Om Mogens Bo Henriksen

Mogens Bo er forsker og museumsinspektør og er ansvarlig for museets arkæologiske arkiv, arkæologiske udgravninger og sagsbehandling i henhold til museumsloven.

Kasakhstans truede saigaantiloper havde en forfader på Midtfyn!

Sidst i maj 2015 kan man erfare i alverdens nyhedsudsendelser, at der er indtruffet uforklarlig massedød blandt saigaantiloperne i Kasakhstan. 120.000 – eller ca. en tredjedel af landets bestand – skulle være døde af endnu uklare årsager. Og det er en biologisk katastrofe, da landet rummer langt hovedparten af verdens saigaantiloper. Jeg antager, at kun de færreste danskere har hørt om dette dyr – og langt færre set det! Det gælder i øvrigt også undertegnede, der kun har set et dårligt udstoppet eksemplar på Zoologisk Museum i Prag for mange år siden. Efter sigende skulle der være levende eksemplarer i Berlins berømte zoo, hvis man skulle få lyst til at se dette særprægede, lidt fåre-lignende dyr med de karakteristiske proptrækkersnoede horn.

Derimod har jeg flere gange holdt et sagiaantilopehorn i hånden – for kernen af et sådant er udstillet på Ringe Museum – og det er lidt af en palæozoologisk sensation! Dette stykke er årsagen til, at saigaantilopen har interesseret mig i mere end 30 år, og jeg har således haft lejlighed til at skrive om dyret et par gange.

Hornet i Ringe Museums samling blev fundet ca. 11 m nede i blåleret ved brøndgravning i Boltinggård Skov lidt uden for Ringe i 1924. Det kan vist bedst beskrives med metaforen om nålen og høstakken – og fundet af hornet vakte da også stor opmærksomhed i den zoologiske verden, for det er det eneste fund af dette dyr fra området nord for Østersøen. Der er foretaget to kulstof 14-dateringer af hornet, som har vist sig at være knap 17.000 år gammelt! Når man sammenholder dateringen, fundstedet og funddybden, er der ingen tvivl om, at dyret har levet i en af de perioder under sidste istid, hvor det var så varmt, at der opstod steppe-lignende forhold med græsser og småplanter. Her græssede saigaen i store flokke sammen med rensdyr, steppebison, vildheste – og mammutter. Da dyret døde – måske efter en af de kampe, der dræber mange hanner i forbindelse med parringsritualer – blev det dækket af ler, som ismasserne fra det allersidste fremstød transporterede med. Kulstof 14-dateringen af saigaen fra Boltinggård Skov har således vist, at det såkaldte ungbaltiske isfremstød, der fra Østersøområdet masede sig hen over Fyn, kom blot få årtusinder før afsmeltningen var så fremskredet, at der igen kunne leve dyr på disse breddegrader. Det er derimod ikke muligt at sige, at dyret levede på Midtfyn; isen kan have samlet knoglerne op et godt stykke mod sydøst. Omvendt kan det heller ikke udelukkes, at Boltinggård Skov-saigaen rent faktisk har græsset et sted på Midt- eller Sydøstfyn!

Lad os håbe, at sygdommen blandt saigaerne i Kasakhstan snart raser ud, for verdens samlede population er truet. Det ville være skrækkeligt, hvis dette spøjse væsen uddør fra dets sidste leveområde, for det er i høj grad med til at berige verdens faunaen. Faktisk er det jo et af de sidste istidsdyr, der stadig går omkring på jorden i denne del af verden!

Saiga-hornet på Ringe Museum. Foto: Mogens Bo Henriksen

Læs mere om saiga-antilopen fra Boltinggård Skov:
Henriksen, M.B. 1987: Historien om saiga-antilopen på Ringe Museum – og dyret bag. Ræthinge-Posten 1987, s. 20-25.
Aaris-Sørensen, K., K. Strand Petersen & M.B. Henriksen 1999: Late Weichselian Record of Saiga (Saiga tatarica (L.)) from Denmark and its Indications of Glacial History and Environment. Quartär, Band 49/50, 1999, s. 87-94.

 

Ny bog om arkæologi under havoverfladen

I 1957 udskrev ugebladet Hjemmet en konkurrence om at finde Danmarks ældste stenalderboplads under havet. Nogle af de første danske “frømænd” – det vi i dag kalder sportsdykkere – kastede sig i de fynske farvande og fandt ”druknede” stenalderbopladser ved Dyreborg på Sydfyn, ved Fyns Hoved – og ikke mindst ved Tybrind Vig på Vestfyn.

Sidstnævnte sted blev i 1980’erne mål for flerårige arkæologiske undersøgelser, der udførtes i samarbejde mellem Moesgård Museum/Århus Universitet og Marinarkæologisk Gruppe i Fredericia. Ved undersøgelsen fandtes et stort bopladsområde fra Ertebøllekulturen (ca. 5000-4000 f.Kr.) med affaldslag med velbevarede genstande af tak, knogle og træ samt tusindvis af flintredskaber, lerkarskår mv. Nok så interessant var fundet af flere grave og padleårer med indridsede mønstre – arkæologiske lækkerier, som i dag er kendt over den halve klode!

I 2013 udkom en stor og engelsksproget bog om Tybrind Vig-fundene – og her i april 2014 har Hans Dal, der er leder af Marinarkæologisk Gruppe, skrevet en fin og meget velillustreret bog om de mere tekniske sider undersøgelserne – og om hans personlige oplevelser undervejs. Bogen rummer en generel oversigt over marinarkæologiens historie i Danmark, og den beskriver meget præcist de mange strabadser, pionérerne måtte igennem i de somre, hvor man dykkede og gravede i Lillebælts vande. Det hele er krydret med gode historier og fine billeder af livet over og under havoverfladen. Bogen er udgivet i samarbejde mellem Moesgaard Museum og Odense Bys Museer, og den kan købes i museumsbutikken i Møntergården.

Nordens første krematorium?

Jeg har netop været et par dage i Uppsala for at fremlægge resultater af mine ligbrændingsstudier, herunder data fra eksperimenterne. Det var i et forum af svenske og norske arkæologer, osteologer (knoglespecialister), naturvidenskabsfolk, religionshistorikere og antropologer, der nok kunne have hver deres syn på ligbrændingen, dens betydning og dens produkter. Da ligbrændingsskikken har været meget udbredt i Mellemsverige i store dele af oldtiden, var emnet særdeles relevant for tilhørerne – og jeg fik mange input med hjem til brug i mit fortsatte arbejde.

To af de tre Kungshögarna – Västhögen med ligbrændingsanlægget er den bagerste. I baggrunden ses nogle af områdets mange mindre høje.

To af de tre Kungshögarna – Västhögen med ligbrændingsanlægget er den bagerste. I baggrunden ses nogle af områdets mange mindre høje.

Foredraget blev holdt i ly af de tre enorme Kungshögarna i Gamla Uppsala. Disse tre høje er hver især større end Jelling-højene, og de har været omgivet af store og nu til dels sløjfede felter af småhøje, der har været rejst over brandgrave fra den sene jernalder. Det er således et sted, der har en helt særlig aura for arkæologer med interesse for jernalderen – og især for tidens brandgrave.
Den legendariske svenske arkæolog Bror Emil Hildebrand gravede i 1874 i den vestlige af højene og fandt – udover rester af gravgods, der viser, at højen må være opført omkring 600 e.Kr. – store mængder brændt ler med aftryk af kraftige træstykker. Hildebrand mente, at leret havde siddet på ydersiden af en konisk trækonstruktion, og at denne havde fungeret som en ovn i forbindelse med kremeringen af den fyrste eller konge, der fandt sit sidste hvilested i højen. Hvis tolkningen er rigtig, må Västhögen i Gamla Uppsala være rejst over Nordens første krematorieovn! Om denne udlægning er rigtig, kan man dog godt betvivle, for selv om Hildebrand for sin tid at være var en dygtig arkæolog, lader undersøgelsens dokumentationsniveau meget tilbage at ønske – set med nutidens øjne. Specielle fund kræver særlig god dokumentation, og indtil videre må vi sige, at vi ikke har sikre vidnesbyrd om, at man har brugt ovnkonstruktioner ved kremeringer i oldtiden på vore breddegrader. Det var noget, der langt overvejende foregik direkte på jordoverfladen.

Læs mere om de igangværende undersøgelser i Gamla Uppsala her:

– Og specifikt om storhøjene:
Bratt, P. 2008: Makt uttryckt i jord och sten. Stora högar och maktstrukturer i Mälardalen under järnåldern. Stockholm Studies in Archaeology 46. Stockholm.
Lindquist, S. 1936: Uppsala Högar och Ottarshögen. Kungl. Vitterhets historie och Antikvitets Akademien. Stockholm.

Fra forelæsningslokalet i Gamla Uppsala

Fra forelæsningslokalet i Gamla Uppsala

Brugte man knaldperler ved jernalderens kremeringer?

Næppe, for krudtet var som bekendt ikke nået til Danmark i århundrederne omkring Kristi fødsel. Og så måske alligevel – for vi kan ikke udelukke, at oldtidens ligbål blev tilført forskellige ting, der kunne afgive lyd og lugt og som dermed kunne forstærke oplevelsen af ligfærden.

Det har længe undret arkæologer, at der af og til findes samlinger af hvidbrændt flint i oldtidens brandgrave. Hvis det blot er enkelte stykker – og det er det hyppigst – er det måske ikke så underligt; under sorteringen af det nedbrændte ligbål kan stykkerne let være forvekslet med de brændte knogler fra det kremerede lig. I nogle tilfælde er der imidlertid mere brændt flint end brændte knogler i gravene! Således rummede en brandgrav på den sydøstfynske Brudager-gravplads 76 gram hvidbrændt flint, fordelt på omkring 100 indtil 3 cm store stykker. Af brændte knogler var der kun 52 gram – og fortrinsvis i små stykker. Det kan ikke være et tilfælde – og vi står tilbage med spørgsmålet om, hvilken betydning flinten har. Er der tale om symbolske knogler, eller udtrykker den hvide farve renhed eller sorg; hvid er netop sorgens farve i mange kulturer, mens den også hyppigt ser knyttet til offerritualer.
Her i bloggen kan man læse om forsøg, der er siden 1989 er udført med forhistorisk ligbrænding. Under disse forsøg er det bemærket, at der jævnligt kommer høje smæld fra bålet – sikkert når knaster i brændslet sprænger. Hvis bålet er anlagt på en flade, hvor der ligger flint, kan det også sprænge som et resultat af varmepåvirkningen, der får det naturlige indhold af vand til at udvide sig kraftigt. Når flinten sprænges, bliver den dels hvid, og dels får den en karakteristisk krakkeleret overflade som de stykker, der er fundet i jernaldergravene. Jernalderens mennesker har helt sikkert været bevidst om ildens påvirkning af flinten. Derfor er det vel ikke utænkeligt, at man kunne finde på at smide nogle stykker flint på flammerne for at frembringe en knaldeffekt. Smældet kunne måske hjælpe afdøde over i den nye verden – eller måske skulle den pludselige og høje lyd skræmme onde ånder væk ganske som det er tilfældet med de ”kinesere”, man fyrer af ved nytårstid nutildags?

Ildskørnet flint

Ildskørnet flint

 

Forelæsning om ligbrænding i Danmarks oldtid

Hvis man vil vide mere om Odense Bys Museers forskningsprojekt om ligbrænding i oldtiden, kan man overvære en forelæsning på Københavns Universitet Amager Forelæsningen finder sted mandag den 17. februar kl. 13.15-15.00 i lokale 12.4.58. Alle er velkomne! Herunder følger en præsentation af forelæsningens vigtigste temaer – og der bliver vist billeder, der ikke er for sarte øjne!

Fra ligbål til brandgrav – hvordan blev de døde brændt?
I studier af brandgrave er det ofte gravformerne og gravenes indhold, der er i centrum. Derimod har der været meget lidt fokus på de processer, der har givet gravene, oldsagerne og knoglematerialet det udseende, som møder arkæologen under udgravningen. Gennem en række af forsøg med forhistorisk ligbrændingsteknik – med svin som ”forsøgspersoner” – er det lykkedes at få indsigt i, hvilke af brandgravens komponenter, der kan tilskrives ligbålets fysiske påvirkning og hvilke, der skyldes forudgående og efterfølgende sortering og bevidst destruktive handlinger. En forståelse af, hvad der er et resultat af hvilke processer, er helt afgørende for en rekonstruktion af begravelsesritualerne og dermed en overordnet forståelsesramme for brandgravenes særlige symbolindhold. Forsøgene har endvidere givet grundlag for en mere præcis definition af de forskellige brandgravstyper baseret på, hvilke ligbålskomponenter, der er udvalgt til deponering i det anlæg, som vi betegner som graven.

Forsøg 2 – Lejre 1990

I oktober 1990 udførte jeg et ligbrændingsforsøg i Sagnlandet Lejre. Det tog udgangspunkt i flere problemstillinger, som flittigt har været diskuteret i den arkæologiske litteratur: 1) Ville brændingen blive optimeret, hvis bålet blev bygget i en lav grube? 2) Ville bålopstablingen blive mere stabil, hvis der blev nedbanket træpæle omkring denne? 3) Ville man efterfølgende kunne påvise på ligets knogler, hvis dette havde været placeret under og ikke oven på bålet? 4) Ville placeringen af store mængder fåreuld på bålet resultere i, at der efterfølgende lå små slagger (kaldet ”clinkers”) tilbage i bålresterne. 5) Ville slukning af bålet med vand resultere i, at de brændte knogler ville sprænge i stumper og stykker?

En ca. 140×100 cm stor og 15 cm dyb grube blev gravet, og denne blev fyldt med kvas, grene og halm, og heri lagdes en 52 kg tung svinekrop. Oven på grisen blev der placeret træ, således at bålet fik en størrelse på 150x90x130 cm. Det hele blev stabiliseret af seks nedbankede pæle. Ved dyret anbragtes to kopier af lerkar og fem kopier af glasperler.  

Efter optændingen blev bålet hurtigt omspændt af flammer, og efter syv timer var kremeringen afsluttet. 24 timer efter optændingen blev det ulmende bål slukket med vand, og en udsortering af de brændte knogler og ”gravgaver” blev iværksat. Der blev bjærget i alt 720 gram brændte og stærkt fragmenterede knogler, men det kunne ikke påvises, at slukningen med vand havde haft nogen særlig effekt; det samme gjorde sig gældende med placeringen under bålet. De nedbankede pæle havde sikret, at bålet ikke skred ud, og udstrækningen af det nedbrændte bål var således blot 190×170 cm. Der kunne ikke iagttages slagger fra den fåreuld, der var placeret i bålet, ligesom gruben ikke kunne ses at have nogen gunstig effekt for brændingen, snarere tværtimod, da der lå ufuldstændigt forbrændt træ på bunden. Efter opsamlingen af de brændte knogler, blev bålstedet tildækket med jord og græstørv.

Udgravningen af forsøgsbål 2 i 2013

I oktober 2013 blev det tildækkede forsøgsbål 2 udgravet med metoder, der helt svarer til, hvad man ville have anvendt ved undersøgelsen af et forhistorisk anlæg. Arkæologerne sigtede jorden og dokumenterede alt, hvad der blev iagttaget undervejs, således at man kan bruge resultaterne til at identificere forhistoriske ligbrændingssteder, hvis man skulle være så heldig at støde på sådanne!  

Det var nu forbavsende, hvor lidt der var tilbage efter at det nedbrændte og sorterede bål havde været jorddækket i ret præcis 23 år. En diffus askeplet med en diameter på mindre end 1 m, spredte stumper af ildskørnet flint og få gram brændte ben var – sammen med højst 1 kg. trækul – de tydeligste spor. Hertil kommer to af de i alt seks pæle, som oprindeligt havde holdt bålopstablingen på plads.

Sorteringen af det nedbrændte bål i 1990 havde tilsyneladende været ret effektiv, for der var blot få og små stumper af brændte ben tilbage. Et par små og smeltede fragmenter af glasperlerne fandtes også – sammen med enkelte sodsværtede skår. Undergrunden var heller ikke ildpåvirket i nævneværdig grad, så alt i alt var det ikke mange spor, der var tilbage efter afbrændingen af mere end 1 rummeter træ og et slagtesvin! Så er det ikke så mærkeligt, at forhistoriske ligbrændingssteder kun meget sjældent lokaliseres ved arkæologiske udgravninger – de er nærmest usynlige!

Forsøg 3 – Lejre 1990

I oktober 1990 kremerede jeg et svin på et bål i Sagnlandet Lejre. Formålet med afbrændingen var at rekonstruere en jernalderkremering. Bålet bestod af ca. 1 rummeter træ, og det blev stabiliseret med fire nedbankede pæle. Den ca. 1,2×1,2 m store opstabling blev opbygget over en 20 cm dyb grube i jorden, og på toppen blev et 63 kg tungt svin placeret. Ved siden af grisen blev der placeret to kopier af jernalderlerkar samt flere kopier af glasperler.

15 minutter efter optændingen var hele bålet omspændt af flammer, og allerede efter en halv time kunne man se de første fribrændte knogler. Bålet røg og lugtede kun ganske lidt. Efter 4½ time var bålet i store træk brændt ned, og gløder, aske og forkullede rester af svinekroppen lå nu i den grube, som bålet var opført over.

Det nedbrændte bål strakte sig over ca. 2×1,5 m, men kun omkring gruben i midten var der et egentligt lag af trækul og brændte knogler. Resten var en tynd film af støvfin aske. Bålet var altså sunket lodret sammen under forbrændingen og havde efterladt en plamage, der ikke var væsentligt større end opstablingen.

Efter opmålingen blev bålet dækket til med henblik på senere udgravning.

Nedenfor ses billeder fra forsøget i Lejre i 1990.

 

Hvor og hvordan blev de døde brændt i oldtiden?

Fra midten af bronzealderen og gennem store dele af resten af oldtiden brændte ”fynboerne” deres døde og begravede de brændte ben i en urne, i en simpel nedgravning eller i en stenkiste. Det ved vi en del om, for i Den fynske Øgruppe er der udgravet ca. 6000 brandgrave fra tiden mellem ca. 1200 f.Kr. og 900 e.Kr.

Derimod har vi ikke hidtil vidst meget om, hvordan de døde blev brændt – og det skyldes især, at vi ikke ved, hvor det skete! I et forskningsprojekt, hvor arkæologer, retsmedicinere og fysikere forener kræfterne, skal mysterierne forsøges opklaret. Først er der foretaget en grundig analyse af gravenes indhold og konstruktion for at klarlægge, hvad gravgods og de brændte ben kan fortælle om brændingstemperatur, placering af liget på bålet mv. Dernæst er de få ligbrændingssteder, der hidtil er fundet, blevet nærstuderet for at se, om vi har overset spor, der kan bringe forskningen videre.

Fig. 1. Brandgrav fra tiden omkring 250 e.Kr. Rester fra ligbålet er hældt i en grube, og i toppen af denne har man placeret en urne med de brændte knogler fra afdøde og noget af hans personlige udstyr.

Som et led i projektet er der foretaget en række forsøg med brænding af hele svinekroppe såvel som af dyreknogler for at afklare, om man ad denne vej kan komme tættere på en forståelse af ligbrændingsprocessen. Forsøgene har bl.a. givet god indsigt i brændingens forløb samt især givet væsentlig ny viden om bålets påvirkning af lig, genstande og af den flade, som bålet blev anlagt på. En meget vigtig erkendelse, der er kommet ud af forsøgene, er, at et ligbål ikke afsætter tykke askelag, ligesom det ikke påvirker undergrunden særlig voldsomt.

Med denne viden kan det konstateres, at der i virkeligheden kendes ganske mange spor af ligbål fra yngre bronzealder, ældre jernalder og fra sen jernalder/vikingetid. Kremeringspladserne aftegner sig som lidt over mandsstore sorte plamager, der ofte er blevet sløret, fordi man har fjernet noget fra stedet efter brændingen – eller fordi man har fejet bålresterne sammen. I nogle tilfælde er der fundet aftryk af stolper, som har støttet bålkonstruktionen – og denne iagttagelse er særdeles vigtig. Den forklarer nemlig flere fund af stolpekonstruktioner med bålrester på jernalderens gravpladser. De er udgør den sidste rest af ligbrændingskonstruktioner – den del, der ikke er fjernet af landbrugsredskaber siden oldtiden.

Fig. 2. Dette er alt, hvad der er tilbage af ca. 1½ kubikmeter træ og en gris på ca. 55 kg, når bålet er brændt ned. Landmålerstokken er 1,6 m lang. 

På nuværende tidspunkt kan det altså konkluderes, at ligbrændingen foregik på gravpladsen, og at bålene som regel blot var lidt over mandsstore og dermed ”brændselsøkonomiske”. Ved at kombinere iagttagelser fra brændingsforsøgene med fund fra oldtidens brandgrave er vi nu i stand til at se, hvilke ”komponenter”, der er et resultat af ligbålets fysiske påvirkning og hvilke, der skyldes forudgående og efterfølgende sortering og bevidst destruktive handlinger. Disse iagttagelser er helt centrale for en rekonstruktion af begravelsesritualerne og deres udvikling gennem oldtiden. Med denne forståelse kommer vi pludselig meget tættere på oldtidsmennesket og dets tankegang i forbindelse med livets ophør og hvad der skulle følge derefter. 

Projektet er finansieret af Kulturstyrelsen og Odense Bys Museer, og det udføres i samarbejde med Antropologisk Laboratorium på Panum-Instituttet, Københavns Universitet, Institut for Fysik og Astronomi, Århus Universitet samt Sagnlandet Lejre.

Brændt gris giver ny viden til arkæologer og retsmedicinere!

”Hvem forsker I for?” Det spørgsmål får arkæologer ofte, og i langt de fleste tilfælde er svaret, at vi forsker for at få indsigt i vore forfædres liv og færden for at kunne sætte nutiden i perspektiv. Resultater fra et forskningsprojekt, der lige nu gennemføres på Odense Bys Museer, kan imidlertid også bruges i en helt anden og mere nutidig sammenhæng.

Fig. 1. Ligbrændingen i 1992 med svinet på toppen af bålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Fig. 1. Ligbrændingen i 1992 med svinet på toppen af bålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

De fynboer, der levede i yngre bronzealder og gennem det meste af jernalderen – fra ca. 1000 f.Kr. – 800 e.Kr. – blev kremeret, når de var døde. Brændte ligrester og evt. gravgaver blev herefter lagt i jorden i en urne eller i en grydeformet nedgravning – en såkaldt brandgrav. I tidens løb er der undersøgt næsten 6000 brandgrave, og Odense Bys Museer har opbygget en internationalt anerkendt viden på dette område. Men – det grundlæggende – nemlig selve ligbrændingsprocessen og dens betydning for begravelsesceremonierne og for udformningen af gravene har man ikke hidtil haft meget viden om. Derfor er der gennemført i alt fire forsøg med forhistorisk ligbrænding i 1989-92, og det sidste af disse fandt sted på herregården Hollufgård i Odenses sydlige udkant.

1992-forsøget blev derfor udført som en rekonstruktion af en jernalder-ligbrænding med en gris som stand-in for et menneskelig. Grisen blev placeret på toppen af et bål, der var bygget over en ca. 60 cm dyb grube. Ligbrændingen strakte sig over ca. 5 timer, og i løbet af dette tidsrum blev en 35 kg tung gris og ¾ rummeter træ forvandlet til aske, trækul og brændte benstumper. Bagefter lå dette materiale i gruben, som bålet havde været bygget over (fig. 1-2). Dagen efter kremeringen blev gruben dækket til med henblik på senere undersøgelse. 

Fig. 2. Det nedbrændte, men stadig glødende ligbål 7 timer efter antændelsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Fig. 2. Det nedbrændte, men stadig glødende ligbål 7 timer efter antændelsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 9 måneder efter kremeringen blev den ene halvdel af gruben udgravet på samme måde, som man ville have undersøgt en ægte jernaldergrav. I toppen af gruben lå de brændte ben fra grisen i et tyndt lag sammen med de ”gravgaver”, som den døde havde fået med – f.eks. glasperler og en lansespids af jern. Grubens nederste del var derimod helt fyldt med trækul (fig. 3). 

20 år senere – i 2013 – blev den sidste halvdel af gruben udgravet. Det var helt bevidst, at tiden fik lov til at gå, så vi kunne se, hvordan knogler, trækul mv. blev påvirket af at ligge i jorden over en årrække. Udgravningen fandt sted i et samarbejde mellem arkæologer fra Odense Bys Museer og arkæolog og knoglespecialist Lise Harvig fra Retsmedicinsk institut på Københavns Universitet. De 21 år, der var gået siden brændingen, havde påvirket trækul, brændte knogler og jernlansespidsen ret markant, og det er selvfølgelig vigtig viden at have med, når vi skal bruge iagttagelserne fra forsøget til at tolke oldtidens brandgrave. Knoglerne var således nærmest opløste, og det samme var tilfældet med jernlansespidsen, der næsten udelukkende bestod af rust! Måske skyldes nedbrydningen kemisk påvirkning fra de store mængder trækul – ca. 100 liter – der lå i gruben. Sådanne mængder påtræffer man aldrig i jernalderens brandgrave, og vi kan derfor konkludere, at dette forsøg ikke gav et nøjagtigt indtryk af, hvordan en jernalder-kremering er foregået. Gruben var ganske enkelt så dyb, at manglende ilttilførsel i realiteten forhindrede en total forbrænding. Derfor må vi konkludere, at oldtidens kremeringer må være foregået på flad mark eller evt. over en grube, der ikke har været så dyb som forsøgsgruben.

Ligbrændingsforsøget på Hollufgård har således givet resultater, der både er til stor gavn for arkæologer og retsmedicinere. Sig så ikke, at arkæologer er nogle nørder, der kun beskæftiger sig med fortiden!

Følg arbejdet med forhistorisk ligbrænding her på bloggen.

Download artikel om kremeringsforsøget i 1992 og udgravningen af grubens ene halvdel fra Odense Bys Museers årbog Fynske Minder, 1993.