 350.