DR har netop sendt det sidste afsnit i den store historiesatsning ”Historien om Danmark”. Kritikken af serien har overvejende været positiv, men selvfølgelig har folkene bag fået kritik for nogle af de til- og fravalg og vægtninger, de har foretaget undervejs. Sådan må det nødvendigvis være, for når 14.000 års historie skal koges ned til 10 timers fjernsyn, skal der hugges og klippes mange steder – og helt vælges fra! Det valg konfronteres vi, der dagligt formidler arkæologi og historie, imidlertid hele tiden med. Vi må undlade en (del af) en historie, fordi der ikke er plads i den samlede fortælling, eller fordi andre budskaber måske er vigtigere at få frem. Et fagligt begrundet (fra)valg vil altid kunne accepteres, hvis argumenterne herfor er i orden. Hvis et fravalg derimod tager afsæt i, at man ikke ønsker at fortælle en historie eller en bestemt vinkling af den, er det straks mere problematisk, og det kan i værste fald være historieforvanskning.
Især når besættelsestiden formidles, opstår der hyppigt tvister om valg af temaer, og Historien om Danmark er ingen undtagelse i den sammenhæng! At man også kan diskutere vinklingen i den formidling af besættelsen, der foretages ude i landskabet, er der nok ikke så mange, der har skænket en tanke, men det skal der gives et eksempel på her.
Natten til den 9. august 1944 hentede Gestapo 11 modstandsfolk fra BOPA og Holger Danske i Vestre Fængsel under påskud af, at de skulle transporteres til Frøslevlejren. Imidlertid var planen for transporten, at modstandsfolkene undervejs skulle skydes som hævn for en sabotageaktion i København. Den legendariske torturbøddel og stikker, Ib Birkedal Hansen tilskrives ansvaret som idémand bag aktionen, som han også deltog aktivt i. På landevejen mellem Roskilde og Ringsted nær landsbyen Rorup blev modstandsfolkene gennet ned fra lastbilen, hvorefter de brutalt blev mejet ned i vejkanten – endnu iført håndjern. I eftertiden blev denne hæslige gerning kendt som ”massakren i Osted”, og i 1947 blev der etableret et lille anlæg og rejst en mindesten på stedet. Ved et besøg på stedet i oktober 2017 kunne jeg konstatere, at man stadig lægger blomsterbuketter og tænder stearinlys i anlægget, der ligger blot et par meter fra en meget trafikeret landevej. Historien om ofrene for nazismens grusomheder formidles på stenen med en kort tekst samt de 11 mænds navne, fødselsdage og oprindelsessted. Hvis man vil kende anlæggets baggrundshistorie, må man ty til litteraturen.
Birkedal-gruppens arbejde førte til anholdelsen af en lang række modstandsfolk, og flere blev henrettet i terrænet ved Ryvangen Kaserne i udkanten af Københavns Kommune. Det var først efter befrielsen, at man forstod, at det var her mange var blevet henrettet og endnu flere begravet. I årene efter krigens afslutning blev området indrettet til en officiel begravelsesplads for krigens ofre og en mindelund. Hvert år besøges mindelunden af mange mennesker, ligesom den danner ramme om officielle højtideligheder, hvor besættelsens ofre mindes. Historien om anlægget er velformidlet på tryk, men præsenteres også på plancher og via pjecer på stedet.
Et af besættelsestidens meget kontroversielle emner har været retsopgøret – og ikke mindst har der været debat om spørgsmålet om vedtagelse af en lovgivning med tilbagevirkende kraft og dermed midlertidig genindførelse af dødsstraf efter mere end 60 års fravær. I alt 46 personer blev henrettet i årene mellem 1946 og 1950 i Undallslund Plantage nær Viborg samt på det militære område på Margretheholm ved København. Begge steder havde man til formålet opført arkitekttegnede træskure over et rektangulært betonfundament. I træskuret på Margretheholm blev 30 personer henrettet ved skydning, og det er næsten symbolsk, at den sidste var hjernen bag Osted-massakren, Ib Birkedal Hansen. Han blev skudt her kl. 01.00 den 20. juli 1950. Kort efter blev skuret fjernet, mens betonfundamentet blev efterladt.
Nu er området ikke længere militært, men udgør den ydre del af Fristaden Christiania. Midt mellem gamle militære bygninger og christianitternes fantasifulde huse ligger betonfundamentet stadig som et tavst minde om en dramatisk periode i Danmarkshistorien. Revner og afslag i overfladen vidner om, at årtierne ikke er gået ubemærket hen over fundamentet, som også er delvis overgroet af græs, ligesom et afløb i midten er fyldt med jord. Mange mennesker passerer forbi stedet hver dag, givet uden at kende til historien om, at 30 mand fandt døden på dette sted. Dette understreges af, at stedet i efteråret 2017 var delvis dækket af byggemateriale! Det er tydeligt, at den, der har læsset materialerne af, ikke har kendt det anonyme fundaments baggrund. Imidlertid formidles historien ikke på stedet; intet skilt fortæller om denne del af områdets omskiftelige historie, og selv ved hjælp af guidebøger er det vanskeligt at finde frem til henrettelsesstedets præcise placering. Det er ikke uproblematisk, at man har valgt at – om ikke skjule – så dog nedtone denne del af fortællingen om besættelsestiden og retsopgøret herefter. Betonfundamentet på Margretheholm er det eneste fysiske levn i landskabet fra den danske stats sidste brug af henrettelser, og dermed er det et vigtigt element i Danmarkshistorien. Som følge deraf bør man også passe på fundamentet, så dets historie kan fortælles til nulevende og fremtidige generationer. Formidlingen skal ikke ske for at mindes dem, der fandt døden for henrettelsespelotonens kugler, men for at komplettere fortællingen om besættelsen og de – forståeligt nok – voldsomme følelser, der var i spil i den umiddelbare efterkrigstid. Det skylder vi hinanden og eftertiden. Hvis man ikke får kendskab til de historiske levn, har man heller ingen mulighed for at passe på dem, og hvis man ikke får kendskab til historien, kan man ikke lære noget af den!
Læs mere:
Bøgh, F. 2011: De dødsdømte. København.
Tamm, D. 1984: Retsopgøret efter besættelsen. København.
Øvig Knudsen, P. 2004: Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder. København.